I øjeblikket er vi vidne til en modernisering af måden, hvorpå børn bliver skabt, og de alternative familieformer, nogle børn bliver født ind i. Samtidig moderniseres kønsrollerne og graden af, hvor vigtige kønnene er for hinanden i processen af at skabe en familie.
Nogle af tiltagene foretages med udgangspunkt i at slå endnu et slag for ligestillingen. Der er dog et område, hvor biologien begrænser os i denne proces af modernisering, hvilket mennesket må affinde sig med. Det er nemlig fysisk umuligt at opnå ligestilling inden for reproduktion.
Vi kan ikke gøre op med naturloven ved hjælp af politiske tiltag. Faderen bliver biologisk far, hvad enten det bliver skrevet i en fødselsattest eller ej. En formel ansvarsfralæggelse vil kun ændre herpå i teorien. Uanset hvor meget man skaber sig over det, ændrer det ikke på realiteten. Det ville heller ikke ændre på noget, hvis kvinder gav sig til at kræve, at mænd skal føde og amme i ligestillingens navn.
Kvinder bliver ikke gravide – de bliver gjort gravide. Medmindre faderen er blevet voldtaget, er det en risiko, han frivilligt og aktivt har valgt at tage. Barnet bliver til gengæld skabt ufrivilligt og ville være det eneste offer i en sådan situation. Der er ikke tale om frihedsberøvelse af faderen. Han vælger selv at risikere at få et barn og dermed en forpligtelse. Det er hverken samfundets, kvindens, eller barnets skyld. Det er nu engang sådan, naturen er indrettet. Det er begrædeligt, hvis faderen er blevet narret af moderen. Men sommetider tager man nogle chancer i livet, og der er sjældent en garanti for udfaldet.
At indføre en formel ansvarsfralæggelse ville ikke være en rettighed. Det ville være et privilegium til fordel for en uansvarlig ageren på bekostning af et barns velvære, der ikke kan tale sin egen sag.
Staten kan overtage ansvaret for barnet på en række praktiske områder, såsom eksempelvis betaling af vuggestue, børnehave, uddannelse og eventuel psykolog i forbindelse med følger af svigt. Moderen kan give kærlighed og forsøge at kompensere for faderens manglende engagement.
Dog kan intet opveje følelsen af at blive svigtet af sin egen forælder. Ligeledes kan ingen sum penge eller hjælp erstatte, opveje eller udligne trangen til at have kendskab til sin biologiske referenceramme.
Man kan ikke presse faderen til at ville være en god forælder. Men alternativet kan ikke være, at staten skal blåstemple dårligt faderskab. Barnets tarv må komme i første række. Koblingen fra ”er” til ”bør” er ikke nødvendigvis legitim. Bare fordi faderen er uansvarlig, bør han ikke tildeles juridisk medhold i sin opførsel. Faderens børnebidrag ligger i dag på 1307 kroner pr. måned. Til gengæld er det svigt, barnet vil vokse op med, umuligt at sætte pris på.
For et barn handler det oftest ikke blot om at kende sin far. Det handler om at kende en side af sig selv. At påstå, at ingen børn tager skade heraf eller føler en stærk trang til at kende til sit biologiske ophav, er decideret ignorant, når der er evidens for det modsatte. ”Sporløs”-programmerne er ét af mange eksempler herpå. For mange er et sådant kendskab vigtigt, ellers kan man føle sig rodløs.
At nogle fædre ikke vil tage ansvar, er sørgeligt. Men det gør det dem ikke til ikke-fædre. Det gør dem til uansvarlige fædre. Det andet svarer til, at en 18-årig siger, at han ikke vil være voksen. Det ændrer ikke på realiteten. Det er endnu mere begrædeligt, hvis samfundet vil forholde sig så arrogant til barnets sorg, at formel ansvarsfralæggelse indføres.
Andrea Omic er stud.soc. i politisk kommunikation og ledelse på CBS.