kort sagt

kort sagt
Foto: Iris.

Darwinisme

KARSTEN BREJL pensioneret lærer, Lærkevej 17, Løgumkloster

Lederartiklen i Kristeligt Dagblad den 25. februar stiller tingene på hovedet. Som om det er de videnskabelige teorier, der er det givne, og virkeligheden, som så har svært ved at tilpasse sig. Er det nu så sikkert, at det er de troende der tager fejl? Og de, der tror på evolutionsteorierne der er de saglige?

Hvorfor ser man bort fra alle de beviser, som videnskaben leverer, der modbeviser Darwins teorier? Er det, fordi man ikke vil acceptere, at der er en Gud, som mennesket skal stå til regnskab over for?

Problemet er, at man har gjort darwinismen til en religion, og i sidste ende er det den gamle fristelse: Mennesket vil selv være Gud - og ikke bare kende, hvad der er godt og ondt, men selv bestemme, hvad der er godt, og hvad der er ondt.

Blasfemi og flaget

JESPER LARSEN cand.mag., Farumvej 137a, Farum

Selvom jeg normalt anser mig selv som et endog meget tolerant og et i hvert tilfælde forholdsvis anstændigt menneske, så kan jeg ikke lade være med at græmmes noget så grusomt over, at så utidigt og altid uden undtagelse polemisk og demagogisk et sammenrend af ubehagelige opportunister snart er et af danmarks største partier, men lad nu det ligge.

Jeg vil imidlertid gerne have lov til at minde hr. Skaarup fra Dansk Folkeparti om, at netop DF, på nøjagtig samme tid som den såkaldte Muhammed-krise, i Folketinget stillede et lovforslag om at gøre enhver form for misbrug af Dannebrog til en kriminel handling.

Nu holder jeg selv rigtigt meget af vores højt elskede nationale symbol og flager derfor aldrig for fanden, ligesom jeg altid er meget påpasselig med aldrig at lade flaget røre jorden, og endelig folder jeg det, som det sig hør og bør, når jeg alstå ikke lige folder det ud ved enhver given anledning.

Imidlertid understreger dette eksempel så rigeligt rigtigheden af min lidet flatterende indledning til denne kommentar. DF besidder ganske enkelt altid en helt enorm moral, i en sådan udstrækning, at der altid er tale om udtalt hykleri og dobbeltmoral! DF taler som slangen i Paradis altid med spaltet tunge, for hvor blev lige vores ytringsfrihed og såkaldte frihedsrettigheder af i netop denne sammenhæng, hvor man ellers i ytringsfrihedens hellige navn til hver en tid måtte håne og nedgøre både hvad og hvem som helst?

Personlig frihed

KARL AAGE BAARSTRØM konsulent, cand.pæd. , Skellerupvej 41, Silkeborg

Frihedsbegrebet debatteres heftigt for tiden. Selv Grundlovens formuleringer om ytrings- og forsamlingsfrihed citeres i baggrundsartikler og benyttes til at forsvare den enkeltes ret til at ytre sig om hvad som helst, når som helst. Den enkeltes personlige frihed er imidlertid begrænset af det faktum, at man også skal respektere alle mulige andres personlige frihed. Man har billedligt talt ikke frihed til at tage andres frihed. For at dette kan lade sig gøre, har vi i et demokratisk samfund spilleregler, der omfatter respekt for andre meninger og synspunkter end vores egne.

Man kan i den forståelse sige, at vores personlige frihed er bundet af respekten for, at alle andre også har den samme frihed. En sådan overordnet forståelse af den personlige frihed kunne måske fjerne de mest skingre udsagn til gavn for debatten.