I EN KOMMENTAR i Kristeligt Dagblad den 15. december påstår Ulf Salmonsen:
”Han (Søren Harslund, red.) tager ikke hensyn til, at dette land var beboet dengang som nu.”
Det er ikke rigtigt! Jeg gør tværtimod i min bog rede for befolkningsudviklingen, herunder ejendomsforholdene, i Palæstina helt tilbage fra Abrahams tid og indtil vor tid på grundlag af de mange forskellige kilder, jeg benytter.
En af disse kilder, men langtfra den eneste, er Det Gamle Testamente. En anden væsentlig kilde er den britiske historiker James Parkes' bog ”Whose Land? A History of the Peoples of Palestine”.
Hvad angår situationen i dagens Israel og konflikten mellem israelerne og palæstinenserne, så citerer jeg i bogen blandt andet en række udsagn af Israels daværende premierministre David Ben-Gurion, Yitzhak Rabin og Shimon Peres, som peger på zionismens humanistiske principper som grundlag for en løsning af konflikten.
Min sympati ligger således, som det også fremgår af min bog, hos de israelere og palæstinensere, som arbejder oprigtigt for forsoning og samarbejde. Dem er der desværre for tiden for få af i begge ”lejre”.
I den sammenhæng omtalte jeg i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 20. november det forslag til en fredsaftale, som USA's daværende præsident, Bill Clinton, forelagde for de israelske og palæstinensiske forhandlere den 20. december 2000, et forslag, som Israels daværende premierminister, Ehud Barak, accepterede, men som palæstinensernes daværende leder, Yasser Arafat, afviste. Clintons forslag indebar oprettelsen af en palæstinensisk stat omfattende hele Gaza-striben og omkring 97 procent af Vestbredden, inklusive en del af Østjerusalem. Israels daværende premierminister, Ehud Olmert, fremlagde i september 2008 et lignende fredsudspil.
Siden da er der trods utallige forhandlinger under især amerikansk ledelse ikke sket reelle fremskridt i forhandlingerne om denne såkaldte tostatsløsning. En fredsaftale må i sagens natur, hvis den skal holde og være til gavn for begge parter, have massiv opbakning blandt såvel israelerne som palæstinenserne.
Som alternativ til den nuværende tostatsløsning, som jeg tvivler på nogen sinde vil blive gennemført, vil jeg pege på den tostatsløsning, som Yitzhak Rabin og det israelske arbejderparti gik ind for indtil slutningen af 1980'erne.
En aftale med den palæstinensiske stat Jordan om deling af Vestbredden mellem Israel og Jordan, blandt andet ud fra den betragtning, at der ingen grund er til at have to palæstinensiske stater i området, og at en palæstinensisk ministat omfattende Gaza-striben og hovedparten af Vestbredden og under ledelse af ærkefjenderne Al Fatah og Hamas næppe vil være økonomisk levedygtig og sandsynligvis blot vil forlænge konflikten og udgøre en permanent trussel mod såvel Israel som Jordan. Jeg vil derfor opfordre regeringen til at tage denne alternative tostatsløsning op i.