Af og til optræder der et sammenfald, som er tilfældigt, men som alligevel gør, at man gør sig overvejelser i forhold til en aktuel debat.
Således gik det mig, for da jeg for nogle uger siden dristede mig til at sætte spørgsmålstegn ved meningsfuldheden i traditionelle begreber som mission og omvendelse, og det i visse kredse udløste en større forargelse og ditto belæring fra blandt andre generalsekretæren i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, i hans bidrag til Kirkeligt set, thi netop en af de dage modtog jeg en bog om noget helt andet, og så alligevel!
LÆS OGSÅ: Jens Ole Christensen: Kjeld Holm er en cyklist uden cykel
Det var en artikelsamling af Hans Henningsen, som er udkommet kort efter hans død før jul. Jeg omtalte i min sidste klumme Henningsens udgivelse af artikler om pædagogik af Knud Hansen, som var en velgørende replik i tidens uddannelses- og dannelsesdebat. Og nu er Hans Henningsen udkommet med egne artikler. Er oplysningens tid forbi? hedder den.
Da jeg netop havde læst Jens Ole Christensen, havde jeg ingen problemer med at svare bejaende på bogtitlens spørgsmål. Ifølge Jens Ole Christensen er det eneste fornødne omvendelse. Og hvis eller når den finder sted, er alt godt. Så kan han og hans meningsfæller leve glade videre i deres verdensløse frelsthed.
Nu skal jeg ikke begive mig ind i en masse polemik, ej heller i en debat, for den fører alligevel ingen steder hen. Måske havde P.G. Lindhardt ret, når han for mange, mange år siden i en radiodiskussion med Indre Missions daværende generalsekretær lakonisk udbrød, der er ikke tale om to forskellige tolkninger, der er tale om to religioner!. Jeg ved ikke, om jeg vil formulere mig så radikalt, men et gran af sandhed var der i Lindhardts skarpe replik.
Vi kan trods alt stå i den samme kirke endnu da! Forudsætningen er, at vi hver især under hinanden friheden til at være dér med vore forskellige og indimellem modsatte holdninger. Og da er det ved at knibe.
LÆS OGSÅ: Biskopper støtter Kjeld Holm i omvendelsesdebat
Men tilbage til Hans Henningsen og hans bog. I sit forord til bogen skriver Leo Komischke-Konnerup, at det var Henningsens anliggende at tale om det menneskeliv, der er forankret i frihed og folkelighed. Sådan var det, fordi Henningsen var rundet af traditionen fra K.E. Løgstrup, Knud Hansen og Kaj Thaning.
Mennesker, der netop satte et begreb som livsoplysning foran et begreb som omvendelse. Livsoplysning i den bredeste betydning. Som oplysning og samtale om menneskelivets vilkår. Den handlede om skæbne, skyld og død, men den handlede også om menneskelige muligheder for fællesskab og håb. Den handlede ikke mindst om, hvad vi skylder os selv, og om hvad vi får skænket, og her var og er der virkelig tale om en værdikamp, der er af betydning.
I denne livsoplysning er kirken deltager, hvis den vil. I dialog med alle de andre, med ateister, udskældte relativister, foragtede kulturradikale og andre åbenbart i manges øjne generende andre religioner. Og ikke mindst med det sekulære samfund.
Grundtvig formulerede det næsten programmatisk med formuleringen, menneske først kristen så og sluttede sit store digt med denne titel med ordene: Er kristendommen da sandheds sag / om kristen ej han er i dag / han bliver det i morgen. Han skulle ikke omvende, men oplyse om menneskelivet. Og så lade Gud om resten.
Livsoplysning kender ikke på forhånd alle svarene. Som det er gengivet i de replikker, der er rettet mod min holdning, er det netop det, omvendelsen gør. Her er svarene forudsætningen og ikke konklusionen på en dialog. Modsat min holdning, hvor det er tilværelsen selv med alle dens indre og ydre modsætninger, der afgør, om man kan finde en vej også i retning mod det guddommelige.
Eller det kan også formuleres med den kendte historie om den graffiti, hvor der stod Jesus er svaret. Næste dag stod der nedenunder men hvad er spørgsmålet?. For mig er det i dette vedføjede spørgsmål, at evangeliet er nærværende.
I den sammenhæng forekommer det mig vigtigt at fremhæve, at det er beklageligt, at den teologiske og kirkelige debat åbenbart lider af et kollektivt hukommelsestab. Det er det, Henningsens bog råder en smule bod på.
Men det er underligt, at såvel Knud Hansen som Kaj Thaning nærmest er gået i glemmebogen. Deres insisteren på en sammenhæng mellem det folkelige og det kirkelige og på livsoplysning som evangeliets forudsætning. Som Thaning skriver: Livet mellem fødsel og død er forudsætningen for, at evangeliets tale om frelse overhovedet kan give mening. Det er jo menneskelivet, der oprejses. Og det er denne oprejsning, som livsoplysningen efterspørger, hvilket var og er mit anliggende.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard
