Biskoppen var ikke bange for modspil

Hartvig Wagner pastor emeritus, forfatter og medlem af Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelses bestyrelse, Revlingens Kvarter 74, Herning

Tillad mig en kort kommentar til Britta Schall Holbergs sympatiske indlæg i Kristeligt Dagblad den 23. juli med undertitlen ”Menighedsråd skal da ansætte en præst, som passer til menigheden”.

Netop denne formulering vakte en oplevelse vistnok fra 1956 til live. Da jeg som ung kandidat sendte mine første ansøgninger til ledige embeder, besøgte jeg også daværende biskop i Viborg Chr. Baun. Embedet i et tresognspastorat i stiftet var netop opslået.

Af opslaget fremgik, at grundtvigianerne havde stort flertal i menighedsrådene. Det embede ville biskoppen, jeg skulle søge, skønt han var klar over mit ståsted i Indre Mission.

Jeg husker tydeligt biskoppens kraftige reaktion, da jeg bemærkede, at det da ikke kunne nytte noget med min holdning: ”De skal søge det embede!”.

For biskop Baun var det åbenbart ikke en selvfølge, at præst og menighedsråd absolut skulle passe til hinanden. Der er flere eksempler på, at han ikke var bange for modspil, ja, han kunne ligefrem anse det for påkrævet i visse tilfælde. Mon ikke forklaringen er den, at noget trods alt er vigtigere end ro i sognet, nemlig at der i alle sogne lyder en forkyndelse i tydelig overensstemmelse med hele det bibelske budskab, og at de hellige sakramenter bliver forvaltet ret.

Man kan også komme til at tænke på Jesu ord: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.” (Matt 10, 34). Eller: ”Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget.” (Luk 12, 49).

Spændende fund af koranmanuskript

Steen Skovsgaardbiskop i Lolland-Falsters Stift

Det skal blive spændende at se, hvad fundet af det 1500 år gamle koranmanuskript kan komme til at betyde for forskningen i Koranens tilblivelseshistorie.

Den traditionelle fremstilling fortæller jo, at Koranen efter Muhammads død blev samlet af kaliffen Uthman omkring år 650, men forskningen har for længst fundet bevis for, at det er langt mere kompliceret end som så.

Forskeren Michael Cook fortæller om det i sin bog ”Koranen - en meget kort introduktion”. Her skriver han, at hvis man antager, at det er rigtigt, at Uthman virkelig fik sit materiale fra Hafsa, profetens enke og datter af Umar, så er næste spørgsmål: Hvor havde hun det så fra?

Michael Cook redegør i sin bog for omfattende selvmodsigelser i kildematerialet, ikke mindst angående de to centrale spørgsmål: Hvem samlede Koranen, og hvad blev den samlet fra?

Om Uthmans koran siger kaliffen Umar for eksempel: ”Lad ingen af jer sige, at han har hele Koranen i sin besiddelse. Hvordan skal han kunne kende dens helhed? Meget af Koranen er borte.”

Mon fundet af dette gamle manuskript vil betyde, at muslimer tør begynde at stille samme slags spørgsmål?

Professors hypoteser kan godt undre

Iver Larsen cand.scient., M.A. og international konsulent for bibeloversættelse, Frichsvej 30, Galten

Mogens Müller gentager i sin kronik den 25. juli de bibelkritiske hypoteser og teorier om evangelierne og deres tilblivelse, som er god latin på mange universiteter.

Det undrer mig dog, at han stadig kan tro på, at Johan-nesevangeliet skulle være skrevet omkring år 200, når man allerede i 1920 fandt et papyrusfragment af en kopi af Johannesevangeliet, som dateres til cirka år 125.

Müller mener også, at Lukas i Apostlenes Gerninger udelukker Paulus fra at være apostel. Hvordan han får det til at rime med, at Lukas i Apostlenes Gerninger 14, 14 kalder både Paulus og Barnabas apostle, er svært at forstå.

For dem, som er interesseret i mere bibeltro synspunkter, kan jeg anbefale John William Wenhams bog ”Redating Matthew, Mark and Luke”. Han argumenterer overbevisende for, at Matthæusevangeliet blev skrevet omkring år 40, Markus cirka år 45, Lukas i begyndelsen af 50'erne og Apostlenes Gerninger cirka år 62. Han omtaler ikke Johannesevangeliet, som bibeltro forskere daterer til 90'erne.