DF'er: Islam er en politisk bevægelse

I islam kan man finde alle kendetegn på en religion: en hellig bog, en profet, en Gud, religiøse ritualer og så videre. Men kigger man nærmere efter, og det gør vi i Dansk Folkeparti, så er disse kendetegn ikke islams egentlige kendetegn, skriver partiets kultur- og uddannelsesordfører

Vi ville alle dø af grin, hvis Enhedslisten pludselig mødte op med krav om at få indrettet et bederum (eller et basisgrupperum) på sygehusene. Vi ville afvise det med en håndbevægelse, men når kravet kommer fra yderligtgående muslimer, bliver det pludselig et krav, man vil imødekomme, mener Alex Ahrendtsen (DF).
Vi ville alle dø af grin, hvis Enhedslisten pludselig mødte op med krav om at få indrettet et bederum (eller et basisgrupperum) på sygehusene. Vi ville afvise det med en håndbevægelse, men når kravet kommer fra yderligtgående muslimer, bliver det pludselig et krav, man vil imødekomme, mener Alex Ahrendtsen (DF). Foto: Asbjørn Sand.

Det afgørende forhold at få styr på i disse år er, hvordan vi skal forstå islam. Uden denne forståelse kan islam ikke bekæmpes og inddæmmes. De fleste universitetsansatte med speciale i islam har ikke været behjælpelige med undtagelse af folk som professor Thomas Hoffmann, der har en videnskabelig tilgang til islam i modsætning til for eksempel Jørgen Bæk Simonsen.

Ingen islamkendere har dog haft modet til at tage islams konstruktion nærmere under vingebenet. Man har taget islams egen påstand for pålydende: at vi har at tale om en religion. Og ja, i islam kan man finde alle kendetegn på en religion: en hellig bog, en profet, en Gud, religiøse ritualer og så videre.

Men kigger man nærmere efter, og det gør vi i Dansk Folkeparti, så er disse kendetegn ikke islams egentlige kendetegn. De er snarere en slags forklædning. Islam er langt mere end en religion. Islam er politik indhyllet i religiøse klæder. Det er ikke noget tilfælde, at den fanatiske bevægelse i Libanon hedder Hizbollah, hvilket betyder Guds parti. Islam er et parti og skal derfor behandles som sådan.

Vi ville alle dø af grin, hvis Enhedslisten pludselig mødte op med krav om at få indrettet et bederum (eller et basisgrupperum) på sygehusene. Vi ville afvise det med en håndbevægelse, men når kravet kommer fra yderligtgående muslimer, bliver det pludselig et krav, man vil imødekomme.

Det har undret mange, hvorfor venstrefløjen og Socialdemokratiet har været så underdanige og tjenstvillige, når det kom til islam. Nogle har peget på underklasseproblematikken som forklaring. Andre at det skal søges i racismediskursen.

Men den egentlige årsag er den tætte politiske sammenhæng, der er mellem socialisme og islam. Begge søger den totale løsning i det dennesidige. Begge er optaget af magt over andre. Begge tåler ikke andre sandheder ved siden af sig selv. Så instinktivt har danske venstrefløjsfolk set en fælle og ikke en fjende i islam. Det er først i de senere år efter terroranslagene, at de langsomt og smerteligt har måttet erkende, at deres fælle kunne være deres fjende.

Der er altså kun en vej fremover. Islam må behandles som en politisk bevægelse med en ubetydelig religiøs overbygning. Som et politisk parti på linje med alle andre.