TAK TIL Jens Ole Christensen og lederen af Luthersk Missions plejehjem for at præcisere, at også kvindelige sognepræster kan komme på hjemmebesøg på Luthersk Missions plejehjem.
Jeg går ud fra, at de kan komme i præstekjole og dermed vise, at de er præster. Ligesom en kvindelig sognepræst, der samarbejder med mandlige kolleger om konfirmander, selvsagt må skulle gøre det i ornat parallelt med de mandlige kolleger. Også i Videbæk og omegn. Andet ville nemlig, ja, undskyld, være apartheid. Et styre, alle tager afstand fra, men som blandt andet var karakteriseret ved, at hvide reformerte kristne udelukkede farvede, ikke på grund af deres forkyndelse eller religion, men på grund af deres hudfarve. Godt derfor også at høre, at der er andet end køn, nemlig forkyndelsens indhold, på spil, når det drejer sig om de mandlige præster, Luthersk Mission vil kalde.
Kristine Garde peger tilsvarende helt berettiget på folkekirkens betjeningspligt, der også har været nævnt tidligere af blandt andre Svend Andersen. Godt at få den frem i lyset. Det er en pligt, der påhviler sognepræsten. Ja, vi lader den lige stå et øjeblik. For problemet er jo, at selvom sognepræsten har en betjeningspligt, vil plejehjemmet ikke have hende inden for dørene. I hvert fald til en officiel gudstjeneste.
Alle - Kristine Garde, Jens Ole Christensen, Svend Andersen og Ditlev Tamm og Kristeligt Dagblads lederartikel - har så peget på en frihedstradition, der må beskyttes. Det har jeg faktisk også. Men det er i koblingen af disse to hensyn - betjeningspligten og ønsket om at betjene på den ene side og frihedstraditionen på den anden side - at kæden hopper af.
Ligebehandlingslovgivningen og et tilhørende cirkulære giver religiøse organisationer ret til at lægge vægt på religion ved besættelse af centrale stillinger. Det er der jo ikke tale om her. Samtidig får kirker og trossamfund uden for folkekirken ret til at lægge vægt på køn ved valg af præst. Den samme ret får menighedsråd inden for folkekirken.
Men den præst, der indsættes i sognet, er den, der har betjeningspligten. Vil institutioner og enkeltpersoner ikke lade sig betjene, må de bruge netop frihedsordningen. Hyre deres egen præst - det er det, biskoppen har foreslået. Biskoppen kunne formentlig også henlægge denne funktion til en af stiftets eller provstiets præster, så var betjeningspligt og frihedsordning koblet. Og endelig kunne man anvende tilkaldegudstjenester. Hvad er problemet for et Luthersk Mission-plejehjem i at bruge den model? Hvorfor skulle den være lettere for et kommunalt plejehjem?
Frihedsordningerne er frihedsordninger. Det er ikke en fribillet til at tvinge folkekirken til at forskelsbehandle sine præster - og menighedsråd - på grund af præsternes køn. Og det er slet ikke en fribillet til at tvinge kvindelige kolleger i folkekirken til at møde op uden ornat. Forhold, der er sammenlignelige, ophørte i Viborg Stift for nogle år siden, efter at Karsten Nissen blev biskop. De bør også ophøre i Ribe stift.
Lisbet Christoffersen er professor i kirke- og religionsret