Danmark må hverken sælge eller købe våben af israelerne

Det er på høje tid, at den danske regering holder op med at vende ryggen til konflikten: Israels politik er mindst lige så forbryderisk, som det sydafrikanske apartheidregime var i sin tid, skriver debattør

"Det er på høje tid, at den danske regering holder op med at vende ryggen til konflikten. Israels politik er mindst lige så forbryderisk, som det sydafrikanske apartheidregime var i sin tid," siger Steffen Bruun Hjøllund.
"Det er på høje tid, at den danske regering holder op med at vende ryggen til konflikten. Israels politik er mindst lige så forbryderisk, som det sydafrikanske apartheidregime var i sin tid," siger Steffen Bruun Hjøllund.

Yvette Espersen prøver i Kristeligt Dagblad den 25. marts at pådutte os zionisternes nysprog. Fordi hun ikke kan finde en lov, der forbyder Israel at besætte nabolandes territorier, vil hun udbrede det zionistiske Israels særegne terminologi: at Vestbredden, Golan og Gaza, som Israel besatte i deres overraskelsesangreb på nabolandene i juni 1967, ikke er ulovligt besatte.

Som direkte analogi må Yvette Espersen derfor også mene, at det var lovligt (måske omstridt?), da det nazistiske Tyskland besatte Danmark i 1940-1945, for Danmark havde ikke vedtaget en lov, der forbød at blive besat. Ingen andre nationer end Israel bruger eufemismen ”omstridte områder” om de landområder, Israel har holdt besat siden juni 1967.

I det historiske tilbageblik var det en fejl, at det internationale samfund accepterede proklamationen af staten Israel i 1948. Men verdenssamfundet var svagt efter afslutningen af Anden Verdenskrig, og de rige lande havde samvittighedsproblemer i forhold til nazisternes modbydelige mord på millioner af jøder.

Palæstinenserne, der var helt uskyldige i disse forbrydelser, kom til at betale prisen. Zionisterne henholdsvis dræbte og fordrev mere end 750.000 palæstinensere op til udråbelsen af den israelske stat. Det er nøje beskrevet og dokumenteret i den israelske historiker Ilan Pappes bog ”Den etniske udrensning af Palæstina”, som udkom på dansk i 2012.

Siden 1967 er den etniske udrensning fortsat ved at bosættere annekterer stadigt mere land på den besatte vestbred inklusive Østjerusalem.

Selvom det i sin tid var en historisk fejl at acceptere etableringen af staten Israel, har Israel naturligvis ret til at eksistere i dag.

Og selvom magthaverne i Israel fører en forbryderisk politik, er det vigtigt at huske, dels at der heldigvis også er mange gode mennesker i Israel, og dels at jøder generelt naturligvis ikke har ansvar for staten Israels forbrydelser.

Den nuværende situation kan imidlertid ikke fortsætte. Israel er nødt til at vælge mellem to veje.

1. Forhandle en tostatsløsning, hvor udgangspunktet er fuldstændig tilbagetrækning fra Vestbredden inklusive Østjerusalem og ophæve den totale blokade af Gaza, som også skal have den fulde råderet over sit havområde i Middelhavet.

2. En fælles israelsk-palæstinensisk stat i hele området, hvor palæstinensere og israelere skal være helt ligestillede, og statsløse palæstinensere skal have ret til at vende hjem.

Det zionistiske Israels mange forbrydelser mod palæstinenserne sammenholdt med, at Israels ledelse konsekvent omtaler Israel som ”den jødiske stat”, forleder desværre nogle mennesker rundt om i verden til at misforstå situationen og begå nye jødeforfølgelser. Det er derfor af stor vigtighed at fastslå, at man skal bekæmpe både antisemitisme og zionisme.

Det er på høje tid, at den danske regering holder op med at vende ryggen til konflikten. Israels politik er mindst lige så forbryderisk, som det sydafrikanske apartheidregime var i sin tid.

Det står klart, at Israels regering ikke frivilligt ændrer sin politik. Israel har en helt særlig status i forhold til at handle med EU, hvor Israelske varer er fritaget for den told, som varer fra øvrige tredjelande pålægges.

Det første skridt til at få Israels magthavere til at forstå, at Verdenssamfundet ikke accepterer undertrykkelsespolitikken, bør være, at EU suspenderer disse privilegier. Og da den danske stat har forpligtet sig på ikke at handle våben med krigsførende lande, må Danmark naturligvis hverken sælge våben til Israel eller købe våben fra israelske firmaer.

Steffen Bruun Hjøllund, overlæge, Særeng 15,Aarhus