Ræv, gæs og Irak-kommission

BENT SØRENSEN professor dr.med., Høje Skodsborgvej 14, Skodsborg

Regeringen vil nedlægge Irak-kommissionen, som skulle have afhørt daværende chef i Udenrigsministeriets Folkeretskontor, Peter Taksøe-Jensen, om blandt andet dennes mulige ansvar for fejlvejledning i 2003.

Men - hokus pokus - i stedet skal Taksøe-Jensen nu gøres til den kloge vejleder for Danmarks internationale adfærd.

Det ligner at sætte ræven til at vogte gæs, og dermed overgår virkelighedens absurditet fantasiens, således som udtalelser fra soldaterforeninger, fra regeringens eget støtteparti Liberal Alliance, juridiske professorer, advokater og andre stærkt forbløffede påpeger.

Senest har dommerformanden givet udtryk for sin dybe forundring, og man fornemmer, at regeringen (hvis det lå i dens magt) også gerne sendte domstolene helt derud, hvor peberet gror.

Men den går ikke, for vi har en grundlov, som beskytter mod nedlæggelse af de domstole, der med Ralf Dahrendorfs ord er ”frihedens sidste bastion”.

Sorg og tid

BRITT HANSEN overassistent,

Børglumvej 24B 2. tv., Vanløse

”Det skal nok gå” og ”Du skal nok komme igennem sorgen” og helst inden for de næste 14 dage. Jeg undrer mig. Hvordan kan det være, at medmenneskelighed blev til fikse bemærkninger, der skriger på empati og nærvær i mødet med sørgende, der midlertidigt opholder sig i nødsporet?

Sorgen blev min virkelighed den 5. september 2014, hvor jeg fra det ene sekund til det andet var i nødsporet. Den kan umiddelbart ikke ses - sorgen. Den sætter sine spor i de efterladte, men du kan ikke gætte den på afstand. Sorgen er en ødelæggende tsunami af følelser og tomhed, der ikke kan forklares med ord, men skal mærkes på egen krop. Sorgen er prisen for at have elsket.

Jeg kom ikke igennem sorgen på de 14 dage og oplevede et samfund, der blev utålmodigt, for hvor lang tid tager det, og kan det ikke bare fikses?

Samfundet har en berøringsangst hånd, der ikke har tid til dem i sorg, og som dikterer en norm om, at det er forkert at være i nødsporet, og derved giver os et medmenneskeligt fattigt samfund, hvor vi på en respektløs måde møder de efterladte i nødsporet og fratager dem muligheden for at være i og bearbejde sorgen.

Jeg håber, vi kan blive bedre til at møde de skæbner, hvor sorgen fylder, på en mere værdig og respektfuld måde ved blot at være der og anerkende den sindstilstand, der fylder lige nu, uden at skulle klistre den til med fikse bemærkninger.

For sorgen skal ikke fikses, den vil altid være der, og det handler om at lære at leve med den, uden at den bliver altoverskyggende, og på sigt kan den blive til en smuk og mindeværdig erindring.

Det er helt o.k. at benytte nødsporet, når livet bliver ubarmhjertigt, og vi mister vore kære. Jeg sørgede. Undskyld det tog tid.