kort sagt

kort sagt
Foto: Iris.

Lars Løkkes chauffører

KAJ MØLDRUP CHRISTENSEN Fuglebakken 10, Stevnstrup

Anmeldere har kritiseret, at den nye bog om Lars Løkke Rasmussen, ”LLR”, byder på for få afsløringer i forhold til forventningerne.

Men den afdækker dog, at Venstres formand ikke kun kørte med privatchauffør døgnet rundt, men han kørte dem så hårdt, at de gik ned med stress.

En af de private chauffører blev slidt ned af presset, så han efter kun seks måneders arbejde med arbejdsuger på op til 80 timer måtte lade sig indlægge på Psykiatrisk Center Hvidovre med et sammenbrud.

I bogen beskrives, at chaufføren ofte afleverede Løkke ved midnat i Græsted og skulle op igen klokken seks for at hente ham, selvom arbejdstidsreglerne kræver 11 timers hvile i døgnet. En anden chauffør arbejdede 16 dage i træk i mere end 11 timer om dagen i gennemsnit, hvilket er et brud på arbejdsmiljøloven. Sammenlagt løb det op i 183 timer, så han ved månedens udgang havde 225 timers overarbejde.

”Jeg vil kalde det regulært svineri.” sådan lød reaktionen fra John Dybart, formand for Serviceforbundet, som blandt andet er fagforbund for landets privatchauffører. Oven i Løkkes elendige behandling af chaufførerne skal lægges, at den forhenværende statsminister ifølge John Dybart tilmed har gjort sig skyldig i underbetaling. Beregninger viser, at chaufføren har fået omkring 15.000 kroner for lidt om måneden i form af lavere grundløn og pension samt manglende overarbejdsbetaling.

Helt grotesk bliver det senere, da Lars Løkke Rasmussen skifter chauffør endnu en gang, og Venstre stiller en Skoda Superb til rådighed for formanden. Ved samme lejlighed sørger partiet for, at han ikke bliver beskattet af bilen. Nej det må den nye chauffør klare - med et træk i lønnen.