FINN SLUMSTRUP, I skriver i jeres ”Udkantsmanifest”, at hele Danmark skal være beboet. Hvorfor det?
Det, vi har set, Viggo Mortensen (teolog og medredaktør på ”Oprør fra Udkanten”, red.) og jeg, og det er ikke svært at se, når man rejser rundt i landet, er en beklagelig udvikling. Der er områder med megen aktivitet og områder med næsten ingen aktivitet. Forskellen mellem de to er blevet markant større, fordi livet er suget ud af de mindre bysamfund. Den centraliseringsbølge, som begyndte med den gamle kommunalreform og så blev intensiveret i 2007, har medført, at en række vigtige funktioner er trukket ud af udkanten, for eksempel lægehjælp og retsvæsen.
Det sjove er, at ingen politikere synes, denne udvikling er problematisk. De siger godt nok, at hele Danmark selvfølgelig skal være beboet. Men hvis de mener noget med det, skal de gøre noget frem for at tro, at markedskræfter og globalisering klarer det hele. Det er grotesk, at vi har en statsminister, der holder nytårstale om ”det Danmark, vi kender”, når det Danmark er under forvandling med stormskridt. Politikerne må bekende kulør.
Mennesker har alle dage migreret og flyttet sig. Hvorfor skal man bekæmpe den naturlige vandring mod byerne?
Sådan har det ikke alle dage været. Det går netop frem og tilbage fra tid til anden. Mellem 1950 og 1990'erne tabte København indbyggere. Da fik Jylland flere indbyggere! Og man begyndte at få lidt ondt af vores hovedstad, så man satte en bevidst bevægelse i gang med ørestadsbyggeri og Metro for at trække folk til. Nu er tiden inde til at besinde sig på, om ikke vi skal et andet sted hen. Det kræver en anden måde at tænke på.
Hvad er det for en tænkemåde?
Vi har vænnet os til, at udkanten er et problem. Men ser vi på, hvor pengene kommer fra, og hvordan de fordeles, er der en skævvridning. Alle os, der bor i udkanten, er med til at betale for eksempelvis metroen i København via skatten. Staten bruger snesevis af milliarder på byudvikling, men snakker man udvikling af udkanten, så er det altid få millioner. Det paradoksale er, at de virksomheder, der skaffer Danmark overskuddet, Danfoss på Als, landbruget og industrien, ligger i udkanten. Alligevel må nogle af os, der bor herude, stå på en bakketop for at kunne få mobilforbindelse, fordi det er så underprioriteret.
Er der ikke andre end politikerne, der har en etisk forpligtelse til at vende udviklingen?
Det har vi selv! Udkanten har i allerhøjeste grad selv en forpligtelse, det er det, ”oprøret” handler om. Fadæsen starter her. Udkanten er ”politisk impotent”. Med det mener jeg, at vi lever i en tid, hvor politik handler om at slutte sig sammen og danne alliancer. Men herude kører borgmestrene deres ræs hver for sig. Og så har udkantsdanskerne svigtet den offentlige mening. Vi har levet det gode liv, men holdt det for os selv. Ser man på billedet i medierne, har det gjort, at man taler om os, ikke med os. Det er i høj grad en del af vores oprør at kæmpe for, at udkanten kommer på banen og viser, at billedet af pædofile landsbytosser og folk med et alkoholproblem er så forkert. Det er ikke fordi, problemerne ikke findes. Det er ikke sandheden om hele Udkantsdanmark.
I bruger konsekvent selv ordet ”udkant”. Er I ikke med til at opretholde den negative retorik om landområderne?
Nej, vi er med til at gøre den positiv. Jeg havde i to et halvt år en klumme i Kristeligt Dagblad, hvor jeg kæmpede mod ordet ”udkant”. Vi udskrev konkurrencer for at ændre det! Men ordet har bidt sig fast, det må vi indse. Vi må rette ryggen og sige: Kammerater, lad os få den udkant op at stå.
Men hvad hjælper alle de gode intentioner, hvis den almindelige danskers mening er, at det er bedst at bo i storbyen?
Det er en myte, at alle gerne vil bo i byen. Der er lavet undersøgelser, som viser, at en stor del af danskerne faktisk gerne vil bo mere landligt, end de gør. Udkanten er et dejligt sted for seniorer. Men naturligvis kan det ikke gå uden tilflyttere i den erhvervsaktive alder, allerhelst unge mennesker med børn. I bogen har vi har indlagt en række historier, der fortæller om unge familiers skift fra storbyen til landet. Noget af det, de nævner som afgørende for, at de bliver og ikke flytter tilbage til byen, er arbejde. Spørgsmålet om arbejdspladser er ekstremt vigtigt, hvis vi skal undgå, at det kun er seniorer, der flytter hertil.
Udkantsborgmestre har fremhævet det, at unge flytter fra de mindre byer for at uddanne sig og ikke vender tilbage igen, som et problem. Skal unge mennesker blive i provinsen, når uddannelse og jobmuligheder er begrænsede?
Det kan man ikke forlange, og det skal vi heller ikke. Vi skal ikke genindføre stavnsbåndet. Men det, jeg hører, er, at når de unge så får børn og begynder at etablere sig, så oplever de også, at bylivet ikke er lutter lagkage. Det er oplagt at være i et levende og spændende bymiljø, når man studerer. Men vi er ved at lave et samfund, hvor den eneste form for tvang er tvang til at leve i storbyen, også selvom det ikke er det, man tænker som ”det gode liv”. Det, vi opponerer mod, er valgmuligheder, der forsvinder.
Hvad så, hvis man interesserer sig for kultur. Hvad grund har unge, progressive mennesker til at flytte derud, hvor udbuddet af kulturoplevelser begrænser sig til den årlige byfest?
Det er en fuldstændig myte, at udkanten er tømt for kultur, her er så levende og rigt et kulturliv, at man slet ikke kan følge med. Min kone og jeg går betydeligt mere i teatret og til koncerter her på Ærø, end vi gjorde, da vi boede i København. Filmen ”9. april” havde premiere her på Ærø i sidste uge, samme tid som i København. Når vi kommer til København på besøg, siger folk: ”Den og den film må I sørme se, når den kommer til Ærø.” Og hver gang må vi svare: ”Men den har vi set!”. Der er et rigt kulturliv i provinsen, hvad masser af turnerende kunstnere vil kunne fortælle om.
Den helt afgørende forskel på storbyen og det landlige Danmark er, at i storbyen kan du være anonym, og det ved jeg skræmmer mange, fordi man kerer sig om hinanden, vil hinanden og hilser på hinanden. Det bliver i den negative udlægning til, at ”på landet er der en masse sladder”. Men er der ikke også det på storbyens caféer? Jeg oplever, at vi har en positiv optagethed af hinanden.
Nu bor du jo selv på billedskønne og kulturelle Ærø, men sådan er virkeligheden jo ikke alle steder...
Der er store forskelle på byer som Aarhus og København. Og det er der også på udkanten. Det er rigtigt, at nogle af os i udkanten har det, som alle går og tørster efter. Vi, der bor ved vandet og kan leve af turismen, har nogle muligheder, som de ikke har længere inde i landet. Der er ingen tvivl om, at udviklingen nu er nået så langt, at vi ser samfund, der er så forladte, at det er svært at gøre noget ved. Der er de såkaldte ”landevejslandsbyer”, 20-30 huse langs en landevej, som har det meget svært. Man kan aldrig lave det fuldstændig ensartede samfund, der vil altid være forskel på steder og byer. Men vi mener, at vi fjerner nogle muligheder for mangfoldighed ved den entydige storbysatsning.
I satser på, at udkant bliver et emne i valgkampen 2015. Men hvordan kan I vide, at udviklingen vil vende, hvis bare politikerne sørger for bedre infrastruktur, lægehjælp og uddannelsesmuligheder?
Der er det sådan, at det kan man ikke vide. Udviklingen kan altid være overraskende og uforudsigelig. Hvis ikke vi gør noget, så fortsætter det med at gå den forkerte vej. Skulle der ske det glædelige, at for eksempel færgepriserne til de fem større færgeafhængige øer bliver sat ned, så vil jeg godt vædde med, at det betyder, at flere kommer til. Vores opråb handler først og fremmest om, at Danmark skal have en strategi, og det har vi ikke. Når ikke vi har det, bliver det lap på lap på lap af enkelttiltag. Det kan man ikke kalde for udkantspolitik.
