Kort sagt

Kort sagt
Foto: Iris.

Mosten er tålt til den store guldmedalje

Kristian Ditlev Jensen forfatter

Sven Ove Pedersen skrev i et debatindlæg i torsdags i Kristeligt Dagblad, at blasfemiparagraffen er under pres. Yahya Hassan skulle i den forbindelse, forstår man, have vist, at sociologen Henrik Dahl og undertegnede ”ikke kan tåle mosten” i en Facebook-debat.

Det er mildt sagt misvisende, al den stund vi begge har reageret med høflighed - uagtet at vi begge har været udsat for noget, en advokat i et radioprogram siden har kaldt injurier.

Det ville faktisk også have været misvisende, hvis vi reelt havde reageret knap så positivt, for man må jo gerne forsvare sig. Men det ville faktisk også have været misvisende, hvis vi havde været fuldkommen rasende, for det må man også gerne være.

Hvad man ikke må være, er voldelig, som muslimer er det, når man tegner deres profet for sjov. Eller injurierende, som digtere er, når de prøver at få en bovlam pointe hjem som dække for, at de sidder og skriver midt om natten i en tilstand, kun guderne ved hvad påvirkes af.

Så faktisk er sagen nøjagtig omvendt af det, Sven Ove Pedersen siger. Henrik Dahl og undertegnede har tålt mosten - til den store guldmedalje - og det endda også, da den var så rådden og ildelugtende, at mange nok ville have brækket sig.

Smidt ud af kirken

Ete Forchhammer Søgårdsvej 21 A, Tikøb

I lørdags var jeg til globryllup i en af de store kirker i Københavns indre by. Vi var mange, der var inviteret til at glo, genkendelige på de medbragte gaver og blomster.

Skråt bag mig, på allerbageste række sad musestille en ung, fremmed kvinde. Måske fordi hun sad alene og så stille, blev hun spurgt, om hun hørte med til ”følget”, hvilket hun ærligt benægtede - hvorpå hun blev bedt om at forlade kirken.

To dage forinden havde jeg hørt om, hvordan 15 danske turister var blevet budt med til et bryllup i Grønland.

Jeg blev flov og ked af det, først på kirkens vegne, dernæst over mig selv og min passivitet. Kvinden så virkelig skuffet ud, da hun blev udvist.

Okay, et bryllup er privat, men det foregår et offentligt sted. Hvad skader ”uindbudte”, der opfører sig ordentligt og diskret? Når jeg tænker på, hvad menigheder undertiden skal stå model til fra dåbsfølger...

Hvorfor kan folkekirken kun være åben efter aftale? Klæ'r det den? Er det gavnligt for dens omdømme? De danske turister i Grønland kom hjem og fortalte om en fantastisk kirke hos et gæstfrit, gavmildt folk. Hvad mon kvinden fra i lørdags fortæller om folkekirken og dens folk?

Husk nu at beskytte ytringsfriheden

Bjarne Jørgensen Herredsvejen 4, Holmstol, Gjern

Jeg har haft mange udbytterige samtaler med muslimer om religiøse spørgsmål. Den erfaring gælder imidlertid ikke, når det drejer sig om folk fra Hizb ut-Tahrir.

Men jeg forstår ikke bestræbelserne på at forbyde denne bevægelse i et land, hvor vi er intenst optaget af at beskytte den ytringsfrihed, som for eksempel er gældende for nazistiske bevægelser.

Vi bør ikke i ”et øjebliks” ophidselse skyde os selv i foden.

Kritikere tvinges til at holde mund

Anders Lundbeck Rasmussensognepræst, Nørrelundsvej 4, Haarby

Den 21. februar skriver teologen Hans Raun Iversen i nærværende avis, at han anser den nylige biskoppelige advarsel til Søren E. Jensen for at være helt på sin plads.

Det kunne ikke falde Iversen ind selv at klage over nogen. Han burde faktisk selv have advaret synderen, fortæller han, så han har selv en del af skylden. Han fremstiller det sådan, at det ifølge Danske Lov af 1683 skulle være et problem, at et menneske i en prædiken ”røres ved navn”.

I så fald har undertegnede overtrådt Danske Lov mindst 1000 gange. For jeg har ofte nævnt navne i prædikener - bibelske og kirkehistoriske: blandt andre Luther, Grundtvig og Kierkegaard. Men også nulevende teologer er blevet nævnt ved navn. Dog husker jeg ikke nogensinde at have nævnt Hans Raun Iversen.

Men så længe synspunkter gengives loyalt og uden ”skænden og forhånelse”, uanset hvor tåbelige de er, så mener jeg ikke, det strider mod Danske Lov.

Det er muligt, at Søren E. Jensens prædiken ikke er verdens bedste. Men en klar pointe i den er, at en evangelisk kirke er der, hvor man lytter til ordet og ikke gør alt muligt andet. Og det biskoppelige tilsyn bør holde sig til læremæssige spørgsmål og passe på ikke at misbruge sin magt til at tvinge kritikere til at holde mund.

En prædiken skal være til trøst og gavn

Jørgen Breindahl Ringparken 2, Hedensted

Jeg kan helt tilslutte mig sognepræst Henrik Gade Jensens kommentar i to omgange i Kristeligt Dagblad den 19. februar og 28. februar til sognepræst Søren E. Jensens prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2014 (Martha og Maria-teksten).

Som almindelig kirkegænger oplever jeg, at der ikke er megen trøst og livsmod at hente i Søren E. Jensens prædiken. Jeg tænker: Hvor er evangeliet, hvor er trøsten, hvor er inspirationen til nyt livmod?

Som jeg ser det i Martha og Maria-teksten er Jesu budskab: ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Og det er selvfølgelig et livsvigtigt budskab. Men det skal ikke serveres ved at nedgøre andres forsøg på at gøre budskabet nærværende.

Vi kan også prioritere forkert ved ikke at tage nødvendige udfordringer op. ”Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.” (Jakobs Brev kapitel 1, vers 22).

Indfør så den nulgenstandsgrænse

Mogens Moos alkoholrådgiver og forfatter, Skalstrupvej 109, Vemb

Ingen sundhedsministre - uanset partifarve - har præsteret noget effektivt og varigt i kampen mod alkoholens svøbe.

En ansvarlig sundhedsminister burde for længst have beordret Sundhedsstyrelsen til at afskaffe de livsfarlige 7/14- og 14/21-genstandsgrænser. De har været årsag til, at danskerne i 2015 er et af verdens mest fordrukne folkefærd.

En ansvarlig sundhedsminister burde have beordret Sundhedsstyrelsen til at oplyse massivt om den ekstremt store forskel på genetisk afhængighed og socialt misbrug.

En ansvarlig sundhedsminister burde have beordret Sundhedsstyrelsen til at indføre en nulgenstandsgrænse for genetisk afhængige, som udgør 75 procent af hele alkoholproblematikken.

Det er altid den første genstand, der er den farligste. Drikker genetisk afhængige en-to genstande fortsætter de. De kan overhovedet ikke stoppe på grund af den ustyrlige, uhyggelige drikketrang.

I Folketinget er tobaksområdet et gratis, politisk område.

Alkohol er de ansvarlige bestemmere for svage til at røre ved. De tør ikke. Derfor fortsætter stigningen af de i hundredtusindvis af gyselige børne- og familietragedier, de utallige alkoholrelaterede sygdomme og de uhyggeligt mange alkoholdødsfald.

Centrum var Moskva og ikke Kijev

Niels Peter Westh, forhenværende gymnasielektor, Engholmparken 60, Himmelev, Roskilde

Kjeld Erbs' kronik i Kristeligt Dagblad den 28. februar giver en fuldstændig korrekt fremstilling af Ruslands ekspansive udenrigspolitik gennem tiderne. Kun placeres centrum for denne ekspansion forkert. Centrum for ekspansionen var Moskva og ikke Kijev.

I middelalderen dannedes en lang række russiske bystater ved bredderne af de russiske floder, som var transportveje mellem Nordeuropa og Byzansriget. Blandt disse mange bystater var Moskva-staten og Kijev-staten. De to bystater, der senere skulle blive til henholdsvis Rusland og Ukraine.

Ved grundlæggelse af bystaterne var Kijev-staten langt den vigtigste. Men Den Gyldne Hordes ødelæggelse af Kijev i 1241 gjorde Moskva-staten til den vigtigste russiske bystat.

Kijev-staten (Ukraine) blev i de efterfølgende flere hundrede år kastebold mellem Det Osmanniske Rige, Det Polsk-Litauiske Rige, og Moskva-riget (Rusland), som havde benyttet sig af Den Gyldne Hordes tilbagegang til at underlægge sig næsten alle andre russiske bystater. (Moskva-riget var tilmed begyndt at brede sig ind på tatarernes område.)

Reelt blev Ukraine delt mellem disse tre stater. De ukrainske bønder gjorde dog flere gange væbnede oprør i forgæves forsøg på at få genoprettet en samlet uafhængig ukrainsk stat.

Det lykkedes ikke. I stedet lykkedes det for Rusland at erobre mere og mere af Ukraine. Men bondeoprørene, nu mod Ruslands besættelse af Ukraine, fortsatte.

Det sidste forgæves bondeoprør var i 1768. Derefter var Ukraine blevet en del af Rusland.