Ingen kirkelige strømninger vil modernisere det hele

Ingen kirkelige retninger vil både modernisere teologi og liturgi, og dermed anerkender de vigtigheden af at være i forbindelse med sine rødder i fortiden

"I stedet for Tidehvervs nostalgiske modernitetskritik baner Schanz vejen for en nøgtern og fremadrettet kritik, der samtidig sætter den nye ateisme på plads," skriver Steen Marqvard Rasmussen.
"I stedet for Tidehvervs nostalgiske modernitetskritik baner Schanz vejen for en nøgtern og fremadrettet kritik, der samtidig sætter den nye ateisme på plads," skriver Steen Marqvard Rasmussen.

Den seneste tids villighed til at diskutere de kirkelige retningers forhold til hinanden er en kæmpe gevinst for en folkekirke, der ikke alene vil være rummelig, men også levende. Og som altid, når meget er i bevægelse, kommer der en del forskellige forslag til, hvilke kirkelige retninger der er på banen i dag.

I den bevægelige situation vil jeg hellere tale om kirkelige strømninger, og jeg vil pege på tre, som adskiller sig fra både Hans Hauges og Merete Bøyes forslag, jævnfør Kristeligt Dagblad den 1. august.

Min baggrund for det følgende er erfaringer fra over 20 års konsulentarbejde i Landsforeningen af Menighedsråd. Det drejer sig for eksempel om mange målsætningsseminarer med menighedsråd, min deltagelse i Dansk Sommeroase og samtaler med ledende organisationsfolk. Gennem årene har jeg observeret, at ingen vil modernisere det hele.

Det er påfaldende, at grupperne med den mest konservative teologi generelt er mest villige til at ændre på kirkens kulturelle udtryksformer. Det gælder for eksempel den karismatiske oasebevægelse, som med stor iver har taget lovsang og rockmusik til sig, men også jazz, som for eksempel dominerede en gudstjeneste juleaften for nogle år siden i Aarhus Valgmenighed.

Den modsatte position finder vi hos folk som Erik Fonsbøl (skrev positivt om Spongs teologi i 2004), netværket plan B (tog Grosbøll i forsvar) og Niels Grønkjær (udgav ”Den nye Gud” i 2011). Fælles for denne grundtvigske strømning er en stor villighed til at modernisere teologien kombineret med en lige så stor modvilje mod ændringer i gudstjeneste-liturgien.

Begge strømninger er altså fælles om, at det er nødvendigt at holde fast i noget (enten teologi eller liturgi), hvis man samtidig finder det vigtigt at modernisere noget andet. Som en tredje kirkelige strømning kan nævnes Tidehverv, der hverken vil modernisere teologi eller liturgi.

Vurderet ud fra sociologen Ferdinand Tönnies' klassiske skelnen mellem Gemeinschaft og Gesellschaft er denne iagttagelse interessant. Den viser nemlig, at ingen kan få succes med at modernisere alt ved kirken, fordi denne i sit væsen er gemeinschaft, det vil sige et organisk fællesskab, der hele tiden må være i en levende forbindelse med sine rødder i fortiden.

Da gesellschaft hos Tönnies er ensbetydende med modernitet, så følger det, at en fremhævelse af den organiske forbindelse til traditionen uundgåeligt har et modernitetskritisk potentiale. Da Tidehverv ensidigt fremhæver gemeinschaft, er det fristende som højskoleforstander Thue Kjærhus at hævde, ”at Tidehverv er den eneste markante kritiker af modernitet. (...) Det er et opgør mod (...) hele parnasset af de førende kulturkristne” (jævnfør Kristeligt Dagblad den 30. juli).

Den opfattelse er efter min mening helt forkert, da Kjærhus hermed overser Danmarks absolut førende og mest realistiske modernitetskritiker, nemlig professor Hans-Jørgen Schanz. Trods sin bevægelse væk fra universitetsmarxismen i 1970'erne har han fastholdt sin skarpsindige evne til at sætte teorier og tænkemåder på plads, der hvor de har gyldighed.

I en berømt bog fra 1973 kaldte han det for teoriens ”omfangslogiske status”. Det perspektiv har han aktualiseret i bogen ”Modernitet og religion” fra 2008. Det lykkes ham der at sætte modernisternes tænkning på plads og dermed give plads til religionerne der, hvor disse kan have gyldighed.

I stedet for Tidehvervs nostalgiske modernitetskritik baner Schanz vejen for en nøgtern og fremadrettet kritik, der samtidig sætter den nye ateisme på plads.

Steen Marqvard Rasmussen, sociolog, Lyngsvinget 11, Tilst