INDEN NOGEN LÆGGER SIG - og måske især andre - fast på, at Det Nye Testamentes tale om Jesu opstandelse skal forstås bogstaveligt, kan der være grund til at gennemgå, hvad der egentlig står. Har man et fundamentalistisk bibelsyn, læser man som en selvfølge de forskellige skrifter harmoniserende, som om de supplerer hinanden med brikker, der tilsammen udgør det hele billede.
Men gør man alvor af, at Det Nye Testamentes skrifter er blevet til over en periode på omkring 80 år og afspejler en teologisk erkendelsesproces, der er foregået i de første generationer af Kristus-troende, bliver det hele ikke så lidt mere nuanceret.
Første vidne er Paulus, der skriver sine breve i begyndelsen af 50'erne. I 1. Korintherbrev kapitel 15 kommer han temmelig udførligt ind på opstandelsen. Således opregner apostlen her en længere række vidner, ikke til opstandelsen, men til tilsynekomster af den opstandne Kristus.
Det drejer sig om Peter (”Kefas”), ”De tolv” og 500 brødre ”på én gang”, en hændelse, vi ellers ikke hører noget om, men hvor adskillige stadig skal være i live. Som den sidste optræder Paulus selv. At apostlen således kan sætte sin egen oplevelse af den opstandne ind i rækken, selvom den må stamme fra et tidspunkt flere år efter den første påske, viser, at han regner med tilsynekomster af den allerede ophøjede.
Faktisk taler alt for, at Paulus ikke kender til en kort periode, hvor Jesus igen legemligt gik rundt blandt sine disciple. Opstandelse og ophøjelse til Guds højre hånd er for ham én og samme hændelse.
Det hænger igen sammen med Paulus' syn på, hvad et opstandelseslegeme er. Det redegør han udførligt for i samme kapitel 15 i 1. Korintherbrev.
OPSTANDELSESLEGEMET har således ifølge Paulus en helt egen stoflighed, der adskiller sig fra den, som et jordisk legeme har. ”Hvad der er sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed.” Som det første menneske, Adam, var af jord og derfor jordisk, er det andet menneske, Kristus, fra Himlen, og som han er himmelsk, skal de troende også blive det ved opstandelsen. Det er fysisk, men altså i en helt anden forstand, end vi almindeligvis bruger denne betegnelse.
Apostlen ville således aldrig anerkende den tale om kødets opstandelse, som siden kom til at indgå i den kristne bekendelse. Kød og blod kan ikke arve Guds rige, hedder det. For i hans dualistiske opfattelse af verden hører kød og blod til denne foranderlige og forgængelige tilværelse.
Herover står den guddommelige himmel, der er kendetegnet ved uforgængelighed. Derfor må der altså ske en forvandling af det jordiske til at blive himmelsk, om et menneske skal indgå i Himlen som Guds sted.
SOM ET KURIOSUM kan jeg berette, at Peder Johannes Villtoft (1862-1926), der siden 1899 var provst for Fjends Herred, i 1917 udgav bogen ”Jesu Opstandelse og Himmelfart”, hvori hovedtesen er, at da opstandelseslegemer, derunder også Jesu, intet har at gøre med det forladte jordiske legeme, skyldes den tomme grav ikke, at Jesus som opstanden forlod den, men tyveri. Og skyldige i dette tyveri var, ifølge Villtoft, ypperstepræsterne. Øjensynlig bragte denne tese ikke provsten fra Midtjylland i karambolage med de kirkelige myndigheder.
Hos Paulus hører vi ikke om nogen tom grav. Det siges dog, at den døde Jesus blev begravet. Da forfatteren til det oprindelig anonyme Markusevangelium kort efter år 70 skriver en række overleveringer om Jesus ud som en samlet fortælling, lader han den imidlertid slutte med en beretning om kvinderne ved en tom grav.
De skal til Peter og de øvrige disciple videregive budbringerens ord om, at Jesus vil møde dem i Galilæa. Men de flygter blot bort fra graven, rystede og ude af sig selv og uden at sige noget til nogen. Det gjorde så heller ikke så meget, da skriftets forfatter har betragtet den menighed, som han skrev sit evangelium til, som fortsættelsen på historien.
Siden skrev de andre - ligeledes anonyme - evangelieforfattere videre på fortællingen. Den bliver nu mere og mere konkret, selvom der hele tiden også er en vis dobbelttydighed i beretningerne om møder med den opstandne. Han går og kommer gennem lukkede døre, de kan ikke altid genkende ham og så videre. Det er desuden karakteristisk, at den opstandne alene viser sig for sine disciple, aldrig for sine modstandere.
ADSKILLIGT PEGER således på, at meningen er, at den opstandne alene er synlig for ”troens øje”. Derfor taler meget også for, at de konkretiserende fortællinger om Jesu tilsynekomster, hvor han endda siges at have spist sammen med disciple, er fortællemæssige forsøg på at udtrykke en virkelighed, som man ikke har kunnet udtrykke på anden måde.
Da forfatteren til Apostlenes Gerninger, som også har skrevet Lukasevangeliet, skal ”bevise” opstandelsen, er det sigende, at det i dette skrifts kapitel to sker med en henvisning til Helligåndens komme pinsedag. Skriften lover nemlig David, at en efterkommer skal sidde på hans, altså Guds trone.
Da Jesus nu først kan sende den Ånd, som Faderen har lovet, når han har indtaget denne plads ved Guds højre side, ”beviser” Helligåndens komme, at det er sket. Så den menighed, der er båret af Helligånden, bliver tegnet på Jesu opstandelse.
I baggrunden ser man Paulus, der kan tale om menigheden som Kristi legeme, nemlig som den forsamling, der nu, hvor Kristus sidder ved Guds højre side, er i hans sted her på jorden. Og dette, at menigheden er Kristi legeme, skal ikke mindst ytre sig i det, som Paulus kalder Åndens frugter, og hvor kærlighed til medmennesket er den alt overordnede.
Forfatteren til Matthæusevangeliet lader ud fra samme forståelse sin Jesus sige til Bjergprædikenens tilhørere: I er jordens salt, I er verdens lys. For efter Jesu død repræsenterer de i denne verden den opstandne og ophøjede. Og det skal de gøre i kraft af gode gerninger, som åbner menneskers øjne for deres himmelske Fader, så de lovpriser ham.
At ville tale om en fysisk udgang af graven her er at overse, at Det Nye Testamentes tekster er blevet til i forlængelse af en helt anden opfattelse af verden end den, vi har. Og her har det altid udmærket kristendommen, at den - omend ofte fodslæbende - har været omstillingsparat, når det gjaldt udviklingen i synet på virkelighed og verdensopfattelse. Denne kunne ikke leve med to ”sandheder”.
DET ER I ØVRIGT også først i det apokryfe Petersevangelium fra omkring 150 efter Kristus, at vi får en meget konkret beskrivelse af selve opstandelsen. Den er i sin overnaturlighed i enhver henseende for meget af det gode. I en prædiken første påskedag 1525 indleder Luther med at sige:
”Paulus, Peter og de andre Apostle har ikke bekymret sig meget om Rækkefølgen og Historien ved Opstandelsens Begivenheder, men langt mere drevet paa med dens Kraft og Gavn, idet dette jo er det ringeste efter Menneskers Syn. Kød og Blod undrer sig over Begivenheden. Derfor har Evangelisterne beskrevet Begivenheden slet, ikke givet meget Agt paa Ordene, for saaledes at rive os bort fra den historiske Begivenhed hen til dens Gavn, for at vi ikke skal falde hen til det unyttige og dermed miste Frugten.”
Man kan vel ikke beskylde Luther for ”afmytologisering”. Men man kan uddrage den pointe, at om opstandelsen kan der ikke tales løsrevet fra troen, som netop er et produkt af opstandelsens kraft. Derfor er det også på kraften til at skabe det nye liv, at opstandelsesforkyndelsen vil måles, ikke på troværdigheden af de forskellige forsøg på at anskueliggøre den som historisk begivenhed.
Mogens Müller er professor og dr.theol. Han har netop udgivet bogen ”Evangeliet og evangelierne. Evangelierne som bibelske genskrivninger”, som vil blive anmeldt senere i Kristeligt Dagblad