kort sagt

kort sagt
Foto: Iris.

To forskellige krige

TORBEN CAROC civilingeniør, Trunnevangen 9, Charlottenlund

Her 40 år efter krigsafslutningen, kan man stadig undre sig over, at Vietnamkrigen og Koreakrigen faldt så forskelligt ud. Forudsætningerne var stort set de samme; mellemstort asiatisk land, som både den vestlige og den kommunistiske verden ønskede at inkludere i deres interessesfære.

Det var Sydkorea og USA på den ene side og Nordkorea og Kina på den anden. I Vietnam var det Sydvietnam og USA versus Nordvietnam og Kina. Koreakrigen endte med et frit og velstående Sydkorea, medens Vietnamkrigen endte med totalt kommunistisk diktatur.

Selvom folk kunne se, at Koreakrigen bragte frihed og velstand til den USA-støttede side, så valgte offentligheden senere at spænde ben for en lignende indsats i Vietnam. Hvorfor ?

Var det måske medierne, der gjorde udslaget? USA's og FN's hjælp til Sydkorea fik medieopbakning i USA og Europa, medens krigsførelsen i Vietnam blev massivt modarbejdet af medier og demonstrerende studenter. USA måtte til sidst give op, og Sydvietnams kranke skæbne ofrede medier og demonstranter senere ikke megen opmærksomhed på.

Adskil nu kirke og stat

JOACHIM KOEFOED religionsordfører i Venstres Ungdom, Rosenlunds Allé 1, Vanløse

Et flertal af kandidaterne til det kommende folketingsvalg ønsker, at de historiske bånd mellem kirke og stat skal kappes, viser en rundspørge foretaget af Altinget.

Den morgen, jeg læste nyheden, blev jeg overordentligt glad og så alligevel ikke. Normalt har kandidaterne nemlig en tendens til at skifte holdning på dette punkt efter valget.

Jeg synes, at det er vattet af politikerne at have én holdning før et valg og en anden efter et valg og at svare ”hverken-eller” til spørgsmålet om, hvorvidt man ønsker yderligere adskillelse mellem kirke og stat i Altingets rundspørge, hvilket flere helt centrale nuværende medlemmer af Folketinget har gjort, specielt i mit eget parti, Venstre.