Kan I se komikken? Festgudstjeneste var helt i Kierkegaards ånd

De første bryllupsgæster ankommer til Westminster

Kritiken af Vor Frue Kirkes festgudstjensete i anledningen af Søren Kierkegaards 200års fødselsdag er uberettiget, mener dagens debattør. Her ses Dronning Margrethe, der deltog i den ekstraordinære festgudstjeneste i Vor Frue Kirke søndag 5. maj 2013. Foto: Jens Nørgaard LarsenDanmark / Scanpix

Søren Kierkegaard blev fejret på den helt rette måde til festgudstjenesten i Vor Frue Kirke, hvor der blev talt mere om Kristus end om filosoffen. Alt andet ville være at holde den store tænker for nar og ikke tage hans ord om ydmyghed og inderlighed alvorligt, mener domprovst

Der har været en del kritik senest tirsdag her i avisen af fejringen af Søren Kierkegaards 200-årsdag i Vor Frue Kirke i København.

I dagene op til fejringen gik kritikken på, at man ikke med pomp og pragt burde fejre en mand, der i sit sidste leveår førte en så bidende ironisk kamp imod kirken for sin tilbøjelighed til at føre sig frem med netop pomp og pragt i stedet for at holde sig til opgaven: at forkynde den levende Kristus. Det ville være at holde den store tænker for nar og ikke tage hans ord om ydmyghed og inderlighed alvorligt.

LÆS OGSÅ: Kritik af festgudstjeneste: Handlede slet ikke om Kierkegaard

Så indtrådte dagen, og høj og lav indfandt sig i domkirken, der til dagen var særligt pyntet. Solen skinnede, kirken var stuvende fuld, mange fornemme Kierkegaard-forskere havde indfundet sig og sikret sig plads på de øverste rækker.

Drengekoret sang, så det var en fryd, og Dronningen deltog og kastede glans over dagen. Biskoppen prædikede over bønnens betydning med udgangspunkt i Thorvaldsens Kristus-statue med ordet nedenfor Kom til mig, som også Kierkegaard har benyttet sig af, dengang han prædikede i Vor Frue Kirke.

Biskoppen henviste til Thorvaldsens tolkning, at Kristus står med den ene fod fremme foran den anden, som om han har taget et skridt ud imod os. Mens disciplene nede i kirken står med ansigterne bortvendt, optaget af verden og deres egne gøremål. Som om Thorvaldsen på denne måde vil sige: Heri ligger den kristnes frihed: Vi er ikke kun henvist på, om vi kommer til ham han tager derimod altid det første skridt hen til os. Han kommer til os. Deri består Guds kærlighed. Først tilgivelsen, derpå vores modtagelse og ansvar, vores tilegnelse. Meget kierkegaardsk.

LÆS OGSÅ:
Hvad ville Kierkegaard sige om vores tid?

Dagen derpå var der igen kritik af festgudstjenesten i Vor Frue Kirke. Og igen i denne avis. De fornemme forskere og kritikere var i sandhed grebet af deres kritik mere end af prædiken og gudstjeneste.

Nu gik kritikken imidlertid på, at biskoppen ikke havde talt nok om den store tænker, men holdt sig til Kristus. I den store tænkers ånd lod biskoppen den døde tænker hvile i sin grav og koncentrerede sig om den levende Kristus.

Men det var for meget for de fornemme kritikere og forskere. De ønskede den store tænker hyldet. En prædiken om den levende Kristus, der kommer os i møde, kunne biskoppen have holdt en anden søndag, sagde de. Har de slet ikke hørt efter den store tænkers kirkekritik? Er det mon nu forskerne og kritikerne, der i deres vidunderlige grebethed af den store tænker spiddes i Øieblikket
Var der mon nogen, der lo?

Anders Gadegaard er domprovst ved Vor Frue Kirke i København