Måske bussen skulle være mobilfri?

I de offentlige transportmidler ser vi ikke hinanden mere. Vi trænger til en kodeks for, hvordan vi digitalt opfører os i det offentlige rum, skriver debattører

Det vil give en tiltrængt pause og nedsætte stressniveauet for mange mennesker, hvis de offentlige transportmidler gøres mobilfri, skriver debattører. Modelfoto.
Det vil give en tiltrængt pause og nedsætte stressniveauet for mange mennesker, hvis de offentlige transportmidler gøres mobilfri, skriver debattører. Modelfoto. Foto: Iris.

UNDERTEGNEDE er selv på nettets forskellige platforme, men på grund af dets enorme indflydelse på vores liv ser vi nogle tegn i tiden, som er urovækkende.

Vi deponerer en meget stor del af vores opmærksomhed i noget, som ikke har med virkeligheden at gøre. Nettet kan meget, men hvad er det, vi mister? At leve et sundt liv, være til stede med alle de sanser, vi fik fra fødslen, herunder at udvikle iagttagelsesevne, for eksempel aflæse kropssprog, mimik og øjnenes talen.

Beslutningstagere vil i fremtiden ikke være i stand til at afkode hinanden, og store misforståelser opstår til skade for den, det vedrører. Børnehavebørn siges allerede nu at have svært ved at forstå hinandens signaler.

Fordi nettet opererer så stærkt, får vi ikke trænet tålmodigheden. Tid til refleksion bliver der næsten ingen af. Hvis du skal modnes som menneske, skal du ind at føle efter, hvad du har mødt i dagens løb, sætte tingene på plads og lære af de fejl, du har begået.

HVIS DENNE PROCES ikke finder sted, ender man med mennesker, som ikke kan se deres egne fejl, men skyder skylden på andre uden derved selv at tage ansvar.

Fordi tingene skal gå så stærkt, trænes tolerancetærsklen heller ikke, hvilket vi oplever i trafikken, i de offentlige transportmidler, i supermarkedet og så videre, hvor der ikke skal meget til, før krudtet eksploderer. Vi rammes af stress, og cirka 20 procent af Danmarks befolkning er allerede ramt af dette tidsonde.

Digital kommunikation taber nuancerne, fem smileys kan ikke opveje et smil mellem mennesker. Den nonverbale kommunikation er uundværlig. Tonen på de sociale medier er også under al kritik, og vi ville ikke udtrykke os sådan, hvis vi stod over for det andet menneske.

I de offentlige transportmidler ser vi ikke hinanden mere. Cirka hveranden passager stirrer ned i sin smartphone eller indvier os andre i private hemmeligheder. Vi trænger til en kodeks for, hvordan vi digitalt opfører os i det offentlige rum.

MENNESKER ER BLEVET så afhængige af at være ”på”, så de hele tiden må være i kontakt, men besynderligt nok ikke med dem, som er fysisk til stede. Prøv en samtale med din sidemand/-kvinde i bussen i stedet for at sidde med din smartphone, og du vil måske få en samtale, der rykker og giver stof til eftertanke.

Det er, som om en massepsykose har ramt hele befolkningen. Vi foreslår derfor, at vi frigør os fra afhængigheden, og at vi sætter grænser for vores eget, børnenes og skolebørnenes brug af nettet.

Vi må have restriktioner, og vi kan starte med de offentlige transportmidler, som gøres mobilfri. Det vil skabe et ramaskrig, men vil give en tiltrængt pause og nedsætte stressniveauet.

Vi kan gøre meget selv, det er allerede startet i det små. ”Spydspidserne”, de mennesker, som hurtigt ser farerne ved nogle tendenser i tiden, er begyndt at sige fra.

De tager en ”afgiftning” fra medierne et stykke tid for at samle sig, finde sig selv og blive hele igen.

En ny app kan nu downloades:

Den indstilles til at gøre os mediefri i så lang tid, som vi behøver.

Der er altså håb forude, men det kan tage tid, før vi finder ud af, at it kun er et redskab, et fremragende et, men ikke indholdet i livet.

Kirsten Arvé Jensen er lærer, og Marianne Keller er bibliotekar