Jehovas Vidner har behov for selvransagelse!

Lederne af Jehovas Vidner bør spørge sig selv, hvorfor mon nogle mennesker ikke længere ønsker at være medlem. For frit og selvstændigt tænkende mennesker synes svaret at ligge lige for, skriver læser

På Harboøre Kirkegård står en mindeplade for de 26 Harboøre-fiskere, der omkom i 1893. Drukneulykken skabte øget opmærksomhed om vækkelsesbevægelsen Indre Mission i Harboøre, da præst Carl Moe talte dunder over de gudsforladte, druknede fiskere. I dag fører sognepræst Karsten Christensen den missionske tro videre.
På Harboøre Kirkegård står en mindeplade for de 26 Harboøre-fiskere, der omkom i 1893. Drukneulykken skabte øget opmærksomhed om vækkelsesbevægelsen Indre Mission i Harboøre, da præst Carl Moe talte dunder over de gudsforladte, druknede fiskere. I dag fører sognepræst Karsten Christensen den missionske tro videre. Foto: Brian Rasmussen.

Jehovas vidner har tilsyneladende et vitalt problem. Når et medlem begynder at tænke frit og selvstændigt, så vil han eller hun ikke længere være medlem af sekten.

Jehovas Vidner vil kalde sig en kristen kirke, ja, de hævder endog, at de er den eneste kristne kirke på jorden. Den indstilling kan alverdens kristne og kristne trossamfund naturligvis ikke godtage.

Den kristne kirke havde eksisteret adskillige århundreder, før Charles Russel i 1874 stiftede det, han kaldte Millenniets Daggry, som senere blev kendt som Jehovas Vidner. Ja, vi må endda understrege, at skal vi kristne i folkekirken og alle kristne trossamfund overhovedet anerkende Jehovas Vidner som en kristen kirke, må dette trossamfund opgive indstillingen om, at de er alene om at være kristne.

LÆS OGSÅ: Frihed til hårde ord: Lad Jehovas Vidner tale, som de vil

Jehovas Vidner har for nylig holdt sit sommerstævne. Her kunne man have forventet, at sektens medlemmer stævnede sammen for som på en god bibelcamping at få rækkevis af Kristus-centrerede vækkelsesprædikener. I stedet måtte de lægge øre til ledelsens ukærlige og hårde ord og udfald mod mennesker, som har forladt sekten, samtidig med, at man slog fast: Vi vil ikke have noget med dem at gøre.

Når man tænker på de mennesker, der efter moden overvejelse har forladt Jehovas Vidner og brudt med sekten, så er det ganske interessant og tankevækkende at konstatere, at den blotte eksistens af sekten Jehovas Vidner er et resultat af, at stifteren Charles Russel i sin tid brød ud af Adventistkirken i Amerika og skabte det, som efterhånden blev til Jehovas Vidner. Om det er udslag af uvidenhed eller glemsomhed, at vore dages ledere af Jehovas Vidner farer så hårdt frem mod udbryderne, kan jeg naturligvis ikke vide.

I stedet synes der i allerhøjeste grad blandt sektens ledere at være behov for selvransagelse og for selvkritisk at spørge, hvorfor mon disse mennesker ikke længere ønsker at være Jehovas Vidner. For frit og selvstændigt tænkende mennesker synes svaret at ligge lige for.

Karl Maksten, pensioneret lærer, Rantzausgade 40, 2. sal, Aalborg