Det var en broget buket holdninger, som Birthe Rønn Hornbech havde bundet sammen i sin kronik den 2. maj i Kristeligt Dagblad om koranlæsning i folkekirken.
På den ene side slår Birthe Rønn Hornbech fast, at det er både i strid med præsteløftet og bekendelsesgrundlaget og præsternes forpligtelser efter tjenestemandslovgivningen at sammenblande religionerne under en kristen gudstjeneste og de kirkelige handlinger.
Samtidig understreger Birthe Rønn Hornbech dog, at kirken skal være åben og præsterne udvise skønsomhed. Dette indebærer ifølge Birthe Rønn Hornbech, at præsten for eksempel ved juleafslutninger skal forsøge at føre skolefællesskabet ind i kirken, så alle kan være med.
Folkekirken må nemlig ikke være så ekskluderende, at der aldrig i margin af en gudstjeneste eller kirkelig handling kan gives plads til et ord fra en anden religion med den konsekvens, at mennesker med anden religion forvises fra kirken og dermed aldrig kommer under evangeliets tiltale.
Dette rejser en tilsvarende broget buket af spørgsmål:
Mener Birthe Rønn Hornbech virkelig, at præsten bør imødekomme et krav eller ønske om oplæsning af et ord fra en anden religion af frygt for, at den anden ellers vil føle sig forvist fra kirken?
Kan man mon komme under evangeliets tiltale, hvis man betinger sig, at en selv eller ens egen tradition eller religion skal blive hørt?
Hvad er i grunden margin af en gudstjeneste?
Hvis der gives plads til et ord fra en anden religion, hvad skal eller må det ord i givet fald så sige eller udtrykke? Må det for eksempel indeholde en afvisning af evangeliet?
Og hvad med den øvrige menighed? Hvordan sikrer man sig, at den ikke føler sig forvist?
Der er i denne debat skrevet og sagt meget til forsvar for skønsomhed, venlighed, tolerance, imødekommenhed over for anderledes troende, herunder i særlig grad muslimerne.
Men hvad med ateisterne? Skal der så ikke også være plads til dem?
Og endelig: Hvis man som muslim sender sine børn i kirke, fordi man har fået at vide, at der er plads til mennesker med anden religion, og de så bliver mødt (dem) med evangeliets tiltale – har man så ikke inviteret dem ind under falske forudsætninger? Og gør præsten sig så ikke skyld i en løgn?
Til slut det vigtigste spørgsmål: Hvor i evangelierne eller Det Nye Testamente hører man om denne skønsomhed og tolerance? Jesus taler jo ellers om, at vi skal vogte os for farisæernes surdej, og han kalder disciplene for jordens salt, som ikke må miste sin kraft.
Endelig skriver apostlen Johannes: ”Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger”. (2. Johannes 9-11).
Er det bare frygtsomme, uvenlige og meningsløse ord, som ikke hører hjemme i vores multireligiøse virkelighed?
Steen Skovsgaard er biskop over Lolland-Falsters Stift