Kirkekunst
JØRGEN DEMANT sognepræst, Kgs. Lyngby
Stor tak til Kaj Mogensen, der i et debatindlæg Kristeligt Dagblad den 13. maj sætter det rette perspektiv på debatten om kirkekunst og ekspertrådgivning. Vi skal væk fra topstyringen vedrørende kunstrådgivning og hen til en demokratisk samtalekultur.
Jeg har i forbindelse med renoveringen og nyudsmykningen af Lyngby Kirke oplevet to slags ekspertscenarier. Det ene eksperthold fra Nationalmuseet kom med en nedladende og arrogant holdning til en restaureringsopgave, mens eksperten udvalgt af menighedsrådet vedrørende kunstudsmykning indgik i en samarbejdsvillig og medtænkende samtale med menighedsrådet. Og hvor den ene instans tænkte ensidigt historisk/musealt, tænkte den anden kunsten ind i en æstetisk-liturgisk sammenhæng. Problemet med det nuværende system er netop, at man tænker ud fra sin egen boks og ikke i en helhed, hvor det overordnede mål er et kirkerum, der først og fremmest er et religiøst-kultisk rum.
Eksperten eller den faglige viden skal der ikke dispenseres fra, hverken i forbindelse med restaurering, kunstudsmykning eller ansættelse af personale (for eksempel organister), men de må indgå i en dialog med menighedsrådet.
Foruden det af Kaj Mogensen foreslåede ekspertudvalg under Kirkeministeriet vil jeg slå til lyd for, at ethvert menighedsråd i forbindelse med et kunstprojekt (eller andet projekt) indkalder en faglig kompetent person til rådgivning og samtale. Det er vejen frem for kvalitet i kirken.
Vestbredden og Cypern
B.S. KNUDSEN Nonbo Mark 18, Hald Ege, Viborg
Den ulykkelige situation i Israel giver anledning til, at man lægger jøderne for had.
”Boykot Israel”-kampagner iværksættes i flere kredse. Men situationen på Vestbredden er jo ikke enestående, og brutal fordrivelse og besættelse har jo fundet sted flere steder.
Et nærliggende eksempel er Cypern. I 1974 angreb Tyrkiet uprovokeret Cypern. Efter brutale kampe indtog man den nordlige del af øen og fordrev græsk-cyprioterne fra øens frugtbareste område, Messaoria-sletten. Fordrivelsen var næsten 100 procent med kun nogle få plejehjemsbeboere blivende tilbage.
Tyrkiets påskud for angrebet var, at de ville ”befri” det tyrkisk-cypriotiske mindretal. Dette mindretal hverken ville eller kunne befolke det erobrede område, så i stedet overførte man 40.000 anatoliere til Cypern.
Anatolierne byggede ikke ”bosættelser”, men flyttede ind i de landsbyer, græsk-cyprioterne var fordrevne fra.
Den beskrevne historie forekommer mig at være grellere end bosætningshistorien i Israel, men her er der ingen, der taler om sanktioner.
Jøderne må ikke, men andre må godt. Det må der være en forklaring på.
Måske kunne man formå den nye biskop i Viborg til at give den forklaring.
Grundtvigs drøm
URSULA MUNCH-PETERSEN Grønnemose Allé 35, København
Blomstre som en rosengård skal de øde vange. Tak til Svend Grundtvig for en smuk og klog kronik den 18. maj. I stedet for at bruge militær, som Vesten plejer - for nogle år siden vendt mod somaliske pirater i stedet for at give fiskerbåde til de lokale fiskere og stoppe Vestens overfiskeri. Nu grubler man over, hvordan Vesten kan undgå de mange afrikanske flygtninge.
Svend Grundtvig beskriver, hvordan man kunne arbejde med at skabe liv og vækst i ørkenområder, hvor flygtningene så kunne leve. Vi kunne bruge videnskaberne til at danne ferskvand og dermed gøre ørkener frugtbare.
Endelig noget, man kan glædes ved.