Sig nej til kirkelig begravelse af folk, der ikke er medlem af folkekirken

Uanset hvad grunden måtte være til, at man har meldt sig ud af folkekirken, så er det udtryk for en ...

Uanset hvad grunden måtte være til, at man har meldt sig ud af folkekirken, så er det udtryk for en beslutning, man må respektere, ikke mindst når den, det handler om, af gode grunde ikke kan forklare sig. Som udgangspunkt skal der derfor siges nej til en kirkelig begravelse af ikke-medlemmer. De efterladte kan så i stedet tilbydes mulighed for en mindegudstjeneste uden kiste og uden jordpåkastelsesritual, mener præsterne Peter Nejsum og Ulla Salicath. - Foto: Leif Tuxen

Uanset hvad grunden måtte være til, at man har meldt sig ud af folkekirken (om det er for at spare i skat eller er sket i arrigskab over noget, Søren Krarup har sagt), så er det udtryk for en beslutning, man må respektere
Peter Nejsum & Ulla Salicath

Man skal i udgangspunktet sige nej til en kirkelig begravelse af ikke-medlemmer af folkekirken, skriver to præster. I stedet kan de efterladte tilbydes en mindegudstjeneste uden kiste og uden jordpåkastelsesritual

Det kan som præst være særdeles svært at afgøre, hvorvidt man vil foretage en kirkelig handling med jordpåkastelse, Fadervor og velsignelse, når afdøde enten ikke var døbt eller medlem af folkekirken.

Hvornår siger man ja? Hvad gør vi med det voksende antal af ikke-medlemmer af folkekirken, hvor de efterladte ønsker sig et kirkeligt ritual, når de skal herfra? Der er brug for en refleksion og saglig debat om et prekært emne, hvor præsten ofte udsættes for svære afgørelser og et stort pres fra de efterladte.

Problemet er voksende og skyldes faldende dåbstal og en større bevægelighed ind og ud af folkekirken, hvor man med et museklik kan melde sig ud, ofte uden at ane, hvad konsekvenserne er. De fleste regner måske også med, at præsten er flink og forstående den dag, det gælder.

Men det handler ikke om flinkhed eller ej, men om redelighed. Det handler om respekt for den afdødes beslutning og om at respektere, hvad ritualet udsiger.

Derfor foreslår vi, at der som udgangspunkt skal siges nej til en kirkelig begravelse af ikke-medlemmer - men at de efterladte tilbydes mulighed for en mindegudstjeneste uden kiste og uden jordpåkastelsesritual, hvor de efterladte kan mødes i bøn og tak for det liv og den tid, der nu er forbi.

Argumenterne for at sige nej er ligetil. Uanset hvad grunden måtte være til, at man har meldt sig ud af folkekirken (om det er for at spare i skat eller er sket i arrigskab over noget, Søren Krarup har sagt), så er det udtryk for en beslutning, man må respektere, ikke mindst når den, det handler om, af gode grunde ikke kan forklare sig.

Det er som udgangspunkt udtryk for et fravalg, som man må respektere, og de pårørende skriver under på, at det hele sker i overensstemmelse med afdødes ønsker. Og kirken er naturligvis mere og andet end en fagforening med kontingent, men det er en alvorlig beslutning at melde sig ud og sikkert svært at få taget sig sammen til at melde sig ind igen, men det ansvar er nu engang ens eget. Det skylder man både sig selv og sine kære at have klargjort, og det må vi som kirke da også stå fast på. Personligt ville vi da betakke os, hvis vores efterladte bestemte, at vi skulle begraves i Ateistisk Selskab!

Et andet vigtigt hensyn er hensynet til ritualet. Hvis man som kirke tager sine ritualer alvorligt, må man forudsætte, at den, der opsøger ritualet, vil det. De færreste præster ville drømme om at tvangsdøbe voksne. Endvidere må man mene, at ritualerne har en betydning.

Det er ikke ligegyldigt, om man er døbt eller ej. Er enhver Guds barn, døbt som udøbt? Hvad skal vi så med dåben? Jordpåkastelsen forholder sig til dåbsritualet med de tre gange jordpåkastelse, relaterer sig direkte til dåbens tre gange vand og indledes med præcis de samme ord om at ”være genfødt til et levende håb”. Står vi ikke i fare for at udvande vores egne ritualer og gøre dem til tomme tegn, hvis ikke vi tager vores eget udgangspunkt alvorligt?

Endelig er der mere profane argumenter. De er ikke afgørende, men de er der. Hvis du ikke er medlem af tennisklubben, har du ikke adgang til at spille på klubbens baner. Sådan er det. Og klubbens medlemmer, der trofast har betalt deres kontingent, vil vel synes, det er mærkeligt, at ikke-medlemmer kan spille gratis på de samme baner.

Og endelig er der et kollegialt argument: Ønsker man at være den stejle, sure præst, der siger ”nej”, eller den flinke, forstående, der siger ”ja” - kolleger spilles ud mod hinanden, og hvem vil ikke være én af de imødekommende? Men de afgørende argumenter er selvfølgelig af teologisk art og handler om respekt og selvrespekt.

Dilemmaet ved et nej er til gengæld lige så åbenlyst. Tilbage sidder nemlig de efterladte, der har mistet et elsket menneske, og for hvem det betyder rigtig meget med en kirkelig begravelse. Efterladte, der selv er medlemmer af folkekirken og med en vis ret kan hævde, at kirken nægter dem det, de har så stor brug for i en vanskelig situation.

Mange præster har endda stået i en situation, hvor man først meget sent får oplysning om, at afdøde ikke var medlem. Og det sker efter at dato, samtale og annoncen til avisen var afsendt. Det er en meget ubehagelig sag at befinde sig i, ikke bare fordi det generelt er ubehageligt at sige nej, men også fordi man kommer til at bryde de aftaler, der lige er indgået.

Man kan med en vis ret hævde, at den kirkelige handling da tjener de efterladte. Den døde er død, hvorimod de efterladte er en levende menighed, der lytter, fortæller, sørger, synger og fysisk sidder i kirken. Hvad er det for en kirke, der siger nej til en stor gruppe mennesker, der beder om en gudstjeneste?

Løsningen på det vanskelige dilemma ligger lige for: At sige nej til at begrave et menneske, der ikke er medlem - men samtidig komme de efterladte i møde og tilbyde dem en andagt eller mindegudstjeneste, hvor man mindes og takker for det, man fik, om livets skrøbelighed, om dødens magt, og om opstandelsens virkelighed, men uden kiste og uden jordpåkastelse.

Vi siger ikke, at et nej skal lyde som en generel afvisning i alle tilfælde. Vi er glade for den samvittighedsfrihed, den enkelte præst har til at afgøre, om det er rigtigt at foretage en kirkelig handling eller ej. Firkantede og faste regler er næppe vejen frem, for der er situationer, der kalder på et ja.

Men vi bør diskutere med hinanden, hvad vi gør for at blive bedre til at modstå presset for den teologiske redeligheds skyld. For det handler ikke om at alle afdøde partout skal køres gennem kirken, eller at procenten af kirkelige begravede skal holdes højt. Det handler om at tage afdøde alvorligt. Og det handler om, at vi som kirke tager vores anliggende alvorligt.

Men selvfølgelig skal vi aldrig sige nej til at mødes i kirken og lytte til Guds ord. Lad os holde mindegudstjenester uden kiste og ritual, i det fællesskab, der har brug for Guds nåde.

Peter Nejsum og Ulla Salicath er begge præster i folkekirken