FALDENDE MEDLEMSTAL. Faldende dåbstal. Kirkelukninger i København og nu også snart på landet ude i de små sogne. Hvad gør vi? Vi gør lidt af hvert. Samlet sagt, så sælger vi ud. Sætter kirkebygningerne til salg. Eller også sælger vi ud af kirkens traditionsgods for om muligt at beholde skindet på næsen lidt endnu.
Kirkelige vielser i det fri er for et par år siden blevet biskoppeligt velsignet som mulighed for folkekirkebryllupper. Nu er tiden så, forudsigeligt nok, kommet til også at få dåben ud af kirken. Biskopperne slår foreløbigt bremsen i, men den skal nok bare lige modnes. Det er såmænd heller ikke så forfærdeligt mange år siden, at rigtig mange dåb fandt sted uden for kirken rundt i hjemmene.
Vil folket ikke komme til kirken, så må kirken vel komme til folket? Kirken er bygget af levende stene, ved vi med gode gamle Grundtvig, og såmænd også med vor Herre selv, som siger, at hvor bare to eller tre forsamles i hans navn, vil han selv være til stede.
Kirken er i grunden slet ikke stenbygningen, men det vi gør derinde og får del i derinde. Og ud skal det jo. Det er meningen med det hele. Kristendommen er til for hverdagslivets skyld. Så hvorfor så ikke bare også få så mange kirkelige handlinger som muligt ud af kirkens rum?
Fordi det, der så sker, ikke bare ligner, men er et rent udsalg af dyrebart traditionsgods. Ikke i nogen særlig grad den kirkelige handlings, her vielsens og dåbens, indhold. Men et bedrøveligt udsalg af den del af det dyrebare kirkegods, der består i hele den tradition, oparbejdet gennem de mange århundreder, at når livet bliver for stort til, at det kan være derhjemme, så går vi i kirke. Så må vi som normaldanskere, selv den dag i dag, op i kirken i det rum, som på alle måder, ikke mindst i overført betydning, er bygget større end alle vores øvrige og egne private rum. Stedet har betydning. Stedet er koblet til handlingen. Skibet er ladet med“ det er kirkeskibet også: ladet med betydning.
DET ER MEGET MULIGT, at kristendommens institutionalisering er en nødløsning, men det er i så fald en nødvendig nødløsning. Uden kirken som institution og bygning tillige var kristendommen som evangelium i ordets og fortællingens form uden tvivl fuset ud af kulturen for længst. Samtidig er kirken, og i særlig tydelig grad de tusinde middelalderkirker spredt ud over hele landet, vores eneste virkelige fælleshus på tværs af generationer, epoker og grænser af så mange slags. Dét er mageløst og et helt uvurderligt gode, som ikke må drysses og sjuskes væk.
Nu er vi folkekirkekulturelt endelig kommet derhen, hvor folk med massiv tilslutning møder op i kirken til de kirkelige handlinger: dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Hvorfor i alverden skal vi så netop nu fra kirkelig side begynde at ryste på hånden og se mulige løsninger for fastholdelse af kirkelighed, i en uafvendelig og stærkt sekulariseret kultur som vores, ved at rykke kirkeligheden ud af kirken?
Privatiseringen kender ingen grænser. Vi etablerer det løbende med vores hovedtelefoner og private mobilsnak alle vide vegne. Det er i grunden det samme, vi gør, når vi vil giftes og døbes ved fjord og sø på det private yndlingssted.
Men kirkelige handlinger har godt af at blive gjort sammen i det fælles rum. Det er her, de virkelig hører hjemme.
Så gør vi sådan, når til kirke vi gå, og gør kirkelige handlinger til såvel eget som fælles bedste. Lad os for Guds skyld, og det vil som altid først og fremmest sige for vores egen skyld, blive ved med det.
Gudmund Rask Pedersen er sognepræst