kort sagt

kort sagt
Foto: Iris.

Læger er ikke bedst til dødssamtaler

Verner Gorridsen læge, Teglgade 56, Ans

Lørdag den 24. januar er der i relation til artiklen ”Ældre skal tilbydes samtaler om døden” fremsat forslag om, at det kunne praktiseres ved for eksempel en samtale med praktiserende læge.

Det er vældig pænt igen at se læger foreslået som samtalepartner til ”eksistentielle” spørgsmål. Men sagt forsigtigt: Jeg tror afgjort ikke, at lægestanden a priori er gearet til dette. Med risiko for at blive upopulær i ”branchen” er der ligesom en tendens til, at standen er for merkantilt indstillet til at varetage sligt på det foreslåede plan.

Detaljen om genoplivning kunne forekomme at være aktuel i det regi. Jeg vil også dér tillade mig lidt tvivl. Naturligvis er der læger, der vil kunne forvalte ”hele pakken”. Men ikke grundet hans medicinske tilsnit. Både præster og psykologer er sikkert mindst lige så aktuelle.

Tungen kan sætte verden i brand

Laurids Gravesen Tarpvej 7, Ølgod

Mordet på tegnerne i Paris var forfærdeligt, men har vi ikke selv noget af skylden? Muslimer har det forfærdeligt, når der hånes og gøres grin med Allah, og jeg har det ligesådan, når der gøres grin med Kristus, Gud og Helligånden!

Det er på den måde, krig opstår, ved at man håner og griner ad hinanden. Tungen er en ild, som kan sætte verden i brand!

Tænk på, hvad Kurt Westergaard har kostet danske bønder og industri, og kristne, der bor blandt muslimer! Og så sættes politi til at beskytte tegnere. Pengene, det koster, kunne være brugt til de fattige og pædagoger!