Af og til kan man opleve glæden ved at få en ny bog i hånden - uforberedt, men læsningen opleves som den pludselige erfaring af ny indsigt. Man er blevet klogere.
Sådan er det gået mig her for nylig. Endda med hele to bøger. Først fik jeg en bog, ”Fagre flydende verden”, af den polsk-engelske sociolog Zygmunt Baumann, den nu 89-årige tænker, der hører til Europas fremmeste.
Og minsandten, nogle dage efter kom der med posten en bog af den tidligere i 2013 afdøde Askov-forstander Hans Henningsen. Et manuskript af hans hånd fra 1979, der aldrig har været udgivet. ”Det abstrakte samfund” hedder den.
Baumann har jeg aldrig mødt, men Hans Henningsen førte jeg mange kampe med, for vi var allierede i uddannelsesdebatten, dengang vi begge var med i det nu hedengangne Seminarieråd. Vi var netop som oftest enige, men havde det også morsomt sammen, og det skal man have, hvis man skal udrette noget.
Med de mange års afstand minder de to bøger stærkt om hinanden. De diagnosticerer hver på sin måde det moderne samfund, ”den flydende modernitet” kalder Baumann det, og Hans Henningsen beskriver, hvordan den moderne historie har været en fortælling om frigørelse, en frigørelse fra tvang og ufrihed.
Forældre og lærere slår ikke længere børnene. Man bliver sjældent undertrykt på sin arbejdsplads, og i hvert fald i vores kultur kan man komme ud af et ægteskab, der måske har betydet netop undertrykkelse og ufrihed.
Spørgsmålet er imidlertid, om denne frigørelsesproces har gjort os ufrie på en anden måde. Om vi - i og med den udbredte historieløshed - har mistet nødvendige orienteringspunkter for vor forståelse og handlen, og at vi dermed er endt i en flydende, grænseløs virkelighed og et abstrakt samfund?
Det grænseløse? Jo, der ligger en fascination i dette fænomen. En verden, hvor grænser ikke er af betydning. Hvor vi uden problemer overskrider dem på vej mod nye oplevelser. Med et skrækkeligt ord - ”oplevelsesøkonomer”- er vi på den måde alle.
Medmindre der er nogle, vi helst ikke vil have inden for vore grænser, så beder vi om grænser og spærrebomme igen. Helt ind i vort eget samfund, hvor en hash-psykotisk terrorist tages som repræsentant for en hel befolkningsgruppe. Da er den åndelige grænseløshed/virkelighed blevet en belastning for os alle.
På Jesu tid var alt anderledes. Der var ikke tale om grænseløshed. Der rådede uoverstigelige grænser mellem mennesker. Mellem jøden og samaritaneren, og mellem jøden og hans land og hedningelandet. For slet ikke at tale om grænsen mellem mænd og kvinder.
Så kommer denne Jesus fra Nazaret, som bryder alle grænserne ned. Som gør den barmhjertige samaritaner til et forbillede. Som lader kvinderne være lige med de disciple, der følger ham. Igen og igen overskrider han grænsen til selve gudløshedens verden. Der, hvor man er i det ondes vold, hvor dæmonerne regerer.
Når vi hører om det og om ham, så er historien blevet andet og mere end historier fra et fjernt land og en fjern tid. Så handler den - også - om mennesker af i dag. Om dem, der er udenfor. Dem har vi mange af i de store byer, i København og Aarhus, i Odense og Aalborg, men givetvis også - mindre synlige - i de mindre.
Jeg er formand for Rådet for socialt udsatte i Aarhus Kommune. Jeg har derigennem fået syn for sagen. De er her, dem, der er udenfor, de er mange, og de er virkelig udsatte, de prostituerede fra Afrika, rumæneren, der kom hertil i håbet om at få et arbejde og nu overlever med kriminalitet, stiknarkomanen, der jager af sted - legalt og illegalt - for at skaffe penge til det næste fix. Grønlænderne på byens pladser med vodkaflaskerne. De er der - bag håbløshedens uoverstigelige grænser.
Og så i mødet med dem er det, at Jesus giver sig. Det er Det Nye Testamente fyldt med eksempler på. Pludselig er der hos ham slet ikke plads til den Gud, der er garant for vort eget, vor egen livsform, vort eget land, moral og kultur.
Her er der så hos Jesus det gudsbillede, der bryder alle vore grænser ned, ja, som går ud over sine egne grænser - for i intetheden at være det eneste håb.
Tage Skou-Hansen taler i et essay om, at hvis kristendommen kan bruges til noget, så er det som ”et værn imod indbildskhed og illusioner om vores fuldkommengørelse - og tillige et værn mod den håbløshed, som overfalder os, når vi ikke kan få det, som vi helst vil”.
Den flydende modernitet og det abstrakte samfund, det grænseløse som en byrde. At vi ikke har sans for, at noget standser os.
Hvem standsede så Jesus? Et menneske i nød! I mødet med hende eller ham forsvinder det abstrakte og flydende. Det ved vi godt, og vi ved også fra evangeliet, at det er meningen med det, at vi skal lade os standse af vor næste.
Men husk: Et menneske skal du være. Fra egne veje at kunne vige, en broders ansigt
ved mødet kende - det er på jorden min Faders rige. (fra K.L. Aastrups salme ”Bethesdas søjlernes buegange).
I en af de to bøger, jeg begyndte med at nævne, siger Hans Henningsen, at i dag er knapheden på livsmening måske lige så stor som knapheden på råstoffer og energi. Og vi jager rundt for at finde mening i spiritualitet og mindfulness og alskens tøjeri, medens de fornedrede blot beder om et medmenneske.
Med Kingos gamle - flere hundredårige formulering:
Om jeg, o Jesus, og skal stå/forladt, forhadt, med korset på,/ ja venneløs blandt rov og ran,/ send et Guds barn, som tar mig an!
Det er dog det, og det alene, der er kristendommens tale, og kirkens nødvendige korrektiv til den flydende modernitet og det abstrakte samfund.
Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen