Jeg hjælper, når en flygtning krydser mit spor

Kristendemokraterne mener ikke, at Danmark kan løse hele verdens flygtningeproblem. Men vi er nødt til at tage os af dem, der banker på vores dør, skriver partiets politiske næstformand Egon Jakobsen

Forvirringen breder sig i Serbien, hvor ikke alle flygtninge har forstået, at grænsen til Ungarn er lukket. Her trøster en far sit barn.
Forvirringen breder sig i Serbien, hvor ikke alle flygtninge har forstået, at grænsen til Ungarn er lukket. Her trøster en far sit barn. Foto: Csaba Segesvari/AFP.

Billeder af overfyldte perroner og færgeterminal, en lille sovende dreng under en dansk politijakke, flokke af mennesker til fods på motorvejen.

Den seneste uges flygtningestrøm fylder rigtig meget i medierne og i danskernes bevidsthed. Antallet af flygtninge har nået helt uventede højder, og debatten begynder at trække fronterne skarpt op.

Lad det være sagt med det samme: Kristendemokraterne mener ikke, at Danmark kan løse hele verdens flygtningeproblem. Men vi er nødt til at tage os af dem, der banker på vores dør. De flygter for at redde livet. De flygter i håb om at finde et sted, hvor deres børn kan få en fremtid i fred og sikkerhed.

Derfor står Kristendemokraternes flygtningepolitik på to ben, nemlig den langsigtede og forebyggende udviklingshjælp i verdens fattigste områder og samtidig den nære og akutte hjælp til flygtningen. For når en flygtning krydser mit spor, kan jeg ikke bare vende ryggen til et menneske i nød.

Men det handler ikke om et enten-eller. Hvis vi vil gøre os håb om i fremtiden at mindske strømmen af flygtninge, så er det halsløs gerning at skære ned på udviklingsbistanden. Skolegang, uddannelse, sundhedsvæsen og infrastruktur er med til at øge levestandarden og fjerner dermed en væsentlig del af grundlaget for uro, oprør og borgerkrig.

Derfor ønsker Kristendemokraterne at sætte udlandsbistanden op, så den igen bliver minimum en procent af bni.

Danmark kan ikke alene løse alverdens flygtningeproblemer. Det ved vi godt. Men der er grund til at glæde sig over, at både politikere og politi for en gangs skyld satte menneskelighed over system og regler. Og ikke mindst at befolkningen mener, at vi har plads til flygtninge, der krydser vort spor.

Egon Jakobsen er Kristendemokraternes politiske næstformand