DE FLESTE AF OS har oplevet bryllupper, hvor vi har tænkt: Hold da op, hvor skal der ofte meget til, for at bruden kan få sig en oplevelse som prinsesse for en dag. Stort udstyr, brudekaret eller limousine og meget mere.
Men at konfirmationerne nu om dage også har udviklet sig helt vildt, havde jeg i hvert fald ikke set komme for bare få år siden.
Da jeg blev konfirmeret i 1960, var vi alle pænt og diskret klædt i hvidt og sort. Vi blev kørt til og fra eller gik bare sammen med familien. Og der var gæster og gaver. Men ingen kontanter. Jeg fik bøger, en fin lædertaske, en rejsegrammofon, en sølvpapirkniv og endda lidt sølvbestik. Så det var såmænd ikke småting. Men uden nogen form for hysteri.
I dag skammer man sig nærmest, når man hører og ser, hvor meget postyret og hysteriet omkring en konfirmation er gejlet op og i mange tilfælde siges at koste familien op til eller mere end 100.000 kroner. Det kan alle da ikke have råd til.
Så bliver det let dem og os. Og for dem er det nok ikke sjovt at se på, at de mest opgejlede konfirmationsfester lader konfirmanderne hente i lange, hvide limousiner, hestevogne, veteranbiler, traktorer, sågar i en helikopter, når hysteriet tager helt overhånd.
Hvad har de gang i?
Hvem er det, der skal imponeres?
Er det forældrenes egne ambitioner, eller er det konfirmandernes, det handler om? Jeg bliver helt flov, når jeg oplever og hører om alt det postyr, der åbenbart skal til nu om dage, når man skal i kirken for selv at bekræfte den tro, som ens forældre tidligere har bekræftet for en ved dåben, dengang man ikke selv havde mæle, men måske sov eller kvitterede med skrig og skrål.
Jeg synes, det er direkte skamfuldt, at kirken skal lægge hus til disse festforestillinger, hvor de små piger er klædt ud som små brude og mange gange bliver behandlet som sådan. Hvor de er i kjoler, der ofte tangerer brudekjoler, og hvor håret til lejligheden er sat af en professionel frisør. Alt det unge, umiddelbare, pigede og uskyldige går helt tabt, når det ender i en festforestilling med rullende filmkameraer og store limousiner.
DET UNDRER MIG MEGET, at kirken de fleste steder er gået med på udviklingen uden at sætte grænser og sige stop, hertil og ikke længere.
Dog har vi i medierne i dette forår oplevet mindst én præst sætte grænser og bede sig fri for alt det gøgl og cirkus på kirkens grund. Mindst én. Bravo for det! For midt i al gøglet glemmer man jo helt, hvad det egentlig burde handle om, og man skræmmer dem væk, der ikke er med og ikke har råd til at være med. Måske fravælger flere familier direkte konfirmationen på denne baggrund, fordi de ikke har råd til at leve op til det niveau, mange af de andre lægger. Og det er jo helt tosset.
Jeg vil naturligt forvente, at kirkernes menighedsråd, præster, provster og til sidst biskopper snart begynder at forholde sig til den udvikling, de i løbet af kort tid er blevet taget som gidsler i. Hvorfor sætter man ikke nogle klare grænser? Hvorfor tillader man at se en meget lang, hvid newyorker-limousine holde foran Odense Domkirke for at hente en ung konfirmandinde, som jeg så det på tv?
Hvorfor siger man ikke fra starten, at her drejer det sig om en kirkelig handling, om tro og bekræftelse af troen og ikke om cirkus og gøgl? Man kunne jo starte med at tage emnet op, når de kommende konfirmander sammen med deres forældre møder til introduktion og indskrivning til konfirmation. Så kunne man tage tyren ved hornene straks fra starten og bede folk være med til at nedtone i respekt for det, det egentlig handler om.
Ikke at man ikke må fejre konfirmanderne, men så gør det derhjemme og ikke på den hysteriske vis på kirkens grund. De unge glemmer jo helt det egentlige indhold, når hele forestillingen pakkes ind i så meget glimmer og glamour.
De skal såmænd hurtigt nok få lov at blive brude og halvdelen af dem blive skilt igen. Kan de ikke få lov at være store børn på 14 og 15 år, så længe de er det? Og kunne man ikke også nivellere pengegavestrømmen lidt rimeligere?
Så længe konfirmationerne afvikles, som de nu om dage gør mange steder, så vender jeg mig frustreret bort med en dårlig smag i munden og venter kun på meget snarlig kirkelig nedtoning af al den ydre festivitas og offentlige fremvisning af økonomisk formåen lige midt foran kirkens dør.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen