”Kan du ikke lige analysere mig?”

”KAN DU IKKE LIGE analysere mig?”.

Sådan sagde han. Bilkonsulenten fra Trollhättan i Sverige i den fælles taxa fra lufthavnen. Han var på vej hjem fra arbejde i Frankfurt. Jeg var på vej til Högskolan Väst.

Saab-bilfabrikkerne i Trollhättan er nedlagt, og et væld af nye bilindustrier er opstået.

Konsulenten havde allerede besøgt mere end 10 byer i Kina på størrelse med Danmark for at sælge biler. Det var, da jeg fortalte ham, at jeg er psykolog, at det med analysen kom op. Da jeg venligt afslog, foreslog han, at vi så i stedet kunne tale om livets mening. Den var jeg med på. Der var stadig 45 minutter til mit hotel.

”Trollhättan er et af Sveriges mest segregerede samfund,” sagde han.

”Vi har skoler, hvor der stort set ikke findes etniske svenske børn, men det taler vi ikke om. Etnicitetsproblemer er tabu i Sverige,” sagde han.

”Er der noget, jeg har taget med fra Danmark, så er det, at I taler mere direkte om alting.”

Jeg gav ham ret og tænkte på den modige rektor fra Langkær gymnasium, der tør. Vi talte videre. Om mit. Om at skrive bøger. Pludseligt kom den.

”Kan du ikke skrive en bog om at afskaffe religion?”. ”Det er umuligt,” sagde jeg. ”Sociologerne har afvist deres tese om den gradvise sekularisering af de vestlige samfund”. ”Du har måske ret,” sagde han.

”Religionerne muliggør fællesskaber på tværs af nationale grænser. De er internationale. Før gik vi i krig mellem nationer.” ”Er der en ting, jeg godt kunne tænke mig, så er det at leve en gang til og at medbringe lærdommen fra mine synder i det tidligere liv,” sagde han pludseligt.

Religionerne har virkelig ikke levet forgæves, tænkte jeg imens. Bekendelserne kom i en lind strøm. Ateismen er gold og flad. Så vi søger katedralerne. Kirken eller shopping-centeret. I dag er det fitnesscentrene, museerne og madhallerne, der får besøg om søndagen. Og om mandagen går vi til psykolog. Eller om tirsdagen i en taxa. Måske er det på tide med en god omgang religionskritik? Måske skal vi rette den steder hen, hvor vi normalt ikke tænker, at der er religion på spil? Den franske filosof Michel Foucault sagde, at magten er produktiv, og at den er blevet usynlig i det moderne. Det har han ret i. Næste gang, nogen spørger mig, om vi skal tale om livets mening, så tror jeg, at jeg siger nej.

Jeg er ikke helt sikker på, at psykologerne er de bedste at spørge om den slags.

Etisk set skrives på skift af højskoleforstander

og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen,

professor i psykologi Lene Tanggaard, medlem

af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo.