Forleden dag gik jeg en tur i den lille by, hvor jeg bor, og på et tidspunkt passerede jeg en gruppe børnehavebørn på den daglige gåtur. Da de gik forbi kirken, pegede en af de små piger op på den og sagde henrykt til de andre: ”Se, det er min kirke!”.
I det øjeblik blev jeg vældig glad og rørt, for jeg kan næsten ikke tænke mig noget mere opløftende end et barn, der er glad for sin kirke. Men hændelsen gav også anledning til at ihukomme, hvad jeg blev belært om på den obligatoriske efteruddannelse for sognepræster i 2003.
”Jeg har lagt mærke til, der er mange af jer, der siger 'min kirke',” sagde underviseren dengang til os 25 nyordinerede grønskollinger. Nå? Ja, det gjorde vi måske. Det havde vi såmænd ikke tænkt så dybt over, men nu vi blev gjort opmærksomme på det, så var det rigtigt nok.
Én havde lige sagt, at i hans kirke var der af og til messefald, og en anden havde sagt, at i hendes kirke holdt de børnegudstjeneste en gang om måneden. Sådan måtte de ikke sige. For var det måske deres personlige kirke? Var kirken kun præstens? Nej! Kirken tilhører alle, og derfor måtte vi se at vænne os af med at tage patent på den ved at kalde den vores.
Underviseren havde naturligvis fuldstændig ret i, at kirken ikke tilhører præsten. I luthersk forstand er vi alle præster, og ingen har større krav på kirken end andre. Det er en af de fine ting ved folkekirken, at alle er lige velkomne, og alle er lige meget værd. Det er de i kraft af, at de alle er Guds børn og derfor altid har en stående invitation til at besøge deres far i hans hus.
Det er også vigtigt at holde fast på, at i kirken løfter vi i fællesskab. Kirken er ikke præstens ejendom, og den er heller ikke hans ansvar. Det er for eksempel ikke præsten, der alene skal sørge for, at der kommer nogen til gudstjenesterne, eller at der foregår aktiviteter i kirkens regi i ugens løb. Kirken er vi sammen om. Den er der ingen, der ejer.
Så vidt er jeg helt på linje både med underviseren på efteruddannelsen og med de talrige andre søde præster og teologer, som siden har belært mig om, at det er meget forkert at sige ”min kirke”.
Intet skulle ligge mig fjernere end at gøre kirken til min personlige ejendom til at råde og regere med efter mit forgodtbefindende. Så hvis det var det, det kom an på, skulle jeg såmænd gerne afstå fra at benytte udtrykket ”min kirke”.
Men det er nu vanskeligt at finde på, hvad man skal sige i stedet. ”Den kirke, ved hvilken jeg fungerer som præst” lyder ligesom ikkeså mundret, og det virker kunstigt og distanceret at sige ”kirken, hvor jeg arbejder”. Det er blandt andet derfor, at jeg bare bliver ved med at sige ”min kirke”. Men det er ikke kun derfor.
Den primære grund til, at jeg vedbliver med at kalde kirken for min, er, at der ligger en sproglig misforståelse bag denne insisteren på, at ordet ”min” altid angiver et ejerskab. Ordet ”min” er genitivformen af jeg, og genitiv kan benyttes på flere forskellige måder.
Den kan bruges til at angive et ejendomsforhold: mit hus, min is, min bankkonto. Men der er også andre måder at bruge genitiv på, for eksempel til at angive et del-helhed-forhold: min arm, min klasse, min familie.
Genitiv bruges også til at angive tæt samhørighed. Når jeg for eksempel kalder Danmark for mit land og ikke ”det land, i hvilket jeg er født”, så er det ikke, fordi jeg vil tage patent på Danmark og mener, at jeg ejer hele landet. Idet jeg kalder Danmark for mit land, vil jeg blot sige, at jeg hører til i Danmark og føler mig som en del af det.
Når jeg kalder mine børn for mine børn og ikke ”de børn, der er faldet ud af min livmoder”, så er det heller ikke, fordi jeg vil påstå, at jeg ejer mine børn. Det er, fordi jeg vil tilkendegive en familiær samhørighed mellem dem og mig.
Når jeg på samme måde kalder alle kristne for Guds børn, er det heller ikke for at sige, at vi er Guds slaver til at skalte og valte med, men for at fortælle, at over for Gud er vi stillet i det samme samhørighedsforhold, som et barn er stillet i over for sin far og mor.
Derfor overrasker det mig faktisk, at nogen alvorligt kan mene, at når en præst (eller en anden person) bruger udtrykket min kirke om den kirke, han eller hun er tilknyttet, så er det for at angive et ejerforhold til den kirke. Naturligvis er det ikke det, og det burde enhver kunne sige sig selv. Det er for at fortælle, at man føler en tæt samhørighed mellem sig selv og kirken, på samme måde som man kan føle samhørighed med sine venner, sine søskende eller sit fodboldhold.
Den lille pige fra børnehaven, som spontant udbrød ”Det er min kirke!”, har jo ret. Det er hendes kirke. For det er den kirke, hun kender og føler sig knyttet til. Hun kaldte ikke kirken for sin, fordi hun ville sende de andre et budskab om, at de skulle holde snitterne fra dén kirke, for det var nemlig hendes personlige ejendom.
Nej, hun ville blot gøre opmærksom på, at den kirke og hun, de hører sammen. Og det er nøjagtig det samme, jeg vil sige, når jeg bruger det samme udtryk som den lille pige. Den kirke er min - og din og vores - fordi vi hører sammen med den.
Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, biskop over Århus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye