kort sagt

kort sagt
Foto: Iris.

Frie skolevalg for alle

ANNI MATTHIESEN medlem af Folketinget for Venstre, Egebjerg Landevej 14, Krogager, Grindsted

I dag er det frie skolevalg begrænset til kun at gælde de elever, som kan klare sig igennem grundskolen uden ekstra støtte. Elever med behov for specialundervisning har ikke frit skolevalg. Det frie skolevalg er begrænset, og det skal der gøres noget ved.

Derfor har jeg med støtte fra en samlet blå blok fremsat et beslutningsforslag i Folketinget, som skal tage første spadestik mod en løsning af problemet.

I dag er børn og unge i flere tilfælde afskåret fra at vælge en fri skole, når de har behov for specialundervisning, da pengene ikke følger barnet. Det er op til den enkelte kommune, at bestemme, om de ønsker at lade tilskuddet til specialundervisning følge det enkelte barn over i en fri skole.

I de tilfælde hvor kommunen ikke vælger at lade pengene følge barnet, kan den frie skole ikke få omkostninger til specialundervisningen dækket og er ofte nødt til at afvise elever.

Det frie skolevalg er vigtigt, og det er noget, som vi skal værne om. Derfor pålægger beslutningsforslaget regeringen at undersøge, hvordan børn og unge med særlige behov kan sikres mulighed for - via et friere skolevalg - at blive optaget på frie grundskoler. Nu bliver det spændende at se, om regeringen tør stemme ja til forslaget fra blå blok og gøre op med denne forskelsbehandling.

Nej til ny stormoské

MARTIN HENRIKSEN medlem af Folketinget, udlændinge- og integrationsordfører for Dansk Folkeparti

Jeg mener ikke, at det er en god idé at give tilladelse til, at Det Islamiske Trossamfund kan opføre en ny stormoské i København. Jeg kan kun se det som et tilbageslag for integrationen, når teknik- og miljøudvalget i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune nu vil give Det Islamiske Trossamfund dispensation i forhold til den gældende lokalplan for at bygge deres nye store moské.

For Det Islamiske Trossamfund er ikke just kendt for at yde et positivt bidrag til integrationen. For nylig holdt Det Islamiske Trossamfund en velbesøgt mindehøjtidelighed for terroristen Omar el-Hussein, og det er velkendt, at en delegation tilknyttet Det Islamiske Trossamfund under Muhammed-krisen i 2006 tog til Libanon og Egypten med en mappe fyldt med billeder af profeten for at opildne til had imod Danmark. Jeg mener, at det er håbløst naivt, hvis man tror, at en ny stormoské ikke blot vil styrke disse fundamentalistiske kræfter.

V skaber butiksdød

FLEMMING MØLLER MORTENSEN medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, Siemvej 8, Skørping

Venstre har turneret med et forslag om at ændre i planloven, så kommunerne fremover helt frit kan bestemme, hvor de vil bygge storcentre og varehuse. Men Venstre har vist glemt at tænke sit forslag til ende.

Planloven har flere væsentlige formål. Et formål er, at vi, der bor i mindre byer, også kan have glæde af et byliv, hvor der er butikker og naboer i alle aldre. Venstres planer kommer til at sætte en stopper for netop dét.

Hvis vi skrotter den nuværende butiksstruktur til fordel for en liberal planlov, risikerer vi svenske tilstande: fyldte storcentre ved indfaldsvejene til de store byer og mennesketomme og butikstomme bykerner og landsbyer. Flere storcentre placeret efter kommunens ønske betyder færre butikker og dårligere vilkår for de lokale.

Venstre vil med andre ord suge alt liv ud af landdistrikterne. Det vil jeg ikke byde vores lokalsamfund, for ikke at nævne de lokale købmænd og detailhandlende.

Det vil danskerne heller ikke. 82 procent mener, at dagligvarebutikker i deres nærområde har betydning for, hvor de vælger at slå sig ned. Det viser, hvor stor betydning det har for vores hverdag og livskvalitet, at man ikke skal ud på en lang aftentur i bilen, hvis der mangler mælk til kaffen. Alligevel vil Venstre gøre planlovsliberaliseringen til en del af regeringsgrundlaget, hvis de kommer til magten. Som en af dem, der bor på landet, melder jeg mig i koret af småbyboere, som ikke kan se mening med Venstre-galskaben.

Gift og skilt

SØREN HANSEN Tokkerupvej 8, Herlev

Personligt synes jeg, at alle skulle blive gift uden for kirken og i øvrigt andre religiøse samfund. Giftemålet har en klar retslig begrundelse. At der så samtidig er færre, som søger kirken for sammen med andre at bede om Guds velsignelse over deres samliv, er trist.

Der søges forskellige forklaringer, men det kunne være, at folkekirken også på dette område skulle være mere åben. I lederartiklen onsdag den 18. marts er det så de mange skilsmisser, som er dagens emne.

Det er overordentligt triste tal. Lederartiklen ønsker samfundet kraftigere ind i løsningen af ægteskabelige problemer, som jo også kan skyldes samfundsmæssige forhold. Her er der også en stor opgave for folkekirken.