Sørine Gotfredsen er en bedre debattør end teolog

Med sin fremturen kan Sørine Gotfredsen sikkert styrke sin position som debattør. Som teolog og præst bør hun sætte andre krav til sig selv, når debatten handler om kirke og kristendom, skriver Hans Raun Iversen. Foto: Brian Rasmussen

Når menigheder i særlige situationer lader tekster fra Koranen komme til orde i kirken, skyldes det ikke ”tankeløst medløb”, men just et forsøg på at forvalte folkekirkens lutherske mandat som det store trossamfund i Danmark og som en kristen kirke i mission, skriver Hans Raun Iversen

Sørine Gotfredsen har mange talenter. Én af dem er at udtale sig med skråsikker bedreviden om ting, hun ikke ved noget om. En anden er at pådutte andre en besynderlig blanding af tankeløshed og dårlige hensigter, så enhver kan se, at det er Gotfredsen, der har ret.

Det er disse to greb, hun udfolder i sin suggererende ”refleksion” over, hvad hun kalder ”Koranens indtog i folkekirken” i Kristeligt Dagblad den 4. marts.

Der er særligt to grunde til, at det på rette tid og sted kan være relevant at citere fredelige dele af Koranen i folkekirken. Den ene er, at folkekirken som den gamle og ubetinget største kirke i landet har en særlig opgave i at være vært for alle slags mennesker i Danmark.

Kirken stiller nemlig op, når samfundet, for eksempel statsministeren, kalder. Det gælder ikke blot ved Folketingets åbning, men hver gang en større ulykke har ramt os alle. Her kan repræsentanter fra andre trossamfund indbydes til at medvirke og eventuelt bidrage med et indlæg.

Af samme grund sker det også ofte ved den tv-transmitterede gudstjeneste nytårsaften, hvor der er særlig grund til at fejre og opfordre til fredelig sameksistens mellem alle borgere i landet.

På samme måde kan det være relevant at lade korantekster komme til orde i lokale fællesarrangementer for muslimer og kristne. Om det sker i kirkerummet eller i et andet lokale, er ikke afgørende i en luthersk kirke.

Den anden grund er, at folkekirken er en kirke i mission. Mange præster og menigheder er optaget af at åbne det kristne evangelium for muslimer her i landet.

Millioner af muslimer verden over, og også nogle i Danmark, er kommet til tro på Jesus som Guds søn, fordi de har været indfanget af Koranens billede af Jesus som profet. Derfor er Koranen for disse kristne på sin vis i Det Gamle Testamentes sted. Det styrker deres tro på Jesus som Kristus, at de kan få lov til fortsat at bruge de dele af Koranen, der førte dem til kristendommen.

Mange muslimer, der er blevet kristne, er gået gennem et totalt opgør med islam. For dem er det som regel ikke positivt at høre på tekster fra Koranen. Men muslimer, der er blevet kristne – eller er på vej til at blive det – er forskellige, akkurat som vi andre er det.

I en luthersk kirke er der frihed. Alt er tilladt, men det er ikke alt, der styrker troen på Jesus Kristus. Derfor skal vi prøve alt og holde fast ved det gode, for nu at sige det med Paulus.

Når menigheder og præster i særlige situationer – og som bekendt ikke ved almindelige højmesser – lader tekster fra Koranen komme til orde, skyldes det ikke ”tankeløst medløb”, men just forsøg på at forvalte folkekirkens lutherske mandat som det store trossamfund i Danmark og som en kristen kirke i mission.

Hvis jeg eller andre kristne finder opbyggelse i at høre en tekst fra Koranen sammen med vore muslimske naboer, så har vi lige så meget ret til det, som Gotfredsen har til at lade være.

Hvorfor siger Gotfredsen ikke et ord om det? Enten fordi hun virkelig er så uvidende, som hun fremturer, eller fordi hun har så travlt med at nedgøre dem, hun ikke kan lide, at hun frit pådutter dem alskens tåbelighed, motiver og tankeløshed.

Med sin fremturen kan hun sikkert styrke sin position som debattør. Som teolog og præst bør hun sætte andre krav til sig selv, når debatten handler om kirke og kristendom.

Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet