Svar til katolsk præst: Folkekirken opsøges også af ordhungrende katolikker

Ligesom Daniel Nørgaards katolske kirke af og til besøges af protestanter, som søger færre ord og mere handling, opsøges vore gudstjenester af ordhungrende katolikker, som begrunder deres besøg i folkekirken med, at prædikenerne bare er bedre hos os. Det skriver tre præster som svar på kritik fra katolsk præst

Fotos fra venstre: Nana Hauge (privatfoto), Merete Bøye (Lars Aarø/Fokus) og Stine Munch (Cæciliie Philipa Vibe Pedersen).
Fotos fra venstre: Nana Hauge (privatfoto), Merete Bøye (Lars Aarø/Fokus) og Stine Munch (Cæciliie Philipa Vibe Pedersen).

Tak til den katolske præst Daniel Nørgaard, som i Kristeligt Dagblad den 9. januar udtrykker interesse og bekymring for den lutherske gudstjeneste. Folkekirken, mener han, ”går rundt med lynlåsen åben”, idet lægfolket ikke deltager tilstrækkeligt ”aktivt” i gudstjenesten ved for eksempel at forestå læsninger eller uddeling af nadverbrød.

Mon Daniel Nørgaard er klar over, at en bølge for 5-10 år siden rullede ind over den danske folkekirke, hvor alle pludselig skulle have lægmandslæsninger med videre ved gudstjenesten. Om det har haft nogen målbar effekt er dog vist ikke undersøgt. Kirkegangen i folkekirken er dog ganske vist stigende eller i hvert fald på et stabilt niveau mange steder, men om det har sammenhæng med dette er svært at sige.

Sikkert er det dog, at folkekirken har prøvet det meste. Mange steder er der både rytmisk musik, salmedans, gospel, loungemusik, yoga, meditation, teateragtige indslag og andre friske og inkluderende ting a la karismatisk frikirke. Alt dette ved Daniel Nørgaard måske ikke, da han ikke som katolsk præst kan formodes at have sin daglige gang i den danske folkekirke.

Der kan også være brug for en afklaring af, hvad det lutherske begreb ”det almindelige præstedømme” går ud på. Det har nemlig ikke først og fremmest at gøre med gudstjenesten. Men hvad angår lægfolks opgaver i gudstjenesten, har provst emeritus Peter Balslev-Clausen i en artikel i Nyt Babel gjort opmærksom på, at det i en luthersk sammenhæng med hensyn til lægfolks deltagelse i gudstjenesten ikke kommer an på, om man er ordineret eller ej, men om hvorvidt man er kaldet til opgaven eller ej. For at kunne oplæse bibeltekster eller bønner kræves det kun, at vedkommende kan læse og har en tydelig og klar diktion. Som prædikanter skal lægfolk ligesom præster have en relevant bibelteologisk baggrund/uddannelse.

De, der er utilfredse med, at gudstjenesten normalt er præstestyret, og gerne vil gøre den mere nærværende ved at give lægfolk funktioner i gudstjenesten, vil opdage, at det stadig er en anden, eller andre, der fører ordet i gudstjenesten, selvom det er en lægmand. Ligeledes gør lægmandsoplæsning og lægmandsuddeling af brød ved altergangen ikke gudstjenesten mere folkelig, men løsner den forbindelse mellem forkyndelsen og altergangen, som præstens person signalerer.

Hertil vil vi tilføje, at det almindelige præstedømme ikke først og fremmest udfoldes ved gudstjenesten, men i det daglige liv. For eksempel når mor synger salmer og beder Fadervor for de små ved sengetid, og når far lærer sine børn De Ti Bud. Denne vigtige del af det almindelige præstedømme er desværre meget forsømt.

Daniel Nørgaard efterlyser også mere sanselige eller tydelige tegn ved oplæsning og i forbindelse med for eksempel dåb. Men mange steder i folkekirken bruger man allerede dåbslys og lystænding. Nørgaard foreslår, at præsten slår korsets tegn for sig selv, men heller ikke det er ukendt praksis i folkekirken. Luther anbefalede korstegnelsen, og flere og flere præster i folkekirken bruger den – også ved gudstjenesten.

Desuden fører Nørgaard den gamle traver af stalden, at den protestantiske gudstjeneste har for mange ord. Indvendingen mod ordrigheden må vel hvile på den præmis, at ord ikke kan vække følelser eller gribe mennesker om hjertet. Men det kan ord netop. Intet er så kraftfuldt og gribende som ord. Bibelen fortæller flere steder, at folk kom til tro ved at lytte til Jesu ord. Ja, den beskriver endda Gud som et ord – Ordet, der blev kød. Netop fordi man i den protestantiske tradition lægger så stor vægt på ordets forkyndelse, er prædikenen ofte mere formfuldendt, vedkommende og gennemarbejdet ved en protestantisk gudstjeneste end ved en katolsk. Det har vi i hvert fald erfaret som deltagere i både protestantiske og katolske gudstjenester såvel her i Danmark som i USA.

Og ligesom Daniel Nørgaards katolske kirke af og til besøges af protestanter, som søger færre ord og mere handling, opsøges vore gudstjenester af ordhungrende katolikker, som begrunder deres besøg i folkekirken med, at prædikenerne bare er bedre hos os.

Sådan er smag og behag så forskellig, så måske er det bare meget godt, at vi har forskellige kirker, der tiltaler forskellige mennesker.

Nana Hauge, Stine Munch og Merete Bøye er præster og redaktører af Nyt Babel.