Aksel Sandemose var en ærekær mand. Han ville nødig stå tilbage for nogen, og da han jo vidste, at en anden engang havde skrevet ikke mindre end 10 bud, kunne han i sin Jantelov heller ikke nøjes med to eller tre. Det voldte ham dog vanskeligheder at få tavlen skrevet fuld. De fleste af hans bud blev ikke til meget mere end variationer af hinanden, og langt det meste af det hele var allerede udtrykt med bud nummer 1: Du skal ikke tro, du er noget.
Denne fyndige befaling har til gengæld opnået en udbredelse og en virkning, som nok kan måle sig med en del af dem, der stod på stentavlerne. Den blev hurtigt kendt viden om via romanen En flygtning krydser sit spor og dens internationale succes, og snart kunne forfatteren modtage breve fra Australien, hvor man undrede sig over, at han så nøje kendte til forholdene lige netop dér.
I Nykøbing Mors, som Sandemose egentlig havde sigtet til, var man da også overbevist om at være enestående og i højere grad end alle andre underlagt Janteloven. En illusion, som man kun tøvende lod sig berøve, ligesom man heller ikke det første par årtier var til sinds at rette sig efter dens bud, i al fald ikke sådan som det tydeligt nok var meningen, man skulle: ved at afvise det!
Men så skete det: Alle og enhver tog buddet til sig og forkastede det resolut, i Nykøbing og i Danmark og i hele verden. Intet menneske var i tvivl om, at man dermed havde taget et mægtigt skridt ud i en større og rigere fremtid alle skulle virkelig til at være noget, og hver især så meget de lystede, og jo mere, jo bedre.
Vi beholdt ikke desto mindre Janteloven. Ville åbenbart både af med den og have den med os, og for at det kunne blive muligt, besluttede vi, stiltiende, at misforstå den. Vi lader nu, som om den har noget med misundelse at gøre, og da misundelse ikke sådan kan suspenderes, kan vi fortsat og når som helst råbe Jantelov, og hvor den dog gælder lige her i nabolaget.
Den unge Sandemose kendte bare ikke til den mindste misundelse omkring sig. Han var for sine bysbørn en sølle fyr, og det var han, fordi han så iøjnefaldende havde mistet grebet om fællesskabets og traditionens værdier. Han havde til al ulykke fået færten af en moderne individualisme, og det vakte hos flertallet bekymring, og den kunne ytre sig i affejning og foragt, men også i medlidenhed. For hvordan skulle det gå et menneske, der kun ville sig selv og kastede vrag på alt, hvad man gennem århundreder havde lært om det gode liv, og hvordan det skulle leves i føjelig samdrægtighed med andre i en by, hvor hver enkelt ikke alene kendte sin plads, men også kunne føle sig sikker både på denne og på andres større eller mindre agtelse for den, man nu engang var?
Ja, hvordan er det gået alle os, der for længst har afsvoret de forpligtende traditioner og bindende fælleskaber for at være noget i og med os selv?
Fordelene har vi så ofte mindet hinanden om: I Jantelovens tid måtte ikke alene lovovertræderen lide under udstødelse, ensomhed og ørkesløst raseri, også den håndhævende majoritet blev dens ofre. De blev afsnøret og afskar sig i forloren selvudslettelse fra et levende personligt liv, og de pådrog sig og blev pålagt alskens hemmelighedsfulde følelser af ressentiment, stupidt hovmod nedad i rangordningen og indestængt og åndsfortærende had opad.
Vores moderne grandiose jeg er resultatet af en frigørelse, som ingen kan ønske sig at rulle tilbage, skønt problemerne også med den er åbenbare. Den har efterladt os i angst en endeløs uvished om, hvem vi nu er og skal være.
Lidt styr på de alt for mange mulige fejl og farer kan vi få ved at anlægge en profil og en livsstil, en nogenlunde fast tilknytning til en række flydende omstændigheder, fra tøjvalg og spisevaner til civilstatus og en karriere, der måske er værd at tale om.
Jeget puster sig op som en glaskugle; i dens midte er der tilsyneladende ingenting, men i det ydre og den rette belysning kan den skinne ganske prægtigt. Naturligvis også styrke sin glans ved at forklejne og beklikke andre kugler, men alvorligst truet er den uafladelig selv: For et godt, det vil sige et ondt ord en fyring, et farvel fra kæresten falder den til jorden og går i tusinde stykker, og det menneske, der så alligevel boede derinde i tomheden, står alene i mørket med sin angst.
Et nødtørftigt værn kan blive medicinering, sprut, narko. En varig forløsning kunne måske ligge i at gøre et forsøg, og så igen og nok en gang, på at følge et af de bud, der stod på stentavlerne. Uden kærlighed til næsten, her og der, nu og da, havde vores verden næppe bestået indtil dette øjeblik; individualismen har på én gang skærpet og skabt større forståelse for dens nødvendighed for os hver især. I friheden kan vi ikke uden den kærlighed leve videre, og kun med den kan vi endelig blive fri: fra os selv.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen