Jeg er ikke Charlie!

Ytringsfriheden må forvaltes under etisk ansvarlighed og ikke bruges til at øge verdens had. Derfor er jeg ikke Charlie, skriver Erik Steen Møller

Debattør og tidligere præst Erik Steen Møller bifalder den solidaritet med de ramte, som den vestlige verdens politiske ledere har udvist efter terroren i Frankrig i spidsen for en gigantisk fredelig demonstration i Paris' centrum, men samtidig fremhæver han, at ytringsfrihed skal bruges etisk ansvarligt.
Debattør og tidligere præst Erik Steen Møller bifalder den solidaritet med de ramte, som den vestlige verdens politiske ledere har udvist efter terroren i Frankrig i spidsen for en gigantisk fredelig demonstration i Paris' centrum, men samtidig fremhæver han, at ytringsfrihed skal bruges etisk ansvarligt. Foto: Sipa.

SOM DE FLESTE i vores del af verden er også jeg rystet over, at hadet mod andres kultur, andres religion, andres livsform og tænkemåde, kan vokse sig stort og blive så indædt og blindt hensynsløst, at det fører til så grusomme terrorhandlinger som det, vi i den forgangne uge så i Paris.

Også jeg kan tage del i sorgen over tabet af de mennesker, som så brutalt blev revet væk, og i savnet hos deres nære og kære pårørende.

Også jeg kan bifalde den solidaritet med de ramte og den stålsatte markering af opstand og opdæmning mod terrorismens dæmoniske væsen, som den vestlige verdens politiske ledere har udvist i tale og på skrift og gående i spidsen for en gigantisk fredelig demonstration i Paris' centrum.

Men når der tales meget højt og meget indtrængende om forsvar for ytringsfriheden, bliver det i mine ører både skingert og patetisk. Fordi der tales så unuanceret herom, som om ytringsfriheden er et dogme, hellig og uden for enhver stillingtagen til, hvordan den forvaltes.

YTRINGSFRIHEDEN ER ubetinget et uopgiveligt gode, når dens formål er godt. Det vil sige, når den forhindrer, at mennesker bliver kuet på deres tanker, tro, meninger og holdninger og frihed til at handle i overensstemmelse hermed.

Og ytringsfriheden er acceptabel, ja, undertiden direkte charmerende, når den på humoristisk vis og godmodigt drillende og modigt skarpt afslører fænomener som dobbeltmoral, hykleri eller korruption.

Så ikke ét ondt ord om ytringsfriheden herfra.

Men ytringsfriheden må forvaltes under etisk ansvarlighed. Friheden er ikke frihed til hvad som helst. Når ytringsfriheden bruges med det formål at håne og latterliggøre mennesker på deres mest sårbare områder, er den ikke mere brugt etisk forsvarligt.

Når man med denne anvendelse af ytringsfriheden på forhånd ved, at man tænder og puster til et glødende had, så går man selv hadets ærinde. Og hån og had er ubetinget destruktive kræfter, som er i direkte modsætning til det, ytringsfriheden skal bruges til.

Derfor er jeg ikke Charlie!

Jeg er rystet over, at man på Charlie Hebdo og på Morgenavisen Jyllands-Posten kan mene, at man med satiretegninger, der har til formål at håne og såre og latterliggøre, kæmper for ytringsfriheden. For man ved på forhånd med usvigelig sikkerhed, at man derved puster til det bål af had og uforsonlighed, der i forvejen er alt for stort i denne verden.

Så når Morgenavisen Jyllands-Posten og andre måske for en tid stopper trykningen af de hånende tegninger med begrundelsen ”Vi tør ikke på grund af konsekvenserne”, så kunne man ønske sig en stoltere og rankere mandfolkeholdning, der ville sige: ”Vi stopper, fordi vi indser, at denne brug af ytringsfriheden kun tjener destruktionens kræfter i verden!”. Og det er vel ikke meningen.

”Je suis Charlie,” skreg skiltene i Paris' gader. Jeg kan ikke dy mig for at pille det lille 'i' ud. Så står der Jesus. Jesus sammen med Charlie.

Hvad mon Jesus da ville have sagt? Måske dette: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle: 'Du må ikke begå drab', og: 'Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen'. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger Raka! (et forhånende skældsord, red.) til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.” (Matt. 5, 21-22).

Det er ikke svært at finde den stemme i vores hellige skrift, der maner til brug af etisk omtanke forud for vore handlinger. Men hvor er folkets røst i denne sag? Det er vældig sparsomt, hvad der er sagt og skrevet i medierne om etikkens fortegn for ytringsfriheden. Der må dog vel være nogen, der vil mene, at ytringsfriheden ikke skal bruges til at øge hadet i verden med.