Prædikener og pæn tale

TROELS BAK STENSGAARD sognepræst, Emil Noldes Vej 24, Helsingør

I mit første år som præst lærte jeg, hvad ”lørdagsfortvivlelsen” i præstemunde betyder. For det var svært at skrive prædikenerne.

Jeg lærte også, at det ikke var alle i menigheden, der mente, at resultatet stod mål med de velmente anstrengelser. ”Lidt mindre eventyr og mere evangelium næste gang, tak!”, sagde en kirkegænger ofte spidst, når vi sagde farvel i kirkedøren. Men sådan måtte jeg prædike dengang for at kunne prædike anderledes i dag.

Det kom jeg til at tænke på, da jeg læste Henrik Gade Jensens kritik af Søren E. Jensen i Kristeligt Dagblad den 28. februar. Prædikener skal være opbyggelige og positive, fulde af trøst og håb og ikke polemiske, siger han.

Tja, en prædiken skal vel først og fremmest være et ærligt udtryk for, hvordan prædikanten selv hører evangelieteksten.

Hvis det ikke altid bliver så opbyggeligt, kan årsagen være prædikanten, men også prædiketeksten, som nogle søndage lægger op til selvransagelse og kritik. Men så kan vi heldigvis høre evangeliet ved døbefonten og alterbordet, i salmerne, trosbekendelsen og Fadervor.

Flere offentligt ansatte oplever i disse år, at det kan have konsekvenser at udtale sig offentligt og kritisk om deres arbejdsforhold, og sagens kerne er, at man i Roskilde Stift tilsyneladende følger trop.

Præstelærere som lektor Hans Raun Iversen får måske travlt fremover. I sit indlæg i Kristeligt Dagblad den 21. februar bedyrer Hans Raun Iversen rævefromt, at han er medskyldig i Søren E. Jensens misere, fordi han og ligesindede ikke har ”rådgivet ham, som vi burde”.

Sådan åbner Peter Fischer-Møllers advarsel til Søren E. Jensen op for nogle perspektiver, som ikke har meget at gøre med hans prædiken. Det bliver spændende at se, hvordan sagen ender i kirkeministeriet! Om Søren E. Jensen bliver frikendt eller måske skal på genopdragelsesophold hos Hans Raun Iversen og ligesindede for at lære at tale pænt.

Den bedste bog?

MAJA ARTHY Klosterhaven 8, Birkerød

Knap er sørgehøjtidelighederne for to dræbte afholdt i København, før Kåre Bluitgen lander sin murstensroman med den frimodige titel ”Den bedste bog” på bordet. Stor viden, men ”som interessant religionskritik stikker bogen ikke dybt”, mener Sørine Gotfredsen.

Hvad skal vi med den? Ud over at dukke hovedet. ”At lave lidt fis med Muhammed - det synes jeg er vældig skægt,” udtalte Kåre Bluitgen kækt forleden i et radiointerview i anledning af bogens komme.

Mon de to dræbtes pårørende er enige? At Bluitgen opstiller sig selv som skydeskive for provokerede og rabiate muslimer, må være hans sag. Men at det sandsynligvis kommer til at gå ud over en række sagesløse personer, er et ansvar, Bluitgen derved pådrager sig.

Hvordan kan et begavet menneske i øvrigt nænne atter og atter at overskride andre menneskers grænser - ikke alene muslimers, men faktisk også mine - på muslimernes vegne.

Spændende perspektiv

ANNA MARIE B. OLSEN Pinievangen 96, Allerød

Tak til Ole J. Hartling for beskrivelsen af de to borgerskaber i klummen ”refleksion” i fredags. Som pårørende til et menneske, der døde af ALS (bulbær type) oplevede vi raske, hvordan sygdommen gjorde det dobbelte borgerskab umuligt for den syge. Og vi oplevede, hvordan sygdommen ikke kun satte skel op, men også satte en proces i gang, hvor opfindsomheden i kærlighed, som det nævnes i kirkebønnen, fra alle blev overvældende.

Næstekærligheden til et menneske, der var dødsdømt, blev konkret. Og håbet døde aldrig.

Fredning af kirker

IB CHRISTENSEN forhenværende medlem af Folketinget og Europa-Parlamentet for Retsforbundet og Folkebevægelsen mod EF, Gørtlervej 26, Randers

Alle bygninger opført før 1536 er pr. definition fredede ifølge loven om bygningsfredning. Forbløffende nok gælder det ikke folkekirkens kirkebygninger, der er underlagt den langt lempeligere lov om folkekirkens bygninger.

Menighedsrådene kan med godkendelse af stiftsøvrigheden stort set skalte og valte med fredningsværdige kirker. De kan efter behag indhente sagkyndig bistand fra den kongelige bygningsinspektør, Nationalmuseet og Akademirådet.

Ved Sct. Mortens Kirke i Randers er situationen, at et flertal i menighedsrådet i en meget lukket proces har besluttet en nybygning af sakristiet i en skikkelse, der efter masser af randrusianeres mening udgør en grov maltraktering af den ærværdige, statelige og harmoniske kirke fra 1494, en kirke som af borgerne i Randers og omegn opfattes som deres domkirke.

Man har den ambition at samle alle kirkelige funktioner i kirken i samme omfang som i moderne kirker! Det hensyn er på den mest hensynsløse måde prioriteret over hensynet til kulturarven. Man smækker noget, der ligner en betonklods, op ad kirken.

Der er ikke udskrevet nogen arkitektkonkurrence, skønt det er et projekt til 10,5 millioner kroner. Af uforståelige grunde har den lokale kongelige bygningsinspektør sagt god for projektet, mens Nationalmuseet har haft indvendinger. Akademirådet vil man ikke høre, trods opfordringer hertil.

Der er dannet en protestgruppe, der prøver at få ændret projektet til en nybygning, der falder fint i harmoni med kirken, i øvrigt udarbejdet af samme arkitekt.

Denne sag er naturligvis af særlig interesse for borgerne i Randers og omegn, men det er vist ikke et ukendt fænomen, at menighedsråd har handlet med ringe forståelse for kulturarven.