Kan de gale, de ensomme og de fordrukne ikke være terrorister?

Natten mellem lørdag og søndag åbnede en mand ild på en natklub for homoseksuelle i Orlando i USA. Tragedien har endnu engang vakt liv i debatten om, hvorvidt der er tale om terror eller ej, og det vidner om, at begrebet volder os problemer, siger terrorforsker Lars Erslev Andersen

Illustration: Rasmus Juul Pedersen
Illustration: Rasmus Juul Pedersen.

Da den formodede gerningsmand Omar Mateen dræbte 49 mennesker og sårede 53 i en natklub for homoseksuelle i Orlando i USA, var der tale om det værste massemord i landets ellers blodige historie.

Nu diskuterer amerikanske medier, om der var tale om terror eller en hadforbrydelse, men udelukker de to hinanden? Og har det betydning for, om det er terror, hvis gerningspersonen er fordrukken eller stofmisbruger, kvalificerer sig til en psykisk diagnose eller lever på kanten af samfundet?

Lars Erslev Andersen, der er terrorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, mener, at begrebet ”terror” er et svært fænomen at tale om, fordi der ikke findes en ensidig fortolkning af det.

Hvilke kriterier bruger man for at vurdere, om der er tale om et terrorangreb?

"Definitionerne varierer, alt efter i hvilket land man befinder sig. Der er eksempelvis stor forskel på USA og Europa, hvor der i USA er flere definitioner for terror end i europæiske lande."

"I Danmark vurderer man, om der er en hensigt ud over personlig hævn, berigelse eller lignende. Hvis det er tilfældet, skal hensigten have konsekvenser for statens sikkerhed og et ønske om at tvinge en anden politisk orden igennem. Et religiøst mål falder derfor også ind under definitionen terror, fordi det er et angreb på et civilt mål, der har til formål at true religionsfriheden."

Var angrebet på natklubben i Florida et terrorangreb?

"Det er det, man diskuterer lige nu i USA, og diskussionen er interessant, for det handler om Omar Mateens motiv for handlingen. Jeg mener, man kan kalde det et terrorangreb, for angrebet minder på mange måder om Omar El-Husseins angreb i København, som der var enighed om at definere som et terrorangreb. Selvom ingen af dem tilsyneladende optrådte under ordre fra Islamisk Stat, svor de begge troskab til dem. Derudover kan begge angreb opfattes som angreb på statens sikkerhed. Omar El-Hussein angreb civile ved Krudttønden, som afholdt et arrangement, der trækker tråde tilbage til Muhammed-krisen, og derefter angreb han en synagoge, som både bærer religiøs og kulturel betydning. I Orlando var målet for angrebet homoseksuelle og deres ret til at indgå i det liberale samfund på lige fod med alle andre borgere. Det er derfor et angreb på den liberale stats værdigrundlag og dermed på dens sikkerhed."

Kan et angreb både være en hadforbrydelse og et terrorangreb?

"Ja, det mener jeg netop godt, det kan. Omar Mateen udtrykte et had mod homoseksuelle, et muligt selvhad, viser det sig. Det samme had har personer omkring Omar El-Hussein givet udtryk for, at han udviste ved sin enorme vrede mod Israel og jøder. Der er i begge tilfælde tale om overlappende hensigter, som ikke udelukker hinanden. Blot fordi handlingen bliver begået i Islamisk Stats navn, kan der stadig være tale om en hadforbrydelse. Angrebet i Orlando er det værste af sin art, men det er langtfra det eneste. I de sidste tre et halvt år er der ifølge The Guardian blevet begået 1260 såkaldte masseskyderier, som defineres ved, at mindst fire personer er kommet til skade eller er blevet dræbt. Sidste år fandt der ifølge BBC 372 masseskyderier sted i USA. De kostede 475 mennesker livet, mens 1870 blev såret."

Ofte bliver tragedier som disse ikke kaldt for terror. Hvordan kan det være?

"Man opfatter dem som en alvorlig kriminel handling, men deres formål er ikke at rykke ved statens sikkerhed, og derfor opfattes de ikke som terror. Men det er jo en politisk afvejning, som også aktiverer helt andre tiltag, hvis man opfattede de tilfælde som terror. I 1994 gik en studerende ind på Aarhus Universitet og dræbte to medstuderende og sårede to andre, inden han skød sig selv. Målt i omfang var det en værre handling end Omar El-Husseins angreb i København, men der var enighed om, at der var tale om en galning, og at faren var drevet over i samme øjeblik, han skød sig selv."

Du har tidligere kaldt Omar El-Hussein for en person med voldsomme personlige konflikter snarere end en overbevist, religiøs fanatiker. Hvad mente du med det?

"Det mener jeg stadig, han var. Der er mange forhold, der taler for og imod, men jeg hæfter mig ved, at Omar El-Hussein havde store personlige problemer. Han kunne ikke styre sit temperament, han var voldelig, og han var en enspænder, der ikke hørte til nogen steder. Han havde været en del af banden Brothas, og han var på mange måder på kanten af samfundet, hvilket tre voldsdomme også vidner om. Det betyder dog ikke, at der ikke er tale om en terrorhandling, for angrebet på Krudttønden var et angreb på ytrings- og forsamlingsfriheden og angrebet mod synagogen et angreb på religionsfriheden. Det har vi Højesterets ord for er et angreb på statens sikkerhed og dermed terrorisme."

"Alle tænkelige forklaringer blev vendt og drejet af medier, politikere og eksperter for at finde forklaringen på Omar El-Husseins gerning. Var han blevet radikaliseret i fængslet? Havde samfundet svigtet ham, eller havde han selv givet op og nu affundet sig med sin skæbne som martyr? Denne granskning af gerningsmændenes historie og personlighed finder sted hver eneste gang, hændelser som disse finder sted. Efter angrebene i Paris i november 2015, hvor 130 mennesker mistede livet, kom det frem, at flere af gerningsmændene trods deres troskab til Islamisk Star både tog stoffer og drak tæt. Anders Behring Breivik, der stod bag angrebene i Oslo og på øen Utøya i 2011, som kostede 77 mennesker livet, har fået diagnosen paranoid skizofreni. Og Omar Mateen, hvis angreb fandt sted mod homoseksuelle, var tilsyneladende selv en del af det homoseksuelle miljø. Men gør gerningsmændenes inkonsekvens dem mindre radikaliserede?"

Kan man ikke være afvigende og stadig overbevist radikaliseret?

"Jo. Hvis det skal give nogen mening at operere med et terroristbegreb, så er de mennesker terrorister. Deres misbrug, selvmodsigende eller afvigende adfærd er følgeforklaringer, som ikke ændrer ved, at de har optrådt målrettet og legitimeret deres handlinger i visse sagers navn. Men det er vanskeligt at operere med vandtætte skotter, for ofte er der tale om overlappende eller modstridende forhold."

Men bliver vores brug af ordet terror ikke så mudret, at det mister sin betydning?

"Nej, det mener jeg ikke. Det er den eneste mulighed, vi har, for at forsøge at gardere os mod de personer og sætte ind, uanset om der er tale om forebyggelse eller foregribelse. Men det er problematisk, at terrorbegrebet tolkes så forskelligt af både medier og politikere. Det viser, at der er store problemer med at lave en klar fortolkning af, hvad terrorisme er."

Er terrorbegrebet blevet politisk?

"Begreber er altid til fortolkning, hvilket gør dem politiserede. Før den 11. september 2001 ville man altid blive afkrævet en definition, hvis man brugte ordet terror. Nu er det blevet et alment begreb, der bruges i flæng. Det har forskningsmiljøet længe problematiseret, for det gør det umuligt at få en fast definition. Det får indflydelse på det politiske landskab og også det juridiske, for det har indvirkning på, hvilke tiltag der bliver legitimeret eller opfattet som nødvendige. I dag ser vi et langt større beredskab end tidligere, hvilket eksempelvis kommer til udtryk i de debatter, vi har om overvågning kontra retssikkerhed. Det vidner om, at det har stor betydning, hvordan vi fortolker og forstår terror."