I KRISTELIGT DAGBLAD Den 10. februar viger Søren Krarup igen uden om substansen i Luthers råd om jøderne - begyndende med ”Brænd deres synagoger”. Undviges sagen, undervurderes læserne.
Ligeså når man udokumenteret beskylder en for ”tåbeligheder” og kalder både det, som Møllehave dokumenterer, og jeg tilslutter mig, for ”dumt og uvidende.”
Og med hvilken ret kan man være overdommer over de teologiske lærere ved Københavns Universitet og mene, at de burde have dumpet en til teologisk embedseksamen?
Dr.theol. Regin Prenter lærte, at ånden er kraften i ordene, hvorefter Helligånden er kraften i Guds ord. Men Luther er hverken Gud eller halvgud.
Vor kirkedel hedder ikke den evangeliske og lutherske kirke. Kun det fra det lutherske, der er evangelisk, forpligter os. Af Luther er det kun ”Den lille Katekismus”, herunder Luthers udlægning af det ottende bud: ”Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lyver vor næste noget på, udleverer og bagtaler ham eller bringer ham i vanry, men derimod undskylder ham, taler godt om ham og optager alt i bedste mening.” Der er gode ord til eftertanke i sammenhæng med Jesu ord først i Matthæusevangeliet kapitel 7.
Jeg har læst det skrift, som Tidehvervs Forlag udgav i 1999, hvoraf dele er blevet udgivet af danske nazister ved Olga Eggers i 1938. Det var åbenbart brugbart for dem.
Alligevel får det Søren Krarups uforbeholdne anbefaling. Til trods for, at Luthers syv råd i det fratager jøderne deres menneskerettigheder.
Kaj Munk skrev i ”Han sidder ved smeltediglen”: ”Men at tage menneskerettigheder fra mennesker er at gøre sig selv til forbryder.”
Hvem kan dog afvise den replik af Kaj Munk, når menneskets rettigheder er givet os af Gud?
I den Luther-bog af Heinz Schilling, som Kristeligt Dagblads forlag udgiver, nævnes det, at den unge Luther fremfører ”nye, evangeliske principper for forholdet mellem jøder og kristne,” hvor han vil sætte ”en stopper for løgnehistorierne om deres medskyld i Kristi død”. Derefter belyser bogen, at det skrift, som Krarup anbefaler, præges af ”den aggressive og ringeagtende tone” og er ”udtryk for et generelt omsving”. Tillige at den ældre Luther bygger sit jødehad på en bog af en, der på Rigsdagen i Worms blev ”afsløret som bagvasker” og ”bortvist”.
Det virker surt og sært, at Søren Krarup stædigt foretrækker den ældre Luthers råd, som virker mere som terror end teologi frem for den unge Luthers teologi.
Svend Aage Nielsen, forfatter og forhenværende sognepræst, Lars Murers Vej 8, Vedersø Klit, Ulfborg