DER ER KØ til babysalmesang i København, og køen bliver bare længere. Det viser helt nye tal, som stiftet netop har offentliggjort. Babysalmesang er en vaskeægte succes, der begyndte som et pilotprojekt for 13 år siden, men som siden har spredt sig fra sogn til sogn på linje med spaghettigudstjenester, minikonfirmander og kirkelige legestuer, samtidig med at kirkerne stadig skal holde liv i gamle kendinge som cafémøder, ældrearrangementer, foredrag og studiekredse.
Mens den kirkelige idérigdom er høj, er danskernes tilslutning til folkekirken historisk lav, og stadig færre forældre vælger at få deres nyfødte døbt.
Skyerne trækker sammen i horisonten, mener direktør Sven Scharling. Hans eget analysefirma, Scharling Research, har gennemført en kvalitativ interviewundersøgelse blandt 24 sognepræster og 12 menighedsrådsformænd – alle tilfældigt udvalgte. Undersøgelsen offentliggjorde han for en uge siden under titlen ”Folkekirken set udefra”.
I lyset af de faldende medlemstal og dåbstal udfolder han sin folkekirkelige vejrudsigt:
”Hvis man med en metafor fra vejret forestiller sig, at der er mørke skyer, som trækker sig sammen om folkekirken, vil beskrivelsen af vejret meget generelt set blandt de præster, vi har interviewet, være en lettere overskyet himmel og egentlig ganske godt vejr. Det er udbredt at sige, at her går det egentlig godt. Det usikre statistikgrundlag for fremmødet til højmessen og aktiviteterne er med til at fremme dette optimistiske syn på situationen, og set fra mange af præsternes synspunkt er der faktisk sket en fremgang for kirken, når aktivitetsniveauet tages i betragtning.”
Men er folkekirken ikke godt i gang med de mange aktiviteter fra babysalmesang til spaghettiggudstjenester?
”Det første, der slog mig, da vi interviewede præsterne, var, at det var ganske overrumplende, hvad man mange steder havde gang i af aktiviteter. Men ved nærmere eftertanke er folkekirken meget generelt set på trods heraf stadig indadvendt. Man slår kirkedøren op og afventer, at folk kommer ind, og det er fortsat en begrænset indre cirkel af loyale medlemmer, man får i tale, selvom det er et skridt på vejen.
Men hvad med det store flertal af medlemmer, som er kommet helt på afstand af kirkens budskab, de såkaldt kirkefremmede, der synes at drive længere og længere væk fra kirken? De bliver overladt til at strikke deres egen verdensopfattelse sammen. Den proces burde folkekirkens præster og frivillige hjælpe dem med.
Det var inspirerende at møde præsterne og menighedsrådsmedlemmerne, og det er jo en overvældende samfundsmæssig kraft af kloge og eftertænksomme mennesker, de repræsenterer, en styrke, der burde kunne få langt større indvirkning i vores samfund. Men de er også så gode til begrebsgymnastik, at man også ser en vis evne til at bortdefinere virkeligheden og skabe sin egen glasklokke, man kan trives inden under.
Båndene mellem kirke og folk bliver tyndere og tyndere, indtil de til sidst brister. Kirken har ikke for alvor indset, at det er på tide, at den forsøger at gøre sig relevant for dem, der i dag ikke føler det naturligt at gå hen i kirken. Den erkendelse mangler jeg at se midt i glæden over de mange udmærkede aktiviteter, og det burde afføde større selvransagelse i kirken og parathed til at gå mere radikalt til værks.”
Hvad er så folkekirkens grundlæggende problem i dag?
”Det største problem er den manglende krisebevidsthed, at situationen kalder på radikale tiltag, hvorfor man for sagens skyld må lægge uenighederne til side og gå i modoffensiv. Det vil sige, at man så at sige vender skytset udad og prøver at finde veje til at nå de kirkefremmede, frem for at kigge indad og fortrinsvis være kirke for den vante og loyale skare.
Det sidstnævnte er den bekvemme og umiddelbart sikreste vej, hvor man måske tænker, at man ved, hvad man har, men ikke, hvad man får. Men faren ved at holde fast i den tilvante fremgangsmåde er, at man ender i rollen som kulturkristne traditionsbærere og ceremonimestre, for det er den beskedne rolle, som de kulturkristne tiltænker kirken, og som de sikkert et stykke tid endnu er villige til at betale for.
Et hovedproblem bag den manglende krisebevidsthed er, at horisonten er lokal, sådan som folkekirken er bygget op, og derfor ser man ikke helt så klart det større billede. Desuden har man travlt, og præsterne kan dårligt nå at opfylde alle de krav, der er til stillingen.
Højmessen er stadig det centrale, og det er ikke til at komme uden om, at det er den akse, folkekirken drejer om. Der har man et vist fællesskab og muligheden for at blive bevæget som menneske og reflektere over sin tro. Men det er ikke nok bare at åbne kirkedøren om søndagen, for de kirkefremmede kommer ikke, og dem skal kirken selv ud for at få fat på. Den erkendelse mangler jeg at se midt i glæden over succesen med for eksempel babysalmesang. Folk melder sig lige nu ud i større tal, og min undersøgelse peger på, at kirken ikke har indset, at det er på tide, at den gør sig relevant for dem, der i dag ikke føler det naturligt at gå hen i kirken.”
Men er de såkaldt kirkefremmede, som du beskriver dem, ikke bare den danske kirkemodel? Når de betaler deres skat, må de vel også selv bestemme, om de vil komme i kirken?
”Problemet er, at den situation ikke ser ud til at medføre større selvransagelse i kirken. Man vælger den bekvemme måde at se kirken på. Det faldende dåbstal er en advarselslampe, der er svær at afvise.
Men hvis ikke man skulle have et højtideligt og smukt ritual og holde en fest, når et barn kommer til verden, hvornår skulle man så gøre det? På den måde burde en barnedåb være den naturligste ting. Når trosbekendelsen har vist sig for en del at være en barriere, kunne man så ikke justere de gamle formuleringer her?
Kunne man modernisere ritualet en anelse, så det blev mere forståeligt, hvad det går ud på? Men bagved ligger også den sammenhæng, at kirken ikke længere siger en meget stor del af medlemmerne ret meget, og at de føler sig fremmedgjort i forhold til den, så at vende dåbsudviklingen indebærer at se på helheden også.”
Mange har forsøgt at lave det berømte tværsnit af folkekirken for at få bestemt dens særlige egenart. Er folkekirkens mange paradokser ikke bare udtryk for, at man skal holde fingrene fra den?
Jo, men det er ikke, fordi den efter min mening er perfekt med hensyn til at opfylde sit formål, som er at forkynde evangeliet. Det er snarere sådan, at de forskellige interesser vogter på hinanden, så kirken bevæger sig uendeligt langsomt af frygt for at miste denne ligevægt.
Men man glemmer, at selvom man umiddelbart skulle tro, man har opfundet den perfekte evighedsmaskine, der som et lukket system bliver ved med at køre fint, selvom der er begrænset tilslutning, så er maskinen alligevel et åbent system, der i sidste ende er afhængig af medlemskontingenterne og må søge at indrette sig på omgivelserne.
Jeg har en meget stærk fornemmelse af, at folkekirken om nogle år, når generationerne, der er loyale over for folkekirken, er svundet ind, og indmeldelserne ved dåben er udeblevet, kommer ud over et balancepunkt, hvorefter medlemstallet vil rasle ned. Så mit bud er, at folkekirken, mens der endnu er tid, bør se virkeligheden i øjnene og formulere og organisere et modtræk.”
