LIGE NU ARBEJDES DER tydeligvis på højtryk i visse teologiske kredse på at lave et skel mellem ”de rabiate højrefløjsteologer”, som taler om Jesu opstandelse som var det en banal dødeopvækkelse, altså ”fysisk, bogstavelig” i en meget flad, nærmest endimensional mening.
Og så på den anden side alle de tænkende teologer, der ser det storladne i opstandelsen, det enestående, det gådefulde, det mystiske, det uendeligt betydningsfulde. Og hører man til den tænksomme side, ved man, at opstandelsens konkrete hændelsesdimension er uden betydning. Kun betydningen betyder noget.
Dette skel har selvsagt intet for sig. Det er ren debat-fifleri. Eller ”skinfægteri”, som Anders Raahauge kaldte det i et interview med en af de ivrigste fortalere for dette skin-skel, Lars Sandbeck. Anders Raahauges spørgsmål var så præcise, at interviewet blev noget nær en tilståelsessag.
SANDBECKS TILSTÅELSE AF, at det ikke er afgørende, om graven var tom, ja, at den sandsynligvis ikke var det, siden Sandbeck mener at kunne finde belæg for, at Paulus ikke mente, at graven var tom. Det sidste er ikke en tilståelsessag, det er bare ubegribelig dårlig tekstforståelse. Og dertil dårlig forståelse af oldkirkefædrenes skelnen mellem Skriftens yder- og inderside. Som om denne skelnen betød, at de anså ydersiden for ligegyldig.
I den verserende debat går det virkelige skel mellem debattørerne et meget enkelt sted: På den ene side dem, der tror, at Jesus efter sin død forlod graven, sådan at liget ikke ville kunne findes i den grav mere, og på den anden side dem, der ikke tror det.
Alt dette med karakteren af Jesu opstandelseslegeme, hvad der skete i selve opstandelsesøjeblikket og alle de vidunderlige betydninger, man kan udlede af hændelsen, anslår ikke nogen væsentlige teologisk skillelinjer.