Mindehøjtideligheden for terrorens ofre foregik i en global forståelse med taler og musikindlæg fra så forskellige steder som Belgien, Danmark, Elfenbenskysten, Pakistan og Tyrkiet.
Det var i Vor Frue Kirke i København onsdag den 6. april på en fredelig forårseftermiddag.
Det første indtryk af de hærdebrede betjente med maskinpistoler klar til skud var dog knap så fredeligt og favnende. Da deltagerne kom indenfor, blev vi nøje overvåget af de skulende civilbetjente, der strategisk havde taget opstilling rundtomkring i kirkerummet. Skal det virkelig være nødvendigt med denne type aggressive signalpolitik? Ét er, at synagogen et godt stenkast fra domkirken og andre religiøse midtpunkter har ønsket en tilstedeværelse af politimagten, men skal vi til at have det foran vores kirker?
Det, som skulle være en respektfuld mindehøjtidelighed for ”terrorens ofre” tegnede til at blive endnu et politisk statement . Det blev klart, da landets justitsminister, Søren Pind (V), fik taletid efter første salme.
Ligesom de andre indlæg til højtideligheden fik også ministeren kort tid. Der gik dog ikke lang tid, før han udgydede en forventet og triviel krigsretorik om ”vore fælles fjender”.
Måske var det hr. Pinds personlige dagsorden, der satte sig igennem, da han betegnede truslen fra terrorisme som ”vores generations kamp”. Det var en pinlig omgang. Endnu en gang var vi vidne til, hvordan en dansk statsmand har svært ved at begå sig blandt internationale kollegaer.
De øvrige deltagere havde efterfølgende lykkeligvis pli nok til at fastholde fokus, nemlig at mindes de døde. Belgiens ambassadør satte det til dørs, da han understregede, at vejen frem er at stå sammen i en ikke-aggressiv fælles front mod terrorisme. Kærlighed og solidaritet er løsningen, sagde han.
Måske som en direkte kommentar til hr. Pind afsluttede domprovst Anders Gade‑ gaard højtideligheden med også at tale for fællesskab, solidaritet og værdien af at stå sammen. I stedet for at opdyrke en krig mod terror, skal vi dyrke freden, sagde han. Hvordan skal det så ske? Blandt andet ved at gøre tilværelsen bedre for udsatte grupper, som kæmper med social eksklusion og diskrimination.
Det klæder ikke folkekirken at lægge hus til politiske budskaber fra en siddende regering, uanset hvilken fløj den tilhører. Det var naturligvis ikke intentionen til højtideligheden, men det burde være forventeligt i lyset af det aktuelle politiske polariserede klima både i Danmark og i resten af verden.
Så bliver det til partipolitiske udsagn, der grænser til regeringens mere eller mindre officielle kulturkampe. Når det sker til en højtidelighed som denne, så bliver folkekirken taget som gidsel. Gidsler skaber ikke kærlighed og solidaritet. Gidsler skaber splid og tilskynder radikale elementer til mere vold eller til mere terrorisme, det aktuelle globale modeord.
Christian Franklin Svensson er ph.d. og ekstern lektor