Hun var så smuk.
64-årige Knud Ove Mandrup husker tydeligt, da han for over 30 år siden mødte sin jævnaldrende hustru, Grethe Hjul Mandrup. De kom i de samme økumeniske og kirkelige kredse i Århus og mærkede hurtigt, at de var på bølgelængde.
"Jeg kunne mærke hendes puls, og hvordan hun brændte for det, hun lavede. Vi lærte hinanden bedre at kende, og vores venskab blev til et ægteskab," mindes han.
"Jeg har altid haft det sådan, at et parforhold skulle bygge på et fælles grundlag. Det skulle være fundamentet. Da vi dannede par, var det ud fra en fælles reference og fælles interesser, og det gjorde det frugtbart. Kærlighedens bånd skaber en base af tryghed, fra hvilken du kan udfolde dit liv. Uanset set hvad du kommer hjem med, falder du ned i en favn af overbærenhed, tilgivelse og tålmodighed. Det er blevet cementeret i Grethes og mit forhold gennem årene," siger Knud Ove Mandrup.
Han sidder i sit arbejdsværelse i præstegården i Grønbæk uden for Silkeborg og fortæller lavmælt om det stærke venskab med sin hustru gennem snart 32 år, der en sommerlørdag fik ham til at sætte sig ved computeren og skrive vinderkronikken i dagens Kristeligt Dagblad. Han havde brug for at reflektere over det bånd mellem dem, som har været ubrydeligt gennem årene, men også behov for at sætte ord på den store sorg, som har ramt deres forhold.
Knud Ove Mandrup skrev linjerne om deres venskab, fordi de begge troede, at det var nu, Grethe ville dø fra ham. Han har haft plejeorlov siden begyndelsen af maj, og de havde i al stilfærdighed sagt farvel til hinanden.
"Grethe havde det meget skidt. Vi havde taget afsked med hinanden. Hun lovede at leve, til jeg var færdig med forårets konfirmationer. Vi vidste, at tiden var inde. Det kunne ikke blive ved."
På skrivebordet i arbejdsværelset står et portrætfoto af Grethe, før hun blev syg. I den rødmalede stue inde ved siden af sidder Grethe, som hun er i dag. Stadig smuk, men kroppen er svundet ind til et spinkelt hylster. Hun får mad i en sonde og er ude af stand til at tale. Kærligheden mellem dem er dog tydelig. Et klap på kinden, en blid hånd på den andens arm.
"Min elskede mand er i centrum i dag," skriver hun på sin ?speak out? – et kommunikationsmiddel, som udtaler de sætninger, hun formulerer på et tastatur.
Hendes tid var alligevel ikke kommet den dag for nogle måneder siden. Døden blev udsat.
"Det har været godt for os begge, at vi kunne sige farvel og goddag igen. Det har givet håb i fortvivlelsen, at der igen er lidt at se frem til. Et sølvbryllup eller en tur i biografen, som Grethe gerne vil med til. Selvom det er hårdt, at det hele tiden kører op og ned."
Det er fire et halvt år siden, at sundhedsplejerske Grethe Hjul Mandrup mærkede de første fysiske forandringer. Hun fornemmede lidt talebesvær. Snublede over ordene. Men det kunne være stress. Tredje juledag for to et halvt år siden fik hun den endelige diagnose: ALS, progressiv bulbær parese, som er en ondartet form for sklerose, der nedbryder kroppen. Gennemsnits-levetiden er fire år. En tidsramme, som altså nu er overskredet.
"Vores venskab har fået en anden dimension nu efter godt fire års sygdom, men det er funderet stærkere og stærkere. Det er klart, at diagnosen giver et dyk. Den river dine forestillinger, tanker og visioner i stykker. Men så finder man sig selv i en nyopbygget rolle til at være til stede, hvor man er. Vi har kunnet håndtere situationer, som andre vil mene, at en tredje part skal klare. Men der er ikke noget i plejesituationen, som jeg ikke har prøvet. Det har udviklet sig naturligt. Jeg har sagt, at jeg gerne vil gøre det. Eller hun har spurgt, om jeg kunne tænke mig at hjælpe hende," siger han.
Hver fredag, lørdag og søndag bærer Knud Ove Mandrup et lille spisebord ind i den røde stue og dækker pænt op til middag. Der bliver nødt til at være pauser i sygdommen, hvor de er sammen, som de plejer.
"Middagene er et helle i hverdagen. Vi skaber rum for, at noget kan højne vores tilværelse med hinanden. I stedet for at sige, at alt bare kan være lige meget, så siger vi, at dagen i dag er den vigtigste. Vi spørger ind til hinandens sindsstemninger. Vi ser mere tv sammen end tidligere, fordi det er noget af det, vi stadig kan være fælles om."
Men hvordan kan man forberede sig på at miste sin elskede og sin bedste ven? Er kærligheden smerten værd?
"Kærligheden er sorgen værd på bundlinjen. Jeg har ikke trang til at skælde Gud ud. Kærlighedens pris er netop sorgen og tabet. Ellers er det ikke kærlighed. Så er det bare goddag mand økseskaft. Sorgen er noget, jeg skal igennem, men jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer over den. Men jeg kan ikke sige, at det er uretfærdigt, at min kone skal dø. Det er menneskelivets vilkår, og det siger jeg, selvom jeg ikke er klar til at sige det. Jeg vil det ikke sådan, men det er sådan."
Han tørrer øjnene med håndryggen.
Præstegårdens frodige have grænser op til kirkegården på den anden side af hækken. Stedet er udpeget. Det er dér, de skal ligge begge to på et tidspunkt. De er forberedt på, at døden snart vil skille dem for en tid.
"Men jeg tror ikke, at man for alvor kan forberede sig på det tab. Jeg må bare have tiltro til, at jeg ikke skal være alene, selvom jeg bliver alene. Jeg har et kæmpe netværk med venskaber, som er tætte og nære. De kan ikke erstatte Grethe, men de kan være med til at bære mig igennem sorgen," siger Knud Ove Mandrup.