”Den mægtige Georg Brandes”, som ”opdagede Nietzsche” og ”revitaliserede Kierkegaard”. Disse er blot nogle få eksempler fra Kristeligt Dagblads ”introduktion” til Georg Brandes i avisens nye serie ”Fra Brandes til Bukdahl” den 12. september.
Et bedre ord end ”introduktion” ville dog være slet og ret at kalde det en lobhudling. For problemet med denne ”introduktion” er, at den efterlader den kritiske og Brandes-interesserede læser med det indtryk, at avisens skribent ikke har læst Brandes, i hvert fald ikke særlig grundigt, dels ikke kender noget til de diskussioner, der omgærder hans forfatterskab.
Det første er faktisk en skam, for Brandes er en stor agitator og i den forstand en stor stilist, og det er ærgerligt, at han i dag blot er et navn, som alle kender, men som ingen læser.
Det andet er også en skam, for det betyder, at avisen viderekolporterer de samme evindelige klichéer, som offentligheden har skullet lægge ører til i over 100 år.
Det mest graverende først: Skribenten begræder, at Brandes aldrig fik det professorat, som han ”tydeligvis var mere end kvalificeret til”. Det professorat, der refereres til, er det prestigiøse professorat i æstetik, som nu er nedlagt, men som i 1800-tallet først beklædtes af Oehlenschläger og siden Carsten Hauch.
Ved sidstnævntes dødsleje mente mange, at Brandes burde overtage stolen, men det gjorde i stedet Julius Paludan, forfatteren Jacob Paludans far. Det var imidlertid fuldstændig berettiget, at professoratet ikke gik til Brandes. For Georg Brandes var en notorisk overfladisk skribent og overhovedet ikke, hvad man dengang eller nu forbinder med videnskabelig.
Det er således almindeligt kendt, at hele Brandes' kritiske metode og vue i det tidlige forfatterskab var stjålet fra H. Taines skrifter over den engelske litteraturhistorie i en sådan grad, at ”lånt” ikke er en passende eufemisme.
For det andet er det almindeligt kendt, at Brandes direkte overtog mange af sine ”originale” idéer fra den franske litterat Sainte-Beuve. Den slags er muligvis acceptabelt for en avisskribent, men det egner sig ikke for en professor.
For det tredje er det almindeligt kendt (og var det også i Brandes' levetid), at Brandes ofte forlod sig på andres referater af de værker, han behandlede i sine kritiske bøger.
For det fjerde er det ligeledes en almindelig dom, at værdien af Brandes' biografiske værker fra den sene del af forfatterskabet som biografiske værker er lig nul. Til gengæld er de en rig kilde til Brandes' egen mærkværdige og dubiøse overmenneskedyrkelse.
Og man kunne blive ved, for avisens introduktion er én lang ophobning af klichéer. Som litteraturinteresseret læser af Kristeligt Dagblad synes jeg, det er en hån, at man skal trækkes igennem et så inkompetent famleri som introduktion til en kritiker, som unægtelig har haft en stor betydning for dansk åndsliv, og som stadig har det i dag.
Martin Ravn, cand.theol., ph.d.-stipendiat, Kærvej 20, Blovstrød, Allerød