JAN LINDHARDT mener i sin klumme, "Kirkeligt set", fredag den 26. november, at det er udtryk for fantasiløshed, når man vil lukke kirker i København. I stedet skal vi tænke stort og arrangere gadefester over de kirkelige højtider.
LÆS OGSÅ: Fantasiløse kirkelukninger
Det er muligvis også et udtryk for min fantasiløshed, men jeg vil alligevel nævne, at befolkningstallet (altså ikke medlemstallet) i København er gået ned med 297.000 siden 1950?erne, og at der desuden er sket ændringer i befolkningssammensætningen der betyder, at selv uden udmeldelser og vigende dåbsprocent ville der være cirka 400.000 færre folkekirkemedlemmer, end der var i 1950?erne.
I den tid er der lukket to kirker (Christiansborg Slotskirke og Sjælør Kirke). Jamen pastoraterne er jo på 5000 i snit. Jo tak, men otte pastorater har under 2000 medlemmer, og flere af pastoraterne har to kirker, to af dem endda tre kirker i brug. Antallet af kirker er altså betydeligt større end antallet af pastorater.
Og så er de meget skævt fordelt. På Vesterbro er der således otte kirker til 22.000 medlemmer. Jeg synes, det er fantasiløst at fortsætte, som om alt var uforandret. Og hvor skal vi få pengene fra til alle de fantasifulde initiativer?
Højere kirkeskat, foreslås det. Igen kommer min fantasi til kort. Jeg kan nemlig ikke forestille mig, at man vil acceptere en væsentlig stigning i kirkeskatten, når vi samtidig må fortælle at den skal gå til at finansiere, at alle kirker fortsat holdes i fuld sognekirkelig drift, også de steder, hvor personalet er større end menigheden.
I 2009 KOSTEDE det allerbilligste af de små sogne 2,3 milloner kroner i driftsudgifter (hvortil kommer præsteløn og anlægsudgifter), og typisk ligger driftsbudgettet på cirka tre millioner kroner pr. kirke. Det er immervæk en klat penge, hvis søndagsmenigheden kan tælles på én hånd. Er det overhovedet ansvarlig økonomiforvaltning at opretholde en sådan enhed år ud og år ind?
For at kunne tænke stort må der frigøres ressourcer, hvad enten der skal laves gadefester eller satses massivt på at opbygge relationer til de "passive medlemmer af foreningen", når nu undersøgelser i vore nabolande viser, at den mest afgørende enkeltfaktor for et positivt forhold til tro og kirke er netop relationer, ikke gudstjenesteantal.
KIRKELUKNING er ikke udtryk for, at aktivitetsniveauet daler, men derimod for en bevidsthed om, at folkekirken skal være til stede på andre måder end som et sted, hvor der er gudstjeneste søndag formiddag, og det kræver, at der kan flyttes ressourcer.
Og jeg kan i øvrigt hilse fra stiftsrådet og sige til alle de velmenende kommentatorer til den københavnske situation, at vi hellere end gerne vil tale om indhold i stedet for strukturer, men det forudsætter, at der hos de besluttende myndigheder er vilje til at støtte de nødvendige strukturændringer.
Som det er for tiden, betyder en uhensigtsmæssig sognestruktur i København, at ressourcerne bindes til at opretholde et gudstjenesteberedskab, som er dimensioneret til op mod en halv millon flere folkekirkemedlemmer, end vi har i dag.
Inge Lise Pedersen er formand for stiftsrådet i København og for Landsforeningen af Menighedsråd