”Gudstjeneste vil sætte fokus på kristendom og køn.” Den overskrift kunne man læse i Kristeligt Dagblad den 25. april. I første omgang læste jeg den ganske vist som ”kristendom og bøn”! For det er man jo vant til hører sammen.
Men der stod altså ”køn” - og artiklen handlede om en gudstjeneste, hvor en såkaldt drag-queen og sanger skulle medvirke.
For som præsten udtrykte det, så skal vi være mere bevidste om, at vi som mennesker ikke er en statisk størrelse. Vi er på vej til at blive noget andet også, hvilket tillige blev begrundet med, at der ifølge Paulus ikke er forskel på mand, kvinde, træl og fri for Gud, og derfor skal vi heller ikke fastlåse hinanden ud fra bestemte forestillinger om køn.
I samme artikel pegede Benedicte Hammer Præstholm på, at diskussionen om den såkaldte queer-teologi, teologien om det kønsmæssigt anderledes, stort set ikke har været ført i dansk teologi.
Der var da heller ikke den store debat, da Folketinget den 11. juni 2014 vedtog en lov om juridisk kønsskifte med stemmerne 59 for og 52 imod. Det gik meget stille af, og jeg skal gerne indrømme, at det også gik hen over hovedet på mig, at man herefter kan skifte sit køn rent juridisk, seks måneder efter at man har ansøgt om det.
FOR LANDSFORENINGEN for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT) blev det dog en mærkedag.
”Det her er verdens bedste lov. Der er kun ét eneste land i verden, nemlig Argentina, hvor det her også er muligt. Det er en lov, der sætter den enkelte i centrum. En lov, der siger, at det er dig, der bestemmer, hvilken kønsidentitet du har, og hvordan du skal registreres,” udtalte forperson Søren Laursen til Berlingske.
For med den nye lov vil transpersoner ikke længere skulle igennem fysiske indgreb og udredningsforløb for at kunne skifte kønnet i for eksempel pas og andre personlige dokumenter.
Som sagt hæftede jeg mig ikke ved begivenheden og havde heller ikke tænkt, at det var noget, som jeg ville komme til at skulle tage stilling til. Heller ikke da vi til bispemødet i januar 2015 skulle tage stilling til spørgsmålet, om præster ville have mulighed for at sige nej til vielse af en person, som har gennemført juridisk kønsskifte.
Holdningen blandt biskopperne var og er, at når det er juridisk gyldigt, når altså personnummeret viser, at man her har med en kvinde eller mand at gøre, ja, hvad andet er der så at gøre end at regne med, at det er sandt og så handle efter det?
Men i eftertankens klare lys, og med Benedicte Præstholms påpegning af, at der ikke har været en teologisk debat om emnet, vil jeg da gerne melde mig på banen og udtrykke min betænkelighed og sætte spørgsmålstegn ved, om det nu også virkelig er verdens bedste lov, vi har fået.
Er det rigtigt, at man selv skal kunne beslutte sig for, om man er mand eller kvinde? At grænsen med andre ord sagtens kan være - eller endda ideelt set skal være - flydende?
Det rejser en skov af spørgsmål: Er det ikke en overbelastning at sætte den enkelte så meget i centrum, at man gør kønnet til et spørgsmål om valg? Kan og bør et sådant valg være bestemt af den enkeltes følelser?
Er det ikke at give følelser en alt for stor magt? Hvilken indvirkning vil det på længere sigt kunne have på børneopdragelsen, hvis man skal vente på den personlige stillingtagen? Og hvorfor skal der i øvrigt være seks måneders betænkningstid? Hvorfor ikke en uge? Eller to år?
Er grænsen og forskellene mellem kønnene ikke netop en del af skabningens velsignelse og noget, som vi må leve med og værne om som skabning?
JEG VAR SOM SAGT ikke opmærksom på denne lovvedtagelse den 11. juni 2014.
Til gengæld noterede jeg mig følgende citat fra Politiken måneden forinden, nemlig i et interview med forfatteren Peter Høgh, som sagde følgende om ”den skæggede dame”, Conchita Wurst, som blev grandprixvinder i 2014:
”Umiddelbart følte jeg, at det var smukt og forfinet og meget kraftfuldt, men jeg blev også bevidst om, at lige inden kolossale kollektive stemninger, der var med til at udløse Anden Verdenskrig, var der i Berlin en psykotisk tvivl på kønsidentiteten. Dengang var det ikke et sundhedstegn, snarere et præludium til et definitivt sammenbrud i kulturen. Og jeg spørger mig selv, om det androgyne er en ny accept, en forening af det mandlige og det kvindelige. Jeg er sikker på, at kulturen har brug for mange flere kvinder i betydningsfulde stillinger, det er en helt afgørende del af fremtiden. Men er lige det her et skridt fremad for det kvindelige, eller er det en ny farlig hvisken om en slags sammenbrud af grænser?” (Politiken den 18. maj 2014.)
Der lyder en stille hvisken i mit sind, som fortæller, at det er et skråplan og helt forkert at gøre kønnet til et spørgsmål om valg, endsige at gøre det til noget flydende, valgfrit eller grænseløst.
Steen Skovsgaard er biskop over Lolland-Falsters Stift