I VIRKELIGHEDEN er det underligt med nytåret og al den ståhej, der er forbundet med det. For det er jo ikke andet end et datoskifte, som vi oplever 365 gange på et år, og jo, så et årsskifte, men dem har der jo også været ret så mange af, i hvert fald hvis man har levet så længe, som jeg har.
Hvorfor gør vi så alligevel så meget ud af det? Drikker champagne, skyder fyrværkeri af, hører Dronningen holde nytårstale, får god mad, laver lidt skæg i gaden og krammer hinanden med ønsket om et godt nytår.
Vi mennesker har brug for både at se tilbage og se fremad, og det er nytåret en kærkommen lejlighed til at gøre.
I nytåret indhentes vi af erindringen. Alle dem, man kan huske, men som ikke lever længere. Har vi det ikke sådan en nytårsaften, at man synes, de stadig er der, de sprællevende døde, som Benny Andersen udtrykker det i et digt?
Her hos os spiser vi bestemt ikke det samme, som vi gjorde i mit barndomshjem. Det var i Sønderjylland, og da fik vi grønlangkål og hamburgerryg og pølser og øl og snaps, og vi sang til bords, hvad vi ellers aldrig gjorde til daglig, men juleaften og nytårsaften gjorde vi det.
I min familie spiser vi nytårsaften noget ganske andet, men når min kone og jeg så sidder der med en god ven, så er det alligevel et eller andet sted en erindring, der indhenter mig, en erindring om en tryghed, barndommens tryghed.
Afløst blev den tryghed så for øvrigt af den videre aftens utryghed med ballade i den lille landsby, hvor jeg boede. Store blå kanonslag, der fik ens trommehinder til at vibrere i mange minutter, og chikane af en stakkels eneboer, der havde et lille gartneri, hvor det så var et højdepunkt af drengestreger, hvis hans drivhus kunne blive ødelagt.
Erindringen er nemlig også, at man husker svigt, for hvorfor gik jeg ikke imod de andre drenges hærværk, men blot stod på behørig afstand og nøjedes med at være forarget næste morgen i samklang med min forældres berettigede vrede over hærværk og forfølgelse af en, der var alt for let at forfølge, uden at det kostede noget for en selv?
Måske lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville være med næste år. For nytåret er jo også de gode forsætters tid. Sådan er det stadig. Hvem har ikke planer om at lægge smøgerne på hylden, spise sundere og dyrke mere motion?
Jeg har faktisk kun én gang mødte en anden holdning. Det var Broder Wandahl, der var min nabopræst i Vejlby-Risskov og sidenhen blev præst ved Aarhus Domkirke. Han sagde til mig ironisk-humoristisk i telefonen engang i 1970erne, hvor vi talte om nytårsforsætter: Det eneste, jeg er besluttet på, er at ryge lidt mere i det kommende år.
Det var helt befriende og berettiget over for dette pjattede at ville ændre sit liv fra en bestemt aften. Og et berettiget oprør mod frelsthed og puritanisme.
Men det var nu ikke en holdning, Wandahl var alene om. Søren Kierkegaard udtrykte det samme. Med et nytårsforsæt forholder det sig sådan, at det udtrykker en kamp, men en kamp med sig selv. Og derfor ender det som oftest uafgjort, man ender i reglen i de samme gamle uvaner, som man ellers så gerne vil lægge bag sig.
Det er han inde på i en opbyggelig tale, der netop hed Nytår, som han udgav, da han blev 30 år, den 5. maj 1843. Det havde han ikke regnet med, for han havde den fikse idé, at han ville dø forinden, så derfor følte han virkelig den morgen, at han fik livet igen. At det for ham virkelig var nytår.
Han indledte sin tale med en bøn, hvad han altid gjorde, når han udgav sine opbyggelige taler, en nytårsbøn, der i hvert fald ikke havde meget med maj måned at gøre. Atter er et Aar forløbet, himmelske Fader! Vi takker Dig for, at det blev lagt til Naadens Tid, og forfærdes ikke ved, at det ogsaa skal lægges til Regnskabets; thi vi fortrøster os jo til din Barmhjertighed.
Vi slæber også fortiden med os. Nederlagene, skylden og fortrydelsen er ikke sådan at glemme, ikke til at komme til livs. Og nytåret er ikke bare udtryk for fortrydelse og forventning. Det er også udtryk for en konstatering af tidens ubønhørlige gang. Man kan godt indimellem synes, at nu må tiden godt stå stille.
Man husker Martha Christensens lille fine roman, Dansen med Regitze. Mange har læst den og endnu flere har set Kasper Rostrups uforlignelige filmatisering af den. Et sted i romanen under den sommerfest, hvor den foregår kom barnebarnet hen til Regitzes mand, Karl Aage og satte sig på armlænet af hans stol og ødte nogle øjeblikke af sin ungdom på at lade et par fingre glide gennem hans hår. Og han ønsker som en tåbe at dette ville vare, at tiden ville blive stående lidt, så han kunne fastholde dette flygtige nu. Dette dyrebare almindelige nu.
Måske er det, hvad det i virkeligheden handler om, også i nytåret, helt og fuldt at være til stede i det dyrebare nu. I en fortrøstning til en barmhjertighed, der er mere betydningsfuld end årenes gang.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard