Dette debatindlæg er skrevet af Dorthe Enger, lektor
I KATOLSK TEOLOGI er Jomfru Maria symbol for det i mennesket, der er uspoleret og godt. Fordi hun som mor bevidner og rummer sin søns lidelse, bliver hun også alle lidendes talerør. Guds mor, Maria, er virgo potens den magtfulde jomfru hvis integritet er ukrænkelig. Hun er hjertets kriger og forener på denne måde de egenskaber, vi ofte forbinder med det kvindelige og det mandlige.
Jeg er enig med Iben Thranholm i, at vores samfund i vid udstrækning ikke har kontakt til Maria-kvaliteterne. Mange af os lever i, men bidrager også til en stresskultur, hvor der skal præsteres. Iben Thranholm fokuserer især på, hvad det har haft af konsekvenser for kvinder (Kristeligt Dagblad den 8. marts), men mænd lider også. Der er mænd, der arbejder 10 timer om dagen for at sikre deres job i en konkurrencetid, og som må præstere interessetimer (ulønnet overarbejde) for at kunne overbevise ledere om engagementet. Mange steder skal mænd holde mund om deres forpligtelser over for familien. Det er ikke kun kvinder, der lider i det moderløse samfund, hvor patriarkatets værdier står så stærkt.
Jeg er altså enig i diagnosen af sygdommen, men uenig i behandlingen.
Iben Thranholm mener, at kvindefrigørelsen har bevirket, at kvinderne har solgt ud af omsorgsværdierne og er trængt ind på mændenes selvrealiseringsområde. Dermed er der blevet et underskud af Maria-kvaliteter.
Medicinen er, at kvinden skal finde tilbage til sit egent-lige væsen: hendes kvindelige grundnatur. Her er der tale om et præmoderne syn på kønnene, hvor mænd og kvinder adskilles i deres væsen, funktion og interessesfærer.
En mand som Ruslands præsident, Vladimir Putin, bliver i overensstemmelse hermed af Iben Thranholm udråbt til den globale kristendoms redningsmand, fordi han lovgiver med blik på den traditionelle kernefamilie og mod homoseksuelle (Kristeligt Dagblad den 5. april).
LÆS OGSÅ:Thranholm: Putins tro styrker global kristendom
MARIA-KVALITETERNE er imidlertid ikke sikret gennem den traditionelle kernefamilie eller det heteroseksuelle forhold, og moderlighed er ikke en konsekvens af en livmoder. Der er alt for mange grimme eksempler, der viser, at balancen mellem de værdisæt, vi kalder mandlige og kvindelige, ikke skabes ved at projicere dem på de to køn.
På grund af magtunderskud og fejhed har kvinder fundet sig i, at mande-egoer har sat dagsordenen. Ofte har de uddelegeret grænsesætning til manden Vent du bare, til far kommer hjem!. Kvinder har stået og set på, mens deres sønner blev sendt i krig, og har nydt at bruge de penge, deres mand måske har tjent på at udnytte andre. Og så er der kvinder, der har tilladt, at deres børn er blevet seksuelt misbrugt af fædre og andre familiemedlemmer. Kvinders passivitet og underkastelse prises inden for den mere radikale kristne højrefløj som en dyd, men er i realiteten medmisbrug.
Vi kan vælge at uddelegere de værdisæt, der forbindes med det mandlige og det kvindelige, til kønnene og så forsøge at tvinge de enkelte mennesker til at tilpasse sig forventningerne. Det sker mange steder i verden. Eller vi kan vælge at være etiske aktører med fokus på, hvordan kærligheden og medfølelsen får de bedste vilkår i den situation, vi står i, uanset om vi er mænd eller kvinder.
I min optik er guvernanten Mary Poppins derfor en bedre rollemodel end Putin. Mary Poppins flyver ind som himmeldronningen på sin sky, og som en superpædagogisk virgo potens får hun åbnet kærlighedens, glædens og nærværets rum for børn og forældre gennem en kombination af selvstændig værdibevidsthed, viljestyrke og a spoonful of sugar (på dansk: en skefuld sukker).
LÆS OGSÅ:Præst: Vanvittigt at kalde Putin ny kristen verdensleder
Der er ikke noget at sige til, at forfatteren til Mary Poppins-bøgerne, P.L. Travers, der havde en alkoholiseret far og en medmisbrugende mor, elskede sin Mary og havde svært ved at overlade hende til Walt Disney. Ikke desto mindre har filmen i mine øjne gjort mere for at formidle sjælen i kristendommen til verden end Putins kombination af macho nationalisme og lovreligion.