Luther er berygtet for sine udsagn under bondeopstanden, som var en del af samfundsuroen omkring de reformatoriske forandringer: ”Der kan ikke være noget mere giftigt, mere skadeligt, mere djævelsk end et oprørsk menneske. Ganske som man må slå en gal hund ned; slår du ikke den, så slår den dig, og et helt land sammen med dig.”
Luthers makabre retorik kan enhver læse på nettet i skriftet ”Imod bøndernes røveriske og morderiske bander” fra 1525.
Mange har anset Luther for opportunist, der støttede fyrsternes nedslagtning af tusindvis fra de undertrykte klasser. Man kunne ønske, at hans voldsomme vrede aldrig var nedfældet. Men der er stadig noget at lære om læsning og brug af gamle tekster.
For det første er det billigt at fordømme udsagn fra en historisk sammenhæng, man ikke forstår. Enhver tekst har kontekst. Også en historisk. Evigtgyldige sandheder findes ikke i menneskemund. Luthers frygt for, hvad det ville betyde for hele samfundet, hvis reformation blev til revolution, var ikke ubegrundet.
For det andet befinder vi os selv et andet sted i historien - blandt andet på grund af den franske revolution i 1789. Det er glædeligt. Men også klædeligt at være bevidst om, at de briller, vi selv ser verden igennem, er slebet til af erfaringer med demokratisk lighed, sundt sekulariserede frihedsidealer og global solidaritet. Vi ønsker os ikke tilbage til det feudale samfund, Luther skrev ud fra og ind i. Det er blot for arrogant at fordømme ham ud fra vores horisont.
For det tredje er det muligt, at 500 år gamle smertelige erfaringer kan afdække en sandhed i lyset af den nye forståelseshorisont, som bliver til ved at reflektere over både punkt 1 og 2:
Luther skrev nådeløst ud fra en teologi, der voksede frem og blev til læren om de to regimenter: For et religiøst samfund vil, hvad enten det er kristent eller muslimsk, undertrykke mennesker, når det bruger magtmidler i spørgsmål om tanke og moral. Omvendt må det verdslige styre i denne onde verden nødvendigvis føre sværdet for at holde lov og orden, hvis ikke ”ulven skal æde lammet”. Luther opfatter, at begge regimenter tjener Gud. Men kirken må holde sig til at lede samvittighederne til tro med evangelieordet om trøst og håb; mens magthaverne alene har lov til at bruge voldsmonopolet på at beskytte borgere fra overgreb.
Gennem vores moderne briller så vi for få år siden i håb om moderne demokrati i Mellemøsten det arabiske forårs omstyrtning af diktatorer. Kendere af forhold i Egypten, Libyen og Syrien advarede om, hvad de middelalderlige oprørskræfter i for eksempel Det Muslimske Broderskab ville.
Terror i Europa var en forudset risiko. Videoer af halshugninger, ødelæggelse af kulturminder og ukontrollable folkevandringer kommer fra en region destabiliseret af religion. Det var ikke med urette, at IS og dens sympatisører fik navnet ”nazi-islamisme”. Feudale skurke som Mubarak, Gadaffi, Hussein og Assad var åbenbart de eneste, der kunne holde disse oprørere i skak. Hvorfor?
Islamismens totalitære ideologi snylter på den moderne verdens tolerance, åbenhed og humanisme. Med moderne hjælpemidler arbejder en ondskab, som hører til i middelalderens feudalsamfund.
Trods uhyggen ved teologiske argumenter fra en længst svunden tid er det stadig en sand dom over de oprørere, vi på et tidspunkt troede kunne skabe frihed ved at vælte despoter: Der kan ikke være noget mere giftigt, mere skadeligt og mere djævelsk end disse oprørske mennesker.
Carsten Mulnæs er sognepræst