For en måned siden var navnet Pernille Blume på alles læber.
Hun tog os med storm, da hun afslappet og storsmilende trådte ind i det olympiske svømmestadion og kort tid efter indkasserede en guldmedalje som vinder af disciplinen 50 meter fri.
Sejren var ikke et resultat af tilfældigt held. I de indledende runder havde hun klart den bedste tid. Oven i købet var hun nogle timer senere med til at sikre Danmark en bronzemedalje i 4 x 100 meter medley. Det har medført en velfortjent stjernestatus blandt elitesportsfolk.
Sådan en overbevisende præstation kommer man ikke sovende til. Den har krævet flere års energisk og målrettet arbejde og stor viljestyrke og udholdenhed. Hendes liv har bestået af træning, træning og atter træning. Hverdagen fik sin egen monotoni, hvor hun måtte tilbringe timevis i svømmebassinet. Men med ét blev det for meget. Hun mistede modet og livsglæden. Al motivation forsvandt. Alle de mange anstrengelser og strabadser hang hende ud af halsen, og hun begyndte at hade svømmebassinet som et fængsel.
Det medførte, at hun sidste efterår ganske enkelt måtte trække stikket for at få en tænkepause og finde sine ben i tilværelsen. Det er psykologisk såre forståeligt, og det viste sig også at være den helt rigtige beslutning. Sådan gik der tre måneder. Du hun havde sundet sig og var kommet til hægterne igen, genoptog hun sin træning. Ikke fordi hun skulle, men fordi hun selv ville.
Det sidste er det altafgørende. Hun havde genvundet de mentale kræfter og motivationen. Hun må have haft en meget forstående træner, for da hun begyndte at svømme igen var hans bemærkning: ”Det vigtigste er en glad Pernille!”. Resultatet kender vi allerede.
Det er med baggrund i denne fortælling om Pernille Blume, jeg gerne vil rette en appel til de ærede medlemmer af Folketinget.
Hvordan kan det være, at I svinger pisken over de unge under uddannelse og stiller dem over for krav om uddannelseseffektivitet, som langt de fleste af jer aldrig selv har kunnet leve op til? Jeg vil vædde seks kasser øl på, at langt hovedparten af Folketingets medlemmer med videregående uddannelse ikke har holdt sig inden for den normerede studietid. Dertil kommer, at adskillige medlemmer har en strandet uddannelse bag sig og aldrig har gjort sig færdig. Fair nok, siger jeg.
Men nu skal nutidens unge simpelthen lære at makke ret! Bardunerne skal strammes overalt i uddannelsessystemet for at optimere produktionstiden på en færdiguddannet. Og det efter at studietiden allerede er blevet nedsat. SU-reformen er naturligvis skåret til efter samme læst. Det er efter min mening knap så fair.
Ærlig talt: Er der her ikke tale om et generationshykleri over for nutidens ungdom? Hvordan kan det være, at man som politiker komplet negligerer, at det motivationstab, som indfandt sig hos Pernille Blume også kan gøre sig gældende for rigtig mange unge under uddannelse. Her hjælper det ikke at svinge taktstokken og kræve kæft trit og retning. Hvorfor ikke respektere, at unge under uddannelse ikke altid går den lige vej, men har brug for måske at komme i pitstop for at kunne vende tilbage i ræset med fornyede kræfter?
Kære medlemmer af Folketinget. Vær dog en smule redelige og tænk tilbage på jeres egen fortid. Eller tænk på, om Pernille Blume havde vundet guldet, hvis hendes træner bare havde mast på, da hun kom i krise og ikke længere var ”en glad Pernille”. Nej, vel
Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, professor i psykologi Lene Tanggaard, medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris , professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo .