Jeg spærrede øjnene vidt op, da jeg læste sidste del af Morten Fester Thaysens kommentar til Merete Bøye, hvis klumme om de grundtvigske han betegner som karikaturer.
Karikaturen skulle blandt andet bestå i, at Merete Bøye har ”tegnet en front mellem dem, der tror på, at Kristus er opstanden med kød og ben, og dem, der tror på opstandelsen sådan billedagtigt og poetisk”.
Det kan han da ikke mene, tænkte jeg, da jeg læste det. Den front har da intet med en karikatur at gøre. Det er en af de mest håndgribelige skillelinjer, der går ned gennem folkekirken. Ja hele vejen tilbage til Det Nye Testamente selv.
Paulus' berømte ord ”er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom” hviler ubetvivleligt i sammenhængen på overbevisningen om, at Jesu opstandelse var en begivenhed i tid og rum med en lang række vidner til mødet med den opstandne Jesus selv.
Der er en verden til forskel på den opstandelsestro og så den opstandelsestro, som mener at kunne nøjes med billedtale, poesi og fortolkning. Der er teologi og kristendom til forskel. Man prædiker simpelthen ikke samme kristendom, hvis man siger det ene frem for det andet.
Man skal ikke læse eller høre mange præsters prædikener, før man hører forskellen. Poesi-teologerne prædiker håbet om livsmodets opstandelse trods mørke og død og mumler til sidst, næsten undskyldende, om et håb om, at Gud nok ikke har glemt os efter døden.
Kød-og-ben-teologerne prædiker håbet om opstandelsen fra de døde karsk og ligefremt og på den baggrund lige så karskt om livsmod trods mørke og død.
Morten Fester Thaysen skriver, at den teologiske samtale fortoner sig. Ja, det gør den da i hvert fald med hans egen karikatur af en reel og dybt seriøs, teologisk uenighed.
Henrik Højlund er sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk