VI BRUGER HERHJEMME efterhånden sjældent hunkønsformer som forfatterinde, sangerinde eller skuespillerinde. De sidste to er stort set borte. Bodil Ipsen var en skuespillerinde, Sofie Gråbøl skuespiller. Komplet forsvundet er studine. Vi har stadig steward og stewardesse, mens mandlige sygeplejersker må gå under hunkønsformen. Måske fordi sygeplejer lyder af plejer på statshospitalet.
Hele bevægelsen mod ukønnet fællesbetegnelse går udramatisk for sig. Har man undervejs hørt kritiske røster fra feminister, da fordi de ville fremskynde processen, idet de finder hunkønsformen nedladende.
Stik modsat går udviklingen i Tyskland. Her regnes det i dag for en stærk kønspolitisk krænkelse at undlade hunkønsformen. Nogle gange skrives det feminine led endda med stort for rigtig at trutte i trompeten: Politikerinnen for kvindelige politikere. Og det hæftes dernede på så godt som samtlige stillingsbetegnelser, så det hedder psykologinde, konduktøse, elevinde, lægeinde, kokinde, chaufførske, dommerinde og hele rækken ud. I cirkus sidder tilskuerinder og tilskuere, som skal nævnes særskilt som modvægt mod årtusinders kvindeundertrykkelse.
Besværet skyldes ikke særlige grammatiske hensyn på tysk, for man klarede sig førhen med nævnte ukønnede fællesbetegnelse kaldet generisk maskulinum. Når man blot sagde højtærede tilskuere eller professorerne og de studerende, sigtede man naturligvis til begge køn i grupperne.
NU TAGER UNIVERSITETET I LEIPZIG ligefrem et skridt ud over den penibelt akkurate ligeberettigelse for at nå helt ud i en omvending. Mændene på denne læreranstalt sendes bagud i geleddet, og fremover vil alle universitetets lærerkræfter i officielle skrivelser blive kaldt professorinde og videnskabskvinde. 80 procent af professorerne på Universitetet i Leipzig er mænd.
Stedets rektorinde, Beate Schücking, er stolt over initiativet. Universitetet i Leipzig har tradition for at overskride grænser, fortæller hun, og dette er et skridt mod at sikre større lighed i fremtidig rekrutting af forskere. Hun mener vist, at også menneskeordet skaber, hvad det nævner.
LÆS OGSÅ: Væld af nye kvindepriser gør kvinden til "det andet køn"
Süddeutsche Zeitung interviewer Schücking. Hun er pikeret over en vis forargelse, som beslutningen udløste. Den afslører kun, hvor lang vej igen der er for ligeberettigelsen i Tyskland, siger hun. På interviewerens spørgsmål, om hun har et budskab til sine kritikere, svarer rektorinden: Nu ikke så bange, kære mænd. Er man suveræn, kan man også håndtere dette.
Mændene på Universitetet i Leipzig har rettet ind, for hvem tør stå i vejen for godheden? Eller slås mod kvinder? Juristerne brokkede sig dog, indrømmer Schücking. En af dem, der tør stå frem, professorinde i retshistorie Bernd-Rüdiger Kern, udtaler til Spiegel Online: Det er en feminisme, der ikke gør sproget nogen tjeneste og ikke fører noget indholdsmæssigt med sig. Dette nye generiske femininum vender den konkrete, historiske sprogudvikling på hovedet, for man var jo allerede ankommet til generisk maskulinum, der rummer femininum-formen på naturlig måde, anfører Kern.
Tyske medier har været rundt at spørge til holdninger til nybruddet, og de interviewede hylder mestendels universitetet for dets mod til progressivt at gå forud. Simpel nødværge kaldes initiativet af Friederike Maier, økonomiprofessorinde i Berlin, medlem af EU-Kommissionens råd for ligestilling. Når vi kvinder klager over, at vi føler os udgrænsede, så fremkalder det normalt et mildt smil hos kollegerne. Nu går det den anden vej, og så hidser mændene sig op, siger hun til Deutsche Universitätszeitung.
Hvor hunden egentlig ligger begravet, hører man fra lingvisten Horst Simon, der allerede nogle år har kaldt sig lingvistinde over for sine studerende i Berlin. Han siger til avisen Tagesspiegel:
I vores judæisk-kristne verdensbillede er standardmennesket manden, kvinden er en særform, der blev dannet senere. Denne traditionens asymmetri ligger også bag det generiske maskulinum. Det er ikke anderledes i de allerfleste samfund, der også er mandsdominerede. Et generisk femininum findes meget sjældent, kun i nogle indianske sprog.
Indiansk er godt, judæisk-kristent er ondt. I det store politiske perspektiv vil man under ligeberettigelsens banner indføre probat, omvendt diskrimination, som kan blive brækjernet til at nedbryde endnu et judæisk-kristent træk i vores vestlige verden. Som i dette tilfælde altså ganske vist deles med klodens andre kulturer. Noget af en opgave.
Vejen frem mod en utopi kan være så kunstig og kringlet, at turen går i stå af sig selv. Mon ikke det bliver tilfældet for denne lokale tyske utopi. Global bliver den næppe.
Man må i al fald befrygte, at det vil knibe med at mønstre den rette, gravalvorlige seriøsitet, hvis reformen blev søgt gennemført i danskernes hjørne af judæisk-kristen kultur.
Anders Raahauge er kulturjournalist