JEG BLIVER TIL TIDER kritiseret for at være for positiv i min vurdering af Kina. Jeg vil dog stadig hævde, at et land, der i løbet af 30 år har formået at rive 500 millioner mennesker ud af fattigdom, fortjener ros. Det er simpelthen verdenshistoriens største begivenhed.
Men at Kina også har sine problemer er sikkert og vist. Lad os se på tre af dem, som især har indflydelse på erhvervslivet og dermed på den økonomiske vækst og følgelig på kommunistpartiets magtgrundlag. Det drejer sig om overholdelse af nye love og forordninger, om censur af internettet og om forureningen, som nu kan betragtes som Kinas største problem.
Kinas præsident og partiformand, Xi Jinping, er gået voldsomt til værks over for korruption. Det medfører, at forretningsklimaet, hvor alt var forbudt, og alt kunne forhandles, nu underkastes normale markedsbetingelser.
Det kan på langt sigt kun være positivt at kræve lovlydighed, men det skaber vanskeligheder i overgangsfasen. Og dem har de kinesiske virksomheder nemmere ved at leve med end de udenlandske, til dels fordi myndighederne meget forståeligt finder det bekvemmere at starte med at tvinge de fremmede til at overholde de nye regler og forordninger. Det skræmmer så de udenlandske investorer til enten at investere mindre eller holde sig helt væk. Det er selvsagt ikke godt for væksten.
CENSUREN AF internettet er en ubehagelig hindring for alle. Det drejer sig ikke bare om Google, Twitter, Facebook og YouTube, men så sandelig også om Kristeligt Dagblads digitale avis! Det medfører, at jeg ikke kan læse mine klummer i færdig udgave her i Chengdu. Men det er måske en fordel.
At Politiken og Information går klart igennem viser, hvordan logikken ofte mangler i autoritære tiltag. Eller skulle det ligefrem skyldes, at det ateistiske kommunistparti ikke bryder sig om en kristen avis?
Nu er det jo ikke bare kineserne, som blander sig i de nye medier. Som den amerikanske hacker Edward Snowden har gjort lysende klart, blander regeringer over hele verden sig i, hvad der foregår på medierne, ofte under påskud af at sikre os alle mod terrorisme.
Men at der også stjæles teknologi og patenter i processen er ganske vist. Og alt sammen er det med til at forhindre markedet i at fungere optimalt. Væksten bliver mindre. Kina skal nok med tiden finde en passende løsning, hvad regulering og censur angår.
Forureningen er nu et langt større og vanskeligere problem. Den tidligere tv studievært Chai Jing viste for et par uger siden på Kinas version af YouTube en dokumentarfilm om forurening, som hun selv havde lavet og betalt. Den er blevet set af over 200 millioner kinesere og har haft en chokvirkning uden sidestykke.
I filmen spørger Chai Jing en seksårig pige, om hun nogensinde har set en rigtig stjerne. Pigens benægtende svar har rystet Kina. Da jeg selv tænkte efter, måtte jeg erkende, at jeg i mine femten år i Chengdu også selv i heldigste fald har måttet nøjes med en sygt udseende måne og måske svage glimt af Jupiter eller Venus på nathimlen.
Forureningen måles i byerne på en skala fra nul til 500. Ingen havde regnet med at komme op på 500. Men det sker nu ofte i Peking og Shanghai, og selv her i det lidt provinsielle Chengdu sagde det bingo til de 500 en enkelt gang i 2014. Det er et forureningsniveau, som uden for al tvivl er direkte sundhedsfarligt, og al udendørs aktivitet burde ophøre.
DEN VOLDSOMME forurening har medført, at firmaer nu har svært ved at rekruttere i udlandet. Mulige kandidater siger nej tak, hvis de har små børn eller kræver en ekstra bonus for at tage risikoen med langvarig påvirkning af forureningen.
Chai Jing satte klogt sin dokumentarfilm på nettet en uge før Kinas politiske ledere mødtes til den årlige nationalforsamling i Peking. Ikke uventet blev forurening det store debatemne. En masse mulige tiltag blev diskuteret.
Medlemmerne fra Chengdu kunne prale med, at man med held havde forbudt fyrværkeri under det kinesiske nytår for nylig. Ikke så meget som en eneste kineser var blevet skudt af! Og Chengdus luftforurening havde i helligdagene holdt sig på det normale niveau af omkring 150, som blot betegnes som usundt og ”kun” svarer til at ryge en pakke cigaretter om dagen.
Balancen mellem vækst og forurening er vanskelig. Hvis Kinas økonomi beregnes efter købekraft snarere end dollars, er den nu på størrelse med Amerikas. Men Kina har fire gange så mange indbyggere som USA.
Kineserne lever altså på en fjerdedel af det amerikanske niveau. Man kan retfærdigvis ikke forlange, at kineserne for at sikre det globale miljø forhindres i at nå op på noget, der ligner vestlig velstand.
Forurening afhænger dels af, hvor mange vi er, dels af, hvor rige vi er. Jo flere vi er og jo rigere, jo mere forurening.
Man kan derfor argumentere for, at Kina ved sin étbarnspolitik har gjort sit til at formindske den globale forurening. De 800 millioner kinesere, der ikke blev født, ville ved deres forbrug have medført en endnu mere uholdbar situation end den, ikke bare Kina, men verden befinder sig i.
Sven Burmester er forfatter og tidligere vicedirektør i Verdensbanken